Bilafgiftscirkus. Det er svært at være mindretalsregering. Derfor holdt man bilbranchen og dens medarbejdere på pinebænken, mens DF og LA lagde arm. Og så barslede man med en afgiftspakke, hvorom det vel siger mest, at Socialdemokratiet ikke rigtig kunne finde på at nedgøre den. Her må den røde lampe lyse.
Og ja: sikke noget rod. En tur rundt i manegen. Det bliver lidt billigere at købe nye biler – dog ikke de mindste. Og hunden fodres med sin egen hale: bilejerne får stort set selv regningen. Hokus pokus – stor ballade, men alt er som før, bare i en lidt anden rækkefølge.
Det mest uforståeligt ved hele denne paradeforestlling er, at man er hoppet helt udenom elbil-spørgsmålet. Det er skammeligt, det er pinligt og det er dumt. Danmark, der så gerne vil være et grønt foregangsland, har fuldstændig smadret elbilmarkedet og nu fortsætter man.
Ejere af biler må forvente stærkt fald i brugtbilsprisen. Nye bilister, der gerne vil starte med en lille bil som f.eks. en Citroën C1, må se prisen stige med 10%. De grønne afgifter stiger, leasingmulighederne forringes, vejafgiften indføres og bureaukratiet øges. Altsammen en del af et politisk mummespil, hvor vælgerne forudsættes at medvirke som klakører.
Aftalen er anskuelsesundervisning i dårligt politisk arbejde, hvor hovedformålet er at please Thulesen Dahl og Anders Samuelsen, mens de øvrige sidder og håber, at verden i morgen vil blive bedre. Det er uansvarligt at man ikke tager ordentligt fat, men blot laver et nulssumsspil, der opføres med genbrug af kulisserne fra Kejserens Nye Klæder. Det er mildt sagt trættende. Er det en idé at lægge afgift på tåbelige politiske studehandler?
PS: Og så har jeg slet ikke villet nævne risikoen for at bilpriserne fra sælgerlande sættes op. De holdes kunstigt lavt for Danmark, fordi vi har de høje registreringsafgifter… Vi har ingen garanti for, at dette ikke afgørende ændre det billede, man har stillet op. I så fald vil det være endnu mere grotesk.
Berlingske:
Selv benzintosser må undre sig over de nye bilafgifter