Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Interessant leder i Kristeligt Dagblad som argumenterer for, at Boris Johnson skal have en chance. Johnson fremstilles meget positivt og uden opgør med hans negative sider – budskabet er blot, at vi skal holde op med at være så skeptiske. Det er et lidt for letkøbt synspunkt. Alle skal naturligvis have en chance, men vi må godt bevare realismen, når vi vurderer den.
Jeg synes lederen rammer temmelig meget ved siden af skiven. Der er ikke belæg for at tro, at Johnson i den nye rolle har format til at løfte opgaven. Det er positivt og rigtigt at give manden en chance, men det bør ikke hindre lederskribenten i en mere nøgtern analyse. Alt tyder – som jeg ser det – på, at Johnson slutter sig til den lange hale af uansvarlige britiske politikere, der fornægte at de med deres politik er ved at sende landet direkte ud i recession. Der er efter min mening ingen undskyldning for at man efter snart tre års forløb ikke har taget fornuftigt fat på Brexit-opgaven og for mig ligner det en kold kalkulation i at når det går galt, så synger vi “det er verdenssamfundets skyld” og så går vi i Thatcher-krig mod de dumme i EU, som intet forstår.
Helle Ib skriver i Børsens leder i morgen: Den “nye udenrigsminister Jeppe Kofod skrev som EP-medlem således i Altinget i 2018: “Brexit-fortalernes bluff er blevet kaldet. Her har vi konsekvensen af uansvarlige populister som Nigel Farages og Boris Johnsons løgne til det britiske folk,” og han konkluderede klogt: “Selvbestemmelse, indflydelse og magt sikres ved at tage plads rundt om forhandlingsbordet på lige fod med de øvrige lande. Ikke ved at stå og råbe i gangen udenfor. Men det er desværre dér, vores gamle ven Storbritannien er endt: udenfor og uden for indflydelse.”” Ja.
Behovet for et velfungerende EU er større end nogen sinde og det er en fatal brøler at et af de mest skeptiske medlemmer løber af pladsen i stedet for at blive og tage ansvar. Dét ville være ansvarligt, men umiddelbart er det nok for besværligt til en charlatan, som hverken har styr på sit ego, sit privatliv eller sin politik. Her står jeg af, kære Kristeligt Dagblad, selvom jeg gerne vil give Johnson en chance. Jeg vil bare gerne have lov til at sige, at der ikke er nogen reel grund til at tro håbet går i opfyldelse – det vidner lederens indhold desværre alt for tydeligt om. Der er behov for optimisme, men jeg savner et sted at have sådan optimisme i.
Lederen kan læses på linket eller her:
Kristeligt Dagblad mener: Stop forargelsen og giv Boris Johnson en chance
23. juli 2019, kl. 16:48, opdateret kl. 19:35
Af Johannes Henriksen
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.
Annonce
Det er ikke sikkert, at Johnson vil lykkes med sin opgave. Men modsat Trump er han belæst og besidder en politisk begavelse, som forstår, at følelser og noble instinkter hos mennesker
Skal man alene tro de seneste ugers aviser, de politiske kommentatorer, europæiske politikere og de talrige portrætter af klovnen Boris, burde ingen ved sine fulde fem kunne vælge den 55-årige Boris Johnson som konservativ leder, der fra og med onsdag også er britisk premierminister.
Men der må være noget, de mange forargede røster rundtom i Europa simpelthen ikke har forstået. For i går blev Johnson valgt med et overvældende flertal af konservative stemmer i ryggen. Måske skal vi for et øjeblik lægge klovneportrætterne til side og forsøge at forstå, hvorfor de britiske konservative faktisk har betroet ham opgaven.
Først og sidst er Boris Johnson hovedarkitekten bag den Brexit-beslutning, som nu i mere end tre år har holdt britisk politik i et jerngreb. Det er både logisk og rimeligt, at han nu som premierminister får mulighed for at bringe den proces i mål. Også selvom opgaven kan synes så vanskelig, at Johnsons tid i 10 Downing Street kan blive både tumultarisk og kort.
Læs også
Den ustoppelige Boris Johnson når toppen
Johnson har ikke alene bred støtte i Det Konservative Parti, han nyder også bred folkelig opbakning. Lige så meget det politiske kommentariat foragter ham, lige så elsket er han i store dele af den britiske befolkning. Og det er bestemt ikke nogen selvfølge for en Eton- og Oxford-uddannet historiker, der taler engelsk som en adelig fra Victoria-tiden.
Når mange alligevel holder af ham, er det fordi han faktisk taler til dem. Fordi han afstår fra et teknokratisk, køligt og fjernt politikersprog, som folk både i og uden for Storbritannien er dødtrætte af i disse år. Johnson siger, hvad han mener. Og han mener først og fremmest, at briterne selv skal bestemme, hvordan liv og samfund skal udfolde sig på de britiske øer. Så simpelt er det faktisk.
Under sin takketale efter valgsejren i går formulerede Johnson det selv præcist. Opgaven for ham som konservativ formand og premierminister består i at finde balancen mellem to grundlæggende ædle instinkter, nemlig på den ene side den dybe vilje til venskab, samarbejde og frihandel mellem Storbritannien og de øvrige europæiske lande – og på den anden side den lige så dybe britiske vilje til demokratisk selvstyre. Det har vist sig vanskeligt i praksis at finde den balance. Men det er det, opgaven handler om. Det er evnen til at løse den opgave og finde den balance, Johnson skal måles på.
I de kommende dage vil medier over hele verden i bestyrtelse skrive om den nye Trump, som nu har fået magten i en af verdens mægtigste nationer.
Men Johnson er ikke en ny Trump. Han er en belæst historiker, et usædvanligt retorisk talent og en politisk begavelse, som forstår, at følelser og noble instinkter hos mennesker ikke bare er et forstyrrende element, men selve kernen i vores fælles liv. Det er ikke sikkert, at Johnson vil lykkes med sin opgave. Men der er gode grunde til at håbe det.
