Befrielsens øjeblik – en tankevækkende bog. Læs den.

”Hvis du altid gør som du altid gjorde vil du altid få hvad du altid fik”. Sådan sagde den legendariske Harry Motor. Den gamle Volvodirektør, der gjorde overraskende ting på en effektfuld måde. Og anderledes. Hans ord bankede på, da jeg lagde ”Befrielsens øjeblik” fra mig efter speedlæsning, hvor side efter side bare vendte sig selv. En stor oplevelse til trods for en tilgang med negative forventninger. De blev gjort til skamme og vendt til en positiv overraskelse og sund eftertanke.

Jeg har læst og hørt mange bitre ord om bogen og dens forfatter. Jeg hører ikke til Lars Løkkes fanklub, men her må jeg overgive mig og åbent erkende: godt kæmpet Lars Løkke. Respekt for den bog. Tak til Lars Løkke og til forfatteren Kirsten Jacobsen. De skrev bogen på rekordtid, i hemmelighed og slap den fri som en forfriskende håndgranat i en – indtil da – gråsort valgkamp præget af vanvid og ingentinghed og håbløs forudsigelighed.

Kan man det?

Jeg har aldrig været og bliver aldrig venstremand. Jeg er konservativ, selvom det er med nogen besvær i denne tid. Men det skal ikke forhindre mig i at udtale en anerkendelse af og forståelse for bogprojektet også om jeg så måtte være den eneste konservative, der har den holdning (bare for at lægge alle kort på bordet, så synes jeg – modsat de fleste – at Lars Barfoed gjorde det helt rigtige ved i 2011 at række hånden frem til Margrethe Vestager – så meget for min dømmekraft).  Det er muligt jeg er en naiv læser , men jeg oplever gennem bogens godt 200 sider et menneske, der taler åbent og ærligt efter fire års indespærring.

”Ja, det betyder, at jeg er fri til at være mig selv….Jeg har glædet mig til at kunne stå her i egen ret. Sige, hvad jeg mener – uden at skulle tænke, at det går ikke, fordi vi så ikke længere har Liberal Alliance inde under vingen eller de konservative inde under vingen eller Dansk Folkeparti inde under vingen”.

Men kan Løkke så tillade sig det? Eller er det fornærmelig adfærd overfor samarbejdspartnerne? Jeg tror ikke han kunne lade være. Han har lagt bånd på sig selv så længe. Han har set på at en minister fra hans eget parti har gjort det han ikke selv ville: har fejret antallet af stramninger af udlændingelovgivningen. Og meget andet. Han har hentet kolleger ned fra træer og lagt arm med Dansk Folkeparti, som Løkke ikke er nogen stor fan af. Men det var nødvendigt. Alternativet var værre, mener Løkke, som derfor valgte at betale prisen. Det er der stillet mange spørgsmålstegn ved, men læs nu bogen og mærk stemningen og lyt til pauserne. Bogen er spændende, fordi Løkke fortæller så frit og åbent og med spænding vender man den ene side efter den anden – hvad nu? Kirsten Jacobsen har fanget det hele på en fin måde og hendes pen flyder let og elegant.

Balancen

Bogen, der på forsiden er præget af teksten ”Befrielsens øjeblik” i røde farver og ”Samtaler med Lars Løkke Rasmusen i blå farver, indeholder en kavalkade af tankevækkende udsagn.

”Når man søger en balance, har man samtidig ophævet muligheden for at tro på den eneste sandhed. Den, der findes i alle radikale værdier. Først når man forlader en fastlåst ideologi og bliver mere…ja, jeg vil jo kalde det fornuftsbaseret, logisk tænkende eller ”at der er flere hensyn at varetage”, kan man måske finde den balance. Den skal man selv stå på mål for, men den kan være tung at argumentere hjem, for et balanceret synspunkt matcher aldrig dogmatisme” (s. 91-92).

Løkke kender ikke Folkeklubben (side 103-104), men Kirsten Jacobsen citerer ”Det p-e-r-f-e-k-t-e-s-l-a-g – Torben Ulrich” og Løkke siger: ”Det er en rigtig god sang, og den siger mig en hel masse”.

Løkke erkender, at Venstre nok har solgt ud af kulturpolitikken, men samtidig giver han en lille opsang til ”de kunstneriske miljøer” hvor holdningen ofte er ”Hvem er gode ved dyr? Hvem er gode ved klimaet”. ”Hvem er i det hele taget gode” og så siger han: ”Nu siger jeg noget, der muligvis er provokerende: Måske er borgerligt liberale mennesker mere frisindede og rummelige end modparten? Jeg har talt med flere kunstnere, som lever af at underholde. De har været reserverede over at optræde i vores sammenhæng for hvad gør det ved deres image… Det kan godt være det er fordomsfuldt fra min side, men jeg fornemmer, at tolerancen er mindre den anden vej. Jeg møder i hvert fald kulturpersonligheder, som er meget agtpågivende overfor, hvilke signaler de sender, og det problem kan jeg ikke løse for dem”.

Om statens magt- og det private erhvervsliv

”Vi må alle sammen holde fast i vigtigheden af, at vi har et retssamfund, selvom man engang imellem tænker, at ankemulighederne er uendelige…Vi har besluttet, at vi – staten – ikke anker længere. På det punkt har staten været meget slem. Hvis den ikke fik knækket den lille mand i første instans, prøvede den lige anden og tredje gang, for den har uendelige ressourcer. Det har den lille mand ikke… Dér synes jeg, staten har et ansvar. Vi er de store…. Her tror jeg, det er vigtigt, at vi hele tiden husker os selv på, at vi er de magtfule, og at vi ikke skal misbruge den magt!” (side 153-154). Flotte ord, men mon statens advokat har forstået dem?

På spørgsålet om hvor vidt kapitalismen “har vist sit grådige ansigt” og om ulighed replicerer Løkke: “Tja, vi ser en direktør for en dansk virksomhed, der i løbet af ti dage tjener en dansk statsministers  årsløn. Han starter en mandag, og onsdag aften ugen efter har han tjent hele min årsløn. Så begynder han forfra, og det gør han 36,5 han på et år…eg er ikke “ven” med ham, der tjener 50 millioner kroner om året. Han rager mig en høstblomst, men hans løn kaster lange skygger ind over solidariteten i vores skattesystem, og det er fuldstændig skævt”.

 Paludan

”Jeg har fulgt Paludan længe i stilhed, observeret ham og det, han har gang i af totalt meningsløse og gentagne provokationer, der kun tjener ét formål – nemlig at så splid mellem mennesker…Jeg har hele tiden overvejet, hvornår jeg skal sige, hvad jeg mener om ham. Men der er et balancepunkt mellem på den ene side at tage afstand fra hans synspunkter, hvilket jeg gør, og bevidstheden om, at lige så snart jeg tager afstand officielt, begynder det at fylde mere” (side 192-193). Vi andre har større faktisk ytringsfrihed end en statsminister. Tankevækkende og sundt at huske.

Der er stikpiller til ”den lille københavnske avis” (Berlingske) og til Hans Engell (der kørte ind i en betonklods, men har så travlt med at mene så meget). Både Berlingske og Hans Engell har læst bogen og det virker som om det her anførte pikerer begge.

Refleksioner

“Den rigtige er den, der afgør, om Danmark stadig hænger sammen om en generation eller to, og det er sgu – alt andet lige, og tro mig, om du vil – vigtigere, end hvem der vinder et valg” (side 89-90).

Løkke har handlet. Bjarne Corydon skriver i dag i Børsens leder, at Løkke med bogen har åbnet den næste store værdikamp med denne konklusion: ” Derfor har Løkke ikke bare åbnet det parlamentariske spil, men også den næste store værdikamp. Uanset udfaldet er det valgkampens første eksempel på politisk lederskab”.

Anna Sophia Hermansen spørger i Berlingske ”om bogen er det valgoplæg, den oplagt er blevet beskyldt for at være. Eller om den er en politisk nekrolog, et frihedsbrev, en svanesang. Vi får se”. Jakob Nielsen skriver i Altinget: ”Bogen Befrielsens øjeblik vil stå tilbage som historien om valget i 2019. Med fare for at foregribe historiens gang – og med fare for at tage fejl – vil den også komme til at stå som symbolet på det totale sammenbrud i den borgerlige fløj efter fire år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister”.

Ja, der er mange muligheder. Det letteste – og sikreste? – er at tillægge Løkke uædle motiver. Men vil det ikke føre til, at afsenderen af sådanne tanker må forklare sig fri af ordene ”tyv tror hver mand stjæler”? Jeg ved det ikke. I mit perspektiv må jeg erklære mig enig med Corydon. Det er ”valgkampens første eksempel på politisk lederskab”.  Løkke har taget en chance. Han er kommet ud med et budskab, som aldrig var sluppet gennem en pæn og demokratisk proces i partiets ledergruppe. Løkke fandt det nødvendigt at agere effektfuldt og han har naturligvis været fuldt bevidst om de kritikpunkter det ville føre med sig i vores konsensusland. Man efter fire år har han været træt nok af konsensus til at give dette stød i trompeten. ”Vi skal den vej”. Og nu gør jeg det nødvendige, ellers sker der ingenting. Vi kan ikke fortsætte på denne måde – det fortæller alle tegn i sort og måne og stjerne – og i Paludans vilde, racistiske nattemørke. Løkkes forargede kritikere har ikke givet et seriøst modbud: hvad skal vi stille op? Det er ikke et bud bare at sige mere af det samme, som ikke virkede.

Jeg tror Løkke har ret. Men jeg tror det vil blive erkendt (for?) sent. Læs bogen og vurder selv. Jeg tager min hat af, lægger min kritiske Løkke-holdning væk og siger ”tak fordi du gjorde det – gid det må føre til en tiltrængt fornyelse, hvor vi undgår at vanvittige fløjpolitikere skal boltre sig i regneark og selvforherligelse. Nu skal det handle om Danmark”.

“Hvis der er noget, jeg er dedikeret til, GIVER JEG IKKE OP. Det gør jeg ikke. Så havde jeg ikke siddet her i dag og kigget ud over Bagsværd Sø. Det er helt sikkert, det havde jeg ikke” (side 115-116).

”Hvis du altid gør som du altid gjorde vil du altid få hvad du altid fik”. Husk det.