Advokatbranchen – hvad er der galt?

Advokatbranchen – her er der er god debat om hvorfor det er så svært at få flere kvindelige partnere. Malene Eigtved, der er advokat og partner i Njord Advokatfirma, har givet et bud på det i Børsen i dag. Hun har fat i en vigtig pointe og det er livgivende, at hun fremsiger den så åbent. Børsen har kvitteret ved at sætte hendes debatindlæg på forsiden af avisen.

Køber ikke præmissen

“Kan det tænkes, at det er et fravalg af en kultur – en kultur og nogle værdier, der har givet vores branche et ry for grådighed? Mange steder i advokatbranchen er der stort fokus på høj indtjening, som til tider kan overskygge fokus på det faglige, det faglige fællesskab og på, hvad der egentlig skaber værdi for klienterne.

Det er en branche, hvor der er eksempler på retssager/voldgiftssager, der føres i årevis, selvom det ville skabe mere værdi for klienten, at der blev fokuseret på at forlige sagen, så parterne hurtigt kan komme videre og måske fortsætte deres samarbejdsrelation”. Sådan spørger Malene Eigtved, partner, Njord Advokatfirma i dag i Børsen.

Og hun fortsætter: ” En branche, hvor vi ser eksempler på advokater, der producerer flere og længere dokumenter end varetagelse af klientens interesser i sig selv berettiger, fordi det øger salæret. Kan det tænkes, at der ganske enkelt er flere mænd end kvinder, der køber ind på den præmis for at drive virksomhed sammen? Mit bud er JA, det kan godt tænkes”.

Jeg er helt enig. Advokatbranchen er blevet kommercialiseret som en klon af det amerikanske marked, som vi trak på skuldrene af, da jeg var fuldmægtig. Nu er vi på samme måde og jeg tror Malene har ret i, at navnlig kvinder evner at sige fra.

Når vi ser at en advokatfuldmægtig kan sælge 2.500 timer på et år, så ved vi godt, hvad klokken er slået. Det ikke muligt, vil jeg hævde. Når vi ser hvordan sager køres – to advokater og tre fuldmægtige – så kniber det for os i provinsen at forstå. Hvem skal dog betale det? Svaret er jo, at det skal du og jeg. Advokatregningerne til det offentlige er eksorbitant store. Det samme gælder regningerne til erhvervslivet. Nogle skal jo betale.

I provinsen, hvor vi mere middelmådige arbejder, kan vi mærke hvordan tillid til vores branche er dalet. De flest har en forventning om, at her bliver der taget godt fat rent økonomisk. Det fører nogle gange til at en regning på fem advokattimer kan blive opfattet som udtryk for et misbrug. Man ved jo fra overskrifterne, at advokaterne tager kassen for deres arbejde. Udfordringen er, at der er er stor forskel på at være kurator i et større konkursbo og kunne arbejde til kassen er tom og så at skulle sende regningen til fru Jensen, der betaler af beskattede midler.

Et andet eksempel er statens underbetaling af advokater, der fører sager for borgere på fri proces. Talrige undersøgelser viser, at statens egen advokat får 3-4 gange så høj betaling som borgerens advokat. Sidstnævnte forstår ikke, at borgerens advokat ikke kan lægge det samme antal timer i arbejdet som statens advokat. Jeg får engang imellem det indtryk, at for mange skriver for lange kontrakter, fører for mange rets-og voldgiftssager og stiller for mange spørgsmål og at det ikke i alle situationer er den rigtige fremgangsmåde. Advokatbranchen anno 2018.

Ingen lyst til at begrænse ommkostningerne

Jeg har aktuelt en sag, hvor min kundes selskab er under administration af banken. Selskabet er sagsøgt på et meget tyndt grundlag. Der er seks sagsøgte i sagen. Banken har givet min kunde lov til at føre sagen et stykke tid, fordi banken har accepteret, at sagen er tynd og at min kunde ikke vil have beklikket selskabets hæderlighed. Jeg har foreslået at vi hurtigst muligt samles til en drøftelse af en løsning via mediation. Har anslået sagens omkostninger til over en million og den angår et beløb på 800.000 kroner. Foreløbigt svar fra en af parterne: “Det var da et mærkeligt forslag fra en part, der ikke kan betale”. Ingen forståelse for ønsket om at forsvare sig mod illoyale hæderligheds-beklikning og ingen forståelse for det vanvittige i at brænde over en million af på advokatregninger i en sag om et langt mindre beløb.

Ser jeg spøgelser om advokatbranchen?

Ser jeg spøgelser? Når jeg spørger mine kolleger – udenfor referat – så er svaret ganske klart: nej Allan, vi er lige så forargede som du. Anderledes, når jeg sprøger om vi skal stå frem sammen. “Det er ikke noget vi vil stå frem med – det er for svært at bevise og folk kan ikke forstå det”.

Advokatbranchen bør stille sig hen foran spejlet og spørge: “Kan vi være det her bekendt”. Mange kan med ro i sindet svare ja. En hel del il i stilhed tænke: ja, jeg kan, men vi kan ikke. “Vi” kan være den store advokatsilo, hvor styringen er givet fra advokaterne til regnearksm/k’erne. En vanskelig diskussion, men den bør tages. Den enkelte advokat bærer i sig et advokat-hjælpe-gen, men der sker noget, når det hele sættes på en vokse-formel. Ikke dermed sagt, at stort ikke kan være godt. Det kan det og det er fint at vi har en række store advokatfirmaer. Jeg savner imidlertid at branchen diskuterer andet end kursuspoint, profit og faglighed. Vi bør også tage os tid til at diskutere ordentlighed.

Børsen 29.01.2018: Debat: Kvinder køber ikke præmissen