Fødselsdagshilsener. I mange lande forbindes fødselsdage med gavegivning. I vores danske kultur fejres fødselsdage ofte med festmåltid, fødselsdagssang, fødselsdagslys og -flag. Andre kulturer fokuserer ikke så meget på fødselsdagene. Jeg er vokset op med fødselsdage og det har ikke altid været helt let at blive fejret, men nu har jeg nogenlunde vænnet mig til det.

Hjertebrev fra Susanne
I går, den 26. januar, havde jeg fødselsdag. Det bliver jo traditionelt fejret på forskellig vis. Hjertebrev fra Susanne med billetter til Operaen i aften, hvor vi sammen vil nyde Barberen i Sevilla. Flag på kontoret og flere hjertehilsener og så det her med de sociale medier. Twitter er stort set helliget journalister og Trump, og der udveksles ikke noget så profant som fødselsdagshilsener. LinkedIn er ved at komme med, og Facebook er helt dominerende. Og så er der jo også de gode gammeldags e-mails, som alle på over 30 kender. En sjældnere variant er det håndskrevne eller maskinskrevne brev og så er der det computerskrevne. Disse er alle i høj kurs, selvom det nærmer sig følelsen af at være på museum.
I går var også etårsdagen for en uforglemmelig fødselsdagshilsen. Jeg blev ringet op og fik den glædelige meddelelse, at jeg skulle modtage Dreyers Fonds Advokathæderspris. Den opringning vil jeg aldrig glemme. Tak for dette lys på himlen. Glad for det og jeg er glad for alle andre hilsener.
Traditionen med at fejre fødselsdag er opstået efter reformationen i 1536, hvor Martin Luther brød med

Hjertehilsener
katolicismen, og dermed fejring af navnedag, der ofte var forbundet med en katolsk helgen, som dagen havde navn efter. Fødselsdagstraditionen blev af kongefamilien bragt til Danmark i 1600-tallet og spredtes sig til adelen. I begyndelsen af 1800-tallet blev den almindelig blandt borgerne som en anledning til at samle familien. Og nu er den en del af vores hverdag.
Og sikke tankerne kan sættes i gang. “Hvor gammel ville jeg være, hvis jeg ikke kendte min alder”. “Hvor mange gange endnu får jeg lov til at opleve min fødselsdag”. Og så gælder det måske om at leve hver eneste dag som var det en fødselsdag. En lille genfødsel hver morgen?
Tak for venlige bemærkninger om mine skriverier og om min indsats, især omkring retssikkerhed. Jeg er rigtig meget optaget af det og når det bemærkes i n tak, så giver det et lille særligt kick til den del af mig. Seneca sagde, at “en gave består ikke af, hvad der gøres eller gives, men af giverens intention” og det er jeg rigtig enig i. I skal vide, at når I giver jer tid til at hilse på mig, så gør det indtryk. Jeg er taknemmelig for det. Uanset om det er på LinkedIn, Facebook, mail eller i brevform. Uanset om det er på dansk, engelsk, amerikansk eller italiensk, som er de sprog, der tikkede ind i går.
Jeres mange fødselsdagshilsener har glædet og glæder mig. Tak for det hele.