Erhvervsprisen 2019 bør gå til fire fantastiske Roskilde-butikker samlet. Læs hvorfor og besøg selv butikkerne og dan dig din egen mening.
Jeg har indstillet en buket med fire skønne butikker, der er med til at tegne fremtidens detailhandel til at modtage erhvervsprisen 2019 fra Danske Bank. De fire indstillede er: Persillepigen – Caseus – Den Franske Vindhandel – Slagter Frimann. Detailhandelen er vigtig for enhver by og alle taler om, at den er under pres fra internettet. I Roskilde gør vi noget ved det og de fire indstillede kandidater går foran med en markant opvisning af, hvad fremtidens detailbutikker skal gøre for at tiltrække kunder.
Hvorfor fire på én gang?
Det er ikke nok at indstille én forretning for kendetegnet ved de fire indstillede forretninger er, at de i en symbiose er med til at skabe det, der efter alle solemærker at dømme skal være med til at sikre, at vi også fremover har en levende detailhandel. De gør noget helt rigtigt. Og retfærdigvis skal siges, at der kunne godt være bundet en større buket for Roskilde har flere dygtige detailhandlere, men jeg turde ikke spænde buen for vidt, idet Danske Banks Erhvervspris egentlig er tænkt som til een virksomhed. Jeg har bare lyst til at påpege, at netop flerheden – som kræver mere end een virksomhed – er vigtig i det samfund vi er i eller på vej ind i.
”Mange af de etablerede specialforretninger har ikke et nutidigt udtryk, der gør, at forbrugerne finder dem relevante. Forbrugerne forventer noget helt andet end dét, der tilbydes, og butikkerne skal erkende, at de er en del af oplevelsesøkonomien og derved er i konkurrence med andre oplevelser, som der i stigende grad bruges penge på”, skrev Nikolai Klausen, direktør i brancheforeningen Wear, i JP 19. juli 2019. De fire indstillede går imod denne trend. De leverer høj service og kvalitet over disken. De giver kunderne en oplevelse og de knokler for at levere den. Dagligt. Flittige og opfindsomme. Forandringsparate. Forundringsparate. Nikolai Klausen peger også på, at løsningen er, at de enkelte butikker bør udarbejde en tilpasningsstrategi inden for områderne: teknologi, relevans, tilgængelighed, viden, fællesskab og samarbejde. Her er de fire indstillede kandidater kommet rigtig langt i relation til relevans, samarbejde, viden og fællesskab. Kundernes behov kendes og udvikles. Der er tilgængelighed, viden, fællesskab og samarbejde.
Og Nikolai Klausens konklusion lyder: ”Den enkelte butik kan ikke løfte byen alene. Samarbejde på tværs i byen er et must, for at detailhandlen kan overleve. Med andre ord skal detailhandlen være mere end blot et sted med varer: Butikkerne skal sige os noget”. Og det er netop den konklusion vi ser i samspillet mellem de fire butikker i Roskildes gågade: mere end blot et sted med varer. Her er hjerterum og husrum oveni et klasseudbud af friske varer, der sælges med gode råd på baggrund af en høj faglig standard.
“Den måde, vi lever og forbruger på i dag, har betydet, at flere erhverv har været nødt til at sadle om. Og ser man specifikt på salget, oplever vi lige nu et paradigmeskifte i måden, kunderne køber ind på, som i høj grad skyldes den øgede globalisering og digitalisering. F.eks. tager mange af kunderne en langt større del af kunderejsen selv på digitale platforme, og derfor skal vi tænke salg på en ny og anderledes måde, der ruster sælgerne til at imødekomme den nye kunderejse”, skriver Annette Falberg, branchedirektør, DI Handel, Jens Neustrup Simonsen, landsformand, Business Danmark, Mogens Bjerre, lektor, Institut for afsætningsøkonomi, CBS, og Peter A. Jensen, Market Director, Customer Agency i Børsen 19. juli 2019. Ja, der skal tænkes salg på en anden måde og det er lige præcis det vi ser hos de fire kandidater, som har taget fat på fremtidens detailhandelsoplevelse.
Om de fire indstillede kandidater
Persillepigen tilbyder råvarer, grøntsager og blomster af høj kvalitet til hverdagen. Der er det hele og det er smukt anrettet. Ind imellem tilbydes et 110 år gammelt græsk oliventræ med importtilladelse eller et citrontræ – Persillepigen leverer og har sans for skønheden i det samlede setup. Butikken bugner af friske varer og store smil, hjælpsomhed og højt serviceniveau.
Jeg elsker at stå foran forretningen og nyde farvesymfonien og friskheden. Den smukke udstilling, de bugnende hylder, opfindsomheden., den flid, der lægges i at gøre det så lækkert for os, der kommer spadserende fem timer efter Signe stod på grønttorvet og købte ind klokken tre i morges. Det set up gør mig stolt og jeg kan se på kundestrømmen, at vi er mange,d er har det på den måde.
Lige overfor ligger naboen, Caseus. Verdens bedste oste- og specialbutik, som trække kunder til fra København og resten af Sjælland. Caseus sælger fantastiske smagsoplevelser og har et stort og udsøgt udvalg af oste, pølser, hjemmebagt og frisk brød fra eget bageri. Det bliver til lige midt mellem kunderne og chefen står selv for processen, hvor grundopskriften hedder: gode råvarer, hårdt arbejde og ordentlige hjælpemidler.
Det er en glæde at se butikkens sprudlende udbud og friske indspil i gågaden. Altid med overskud og en unik sammensætning af varer af bedste kvalitet.
Allan Hendrichsen med mor, datter og familie møder de mange kunder med et smil. Kunderne kommer langvejs fra for at få denne oplevelse. Butikken bugner af de bedste oste, pålæg med videre og brødet er en særskilt historie værd.
I Den Franske Vinhandel, Skomagergade 3 er man også klædt på med smil og smagsoplevelser serveret i glas i og udenfor butikken. Ikoniske Mogens Kaagaard møder kunderne på gaden – Ulrich Kaagaard møder dem med hele teamet i butikken. Det er Roskildes store specialforretning inden for vin (altid 3.000 spændende flasker på lager), spiritus, delikatesser, specialiteter, te i løs vægt og kaffe friskbrændt og friskmalet fra eget risteri. Faktisk er Den Franske Vinhandel i dag den eneste specialforretning, som rister deres egen kaffe. En spændende butik med vinklub og masser af gaveideer.
Den Franske Vinhandel holder kundearrangementer med kældersmagning og lørdag er det en fast tradition, at Mogens Kaagaard – den tidligere ejer – møder kunderne på gaden og får en lille snak over et glas med et godt tilbud. Det suppleres ofte af en indbudt leverandør, der også byder på smagsprøver og indenfor i forretningen er der servering på et vinfad med ugens oplevelse.
Både Den Franske Vinhandel og de øvrige kandidater er flittige med indlæg på de sociale medier og på den måde levendegør de den fysiske butik på internettet.
Om lørdagen kan du købe “lørdagskaffe”, der er brændt på eget kafferisteri. En sand nydelse skal jeg hilse og sige. Der er tillige et bredt sortiment i forskellige theer, sådan lidt henad Perchs legendariske thehandel.
Og som den fjerde kandidat har jeg valgt slagtermester Palle Christensen fra Slagter Frimann i Roskilde løb med
Slagterprisen 2017, da Landbrug & Fødevarer kårede Danmarks bedste slagter. “Jeg er pavestolt over mine dygtige og professionelle medarbejdere, der knokler for at levere et højt kvalitetsniveau til vores kunder hver eneste dag” sagde Palle Christensen ved prismodtagelsen og han gav straks roserne videre til kunderne: ”Uden vores kunder var vi jo ikke, hvor vi er i dag. 1000 tak for opbakningen”.
I forretningen kan vi se en fast stok af kunder fra Roskilde og Sjælland som bevidner, at kvaliteten fortsat er på toppen. Palle Christensen & teamet er Roskildes svar på den legendariske Slagter Munch fra Skagen.
Dejligt at Roskilde kan tilbyde kunderne denne slags oplevelser – det er det vi gerne vil have. Bred forretningsforståelse, salgskompetence og viden om kundernes behov. Vi ser her en ny type leder og medarbejder. Det er afgørende for at dansk detailhandel har viden om og fokus på hvilke salgsmetoder, der virker i praksis. Det har de fire indstillede kandidater allerede indset og de lever op til det i hverdagen.
De fire butikker opfylder alle kriterierne for at modtage årets erhvervspris fra Danske Bank:
- De er dygtig og ordentligt ledet.
- De er udviklingsorienteret, alle fire.
- De er initiativrige, alle fire.
- Der er tale om fire gode arbejdspladser, der viser samfundsansvar.
- De fire medvirker til at sætte Roskilde på landkortet.
Læs også (kræver login):