“Let røven – og brug ytringsfriheden”

Let røven. Det handler om at sige sin mening, mener Erik Clausen. Det har han altid selv gjort, og det gør han også i den dejlige – og barske – film “Mennesker bliver spist”.

Meget enig i vigtigheden af at vi “letter røven” og bruger ytringsfriheden. Det skal ske fornuftigt og vi skal – som Uffe Ellemann siger – huske, at der er ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. Hermed mener han, at vi skal ytre os med omtanke, men han mener ikke, at vi skal lade være med at ytre os.

Mange undlader at ytre sig. Og en hel del ytrer sig i korte og underfundige udtalelser uden præg af dybere refleksion. Andre ytrer sig med reflektion og med et fornuftigt formål. Dejligt. Engang imellem kan det forekomme, at der er for mange ytringer, men den køber jeg ikke. Vi skal bare sortere.

Ved ytringer kan det være fornuftigt ind imellem at sondre mellem “interessesfæren” og “indflydelsessfæren”. Den første er områder, hvor vi har begrænset eller ingen indflydelse. Hvis jeg kritiserer USAs præsident kan jeg ikke forvente hans respons, end ikke hvis jeg skriver på engelsk og på twitter. Indflydelsessfæren er der, hvor jeg mere direkte kan påvirke tingene. Det er lidt som drømmeland og hardcore-city. Det er hårdest at være i indflydelsessfæren. Til gengæld er udbyttet større end drømmerierne i den anden sfære.

Nogle afholder sig fra at ytre sig. Jeg har gennem hele min karriere som advokat mødt overvælgende mange, der har undret sig over, at jeg blander mig i den offentlige debat. Nogle af mine partnere har endda forsøgt at begrænse min ytringsfrihed, men det lykkedes ikke (og nu er vi ikke længere partnere).

Hvorfor begrænse mine udsagn? Det kan jo koste kunder, mener de. Ja, det kan det og ja, det gør det. Og det er helt fint, for de kunder, der synes mine holdninger er så mærkværdige, at de ikke bare er uenige, men også mener, at det diskvalificerer mig som advokat, de skal da finde en anden advokat. Der er mere end 5.000 at vælge imellem. De der er uenige med mig, men som synes det er fint at tage medansvar i samfundsdebatten, ja de kommer som kunder og vi får en god dialog både om samfundet og om den konkrete opgave. Og de, der er enige, de kommer også og så får på samme måde en god dialog om det hele.

Når jeg er lidt forelsket i overskriften – trods sproget – skyldes det, at jeg ikke er helt vild med de, der ikke gider tage stilling. De der ikke gider blande sig, endog ikke på områder, hvor de har en særlig viden med relevans for et samfundsvigtigt område. Den form for dovenskab bryder jeg mig ganske enkelt ikke om. Så overskriften er målrettet til det segment.

Tilbage til udgangspunktet – Clausens film “Mennesker bliver spist”:

”Det, der sker i den her film, som jeg anser for at være en af mine bedste film, er, at der er en dialektik. Når Herluf bliver syg, betyder det, at han får samlet hele familien og ryddet op i deres uvenskab. Og der skal en konfrontation til, før hans kone opdager, at hun elsker ham.”

”Jeg har set så mange par blive skilt, men som resten af deres liv fortryder, fordi de ikke har talt sammen og forstået at acceptere hinandens forskelligheder,” fortæller Erik Clausen med sin nasale, karakteristiske københavner-accent i sit filmværksted på Enghave Plads placeret under filminstruktørens lejlighed.

Clausen siger noget relevant i dette citat og i interviewet i øvrigt. Jeg holder meget af hans direkte facon. Jeg spurgte ham engang om han ville holde foredrag i Sct. Jørgensbjerg Lokalråd (områdrt, hvor jeg bor). Han så på mig og svarede med et smørret grin: “Det bliver sgu dyrt, for I er sådan nogle forkælede og rige svin dernede på Sct. Jørgensberg”. Klar tale – jeg turde ikke gentage spørgsmålet om prisen, så foredraget er indtil videre kun på ønskelisten.

Overskriften – “let røven” – gælder også i parforhold. Alt for mange bliver skilt og endnu værre, når de er skilt, så magter de ikke at tage ansvar for deres børns ve og vel efter mor og fars krig. Jeg harr som mediator siddet med mange forældre, hvor jeg efter nogle timer må spørge: “Hvor er jeres børn henne? Jeg hører kun at I skyder på hinanden og skiftes til at forklare hvor hårdt I har det og hvor urimelig den anden og verden er. Jeres børn er værgeløse. Hvad tænker I om det?” En far svarede mig engang: “Det er med vilje jeg bruger mit barn som kastebold i denne her konflikt”. Så er der lang vej til målet, tænker medaitor og forsøge at gå nye veje. “Let røven farmand”. Tal sammen og vend udfordringerne før de vokser sig for store. Let røven.

Vi har – næsten uden grænser – ytringsfrihed i Danmark. Det kæmper mennesker for i mange andre lande. Vi har ytringsfriheden og når nogle ikke gider bruge den, så er det bare ikke godt nok. Vi skal da ytre os. I vores forhold. I vores familie. På vores arbejdsplads. I samfundsdebatten.

Løbeholdet hos Forum Advokater. Ingen snigøvbøvere.

Jeg kender mange, der ikke tør eller ikke vil ytre sig på arbejdspladsen. Strategisk tavshed i åbne fora og så megen snak i krogene. Det er ulykkeligt. Hos Form Advokater kalder vi den der snak i krogene for øv-bøveri. De, der viderebringer øv-bøveriet kalder vi snig-øvbøvere. Det vl vi ikke have. Og det siger vi højt. Det er et ansvar både for arbejdsgiver og arbejdstager at gøre op med det. Vi har hos os arbejdet med det ret målrettet i 16 år og vi er først nået frem til målet nu. Det har kostet os en del medarbejdere og partnere. Det er til gengæld dejligt som vi har det nu. Og så husker vi på, at det ikke er garanteret, at det holder. Det kræver nemlig, at vi taler om det. Og det gør vi så.

Samfundsdebatten? Jeg synes vi skal deltage i den. I hvert fald hvor vi kan komme med relevante indspil. Jeg har hele livet haft en særlig evne til at blande mig, når andre mennesker er blevet kørt over i det offentlige rum. Det er bestemt ikke taknemmeligt, men vigtigt. Den, der køres over, er ofte alene og kun de, der har prøvet det, ved hvor alene du kan være i den situation. Det er lærerigt at kaste sig ud i debatten, navnlig hvis det indebærer kritik af journalister og ledelsen i pressen. Jeg har prøvet det en hel del gange og det har overrasket mig hver gang t erfare hvordan ingen af dem tåler kritik. Selvom de hævder det modsatte. Og de tager altid det sidste ord. Så det kræver hår på brystet at gå ind på den bane. Hvilket ikke gør det mindre vigtigt. Mine ytringer og holdninger har på det persnlige plan kostet mig en harsk kirtik på lederplads i JyllandsPosten og Weekendavisen har i en stort opsat artikel beklikket min hæderlighed. Det var ikke sjovt, men det var nødvendigt at stå frem med mine holdninger og så må jeg betale prisen. Intet er gratis. Alting har en pris. Også ytringsfirheden.

Politik er en anden måde at ytre sig på og påvirke samfundet. Jeg har ikke været aktiv i politik, men jeg naturligvis en interesse for den. Jeg kan bare ikke arbejde i det politiske miljø. Det samme gælder en række erhvervsfolk, der alligevel gør det. Det ses, at de slår sig, når de tror, at en byrådssal kan omdefineres til et bestyrelseslokale. I politik gælder helt andre spilleregler og et helt ndet sprog end i erhvervslivet. Og det overlader jeg til dem, der evner til det. Jeg blander mig så fra sidelinjen og dermed forsøger jeg at selv at “lette røven” ogå her.

Lad os holde fast i at vi skal ytre os. Lad os være enige, når Clausen siger: “Folk bør tage sig sammen. Råbe op. Gøre noget ved deres situation”. Det gælder alle. Også forfatteren til denne klumme.

Læs hele interviewet med Erik Clausen her

Læs Luk munden og let røven.