Prins Henrik blev svigtet, da han skød bolden i eget net

Prins Henrik er ikke nogen hvem-som-helst. Et stort menneske. Et klogt menneske. Synd Prins Henrik fik lov til at skyde bolden i eget net, da han proklamerede, at han ikke vil begraves sammen med dronningen. Det kunne og burde være undgået. Pressen skubbede til det hele og det var ikke værdigt. Det var ikke Prins Henrik.

Gennem tiden har vi været vidne til nogle forskellige udmeldinger, som er blevet tålt, fordi vi jo alle er mennesker og det må være i orden at der udtrykkes følelser og behov. Denne udtalelse er af en anden beskaffenhed. Den er så definitiv og eftersom den handler om tiden efter døden har Henrik med udspillet “sat sig på fremtidens debattema både for sit eget og for dronningens eftermæle. Der vil – uanset hvad der nu måtte ske – for evigt være en fortælling om manden, der efter 50 års ægteskab pludselig ikke ville begraves sammen med ægtefællen.

Det er ikke en ligegyldig historie, som kun vedkommer tabloidpressen. Kongehuset har sin betydning som en væsentlig del af vores historie. Denne handling er et stød i solar plexus og den vil ryste kongehusets tilhængere i meget lang tid. Kongehusets modstandere vejrer morgenluft og siger højt “hvad sagde vi”.

Henrik skældes ud af høj og lav. Der siges mange grimme ting. Det er en reaktion, men det er ikke en fair reaktion. For nogle år siden læste jeg Stéphanie Surrugues bog om prins Henrik, Enegænger – portræt af en prins. Bogen er meget oplysende og fortæller om Henriks baggrund og indsats. Hans indsats er stor og meget betydningsfuld. Henrik er ikke nogen hvem-som-helst. Da han mødte Margrethe, var han i gang med en lovende karriere som diplomat, men valgte kærlighedens vej. Og der er ingen tvivl om at Henrik i sit virke har været en vigtig støtte for dronningen. Meget vigtig.

Jeg synes hans kunst er meget fin og jeg respekterer den.Prinsen er udøvende kunstner ligesom dronningen, men viste det først for offentligheden senere og har boltret sig i andre kunstarter end dronningen: hovedsagelig poesi og skulptur, men også porcelænsmaling, musikkomposition og tegning.

Hans digte er på samme måde gode. Prinsen debuterede  som digter i 2000 med digtsamlingen Cantabile, hvis 1. oplag på 5000 eksemplarer, der blev revet væk. Prinsen skriver digtene på fransk, men de fleste digtsamlinger har en dansk oversættelse eller rettere gendigtning.I forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Frihjul i 2010 udtalte Prinsen: “Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.”

Han er en habil klaverspiller. Den 8. marts 1970 spillede han 2. sats af Beethovens 3. klaverkoncert med Det Kongelige Kapel, dirigeret af sin svigerfar Frederik IX. Ved DR Koncerthusets åbning i januar 2009 dirigerede Prinsen DR Radiosymfoniorkestret. I 2013 indgik han i et utraditionelt samarbejde med rockbandet Michael Learns To Rock, hvor han spillede klaver i en indspilning af nummeret “Echo”. Prinsen har lavet små kompositioner, bl.a. for jagthorn.

Prinsen er efter sigende sine venners bedste ven, har en varm humor og så er han franskmand med stort F.

Mennesker med tættere kontakt til kongehuset bekræfter samstemmende, at Henrik har haft meget stor betydning for Dronningens udførelse af hvervet som regent. De samme priser Henrik som humørfyldt og som et fint menneske. Det er svært for os, der ikke har prøvet at være franskmand, opvokset som Henrik og så af kærlighed har fået en plads i systemet, som i bund og grund er uforenelig med hans inderste opfattelse af, hvad der er korrekt.

I 1982 fik Henrik ændret “lommepenge fra dronningen” til eget budget.Da dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren 2002, fordi hun var faldet og havde brækket et par ribben, blev kronprins Frederik vært ved modtagelsen af ambassadørerne. Prins Henrik tog herefter en lang tænkepause, hvor han gav BT’s hofreporter Bodil Cath et interview, der vakte enorm opsigt, da det blev offentliggjort 2. februar 2002. Prins Henrik protesterede mod at blive degraderet fra nummer to til nummer tre – efter sin egen søn.

I 2007 meldte Henrik ud, at han var utilfreds med titlen, se f.eks. “Henrik vil være konge“. Det udtalte Henrik samme år til det franske blad Point de Vue .Ved folkeafstemningen i 2009, hvor drenge og piger blev ligestillet i tronfølgen, blev prinsen spurgt om sin generelle holdning til ligestilling og svarede: “Jeg håber, at mænd vil blive lige så ligestillede som piger.” Så blussede debatten op igen, og der var kortvarigt et flertal i Folketinget for, at prinsen kunne få titel af konge, hvis kongehuset ønskede det. Det havde hoffet ingen kommentar til, men der var højlydte protester i partiernes bagland.På Stéphanie Surruguesspørgsmål, om han vil tage imod titlen majestæt, svarer han: “Ja. Naturligvis. Men jeg tror nu, at det er for sent” (Surrugues bog s. 317-322).  Debatten blev gentaget i 2013. Og siden har emnet været gentaget i interviews.

Det har voldt ham vanskeligheder og nu er det for alvor kulmineret med en udmelding, som for mig er helt ved siden af skiven. Den 3. august meddeltes så, at “Kongehuset har i dag offentliggjort, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik ikke ønsker at blive begravet i Roskilde Domkirke, som det ellers har været planlagt”.

Bemærk: “som det ellers har været planlagt”.

Henrik har siden 2003 – altså i snart 15 år – samarbejdet med Dronningen og Bjørn Nørgaard om gravmonumentet.

I Roskilde Avis skrev man 19. februar 2010 bl.a.:

“Bjørn Nørgaard har siden 2003 arbejdet på sagen og er efter en række møder med regentparret nået frem til en løsning med en såkaldt dobbeltsarkofag.

– Vi er nået frem til en løsning, som både regentparret og jeg selv er meget tilfreds med, lød det i Konventhuset fra kunstneren.

Han fortalte videre, at det vil tage seks år at udføre de 3,30 meter lange og cirka 85 centimeter brede sarkofager”.

Prisen er oplyst i pressen til 29 millioner kroner.

Det er vel naturligt at spørge: Hvordan kan Henrik medvirke i tilrettelæggelsen i 15 år for derefter at vende 180 grader rundt? Henriks baggrund og opdragelse ville forhindre ham i at gøre, som han nu har gjort – hvis der ikke var en forklaring. Hvad er det der pludselig har ændret sig i forhold til 2003? Ingenting forekommer det mig.

Kongehuset har udsendt en pressemeddelelse, men i skrivende stund – den 5. august 2017 – er denne pressemeddelelse, som aviserne har gengivet, ikke at finde på Kongehusets hjemmeside. Her er kun en kortfattet notits.

Kommentatorer og skriftkloge har – på lige fod med fru og hr. Danmark – været hårde i deres dom over Henriks beslutning. Selv Prins Henriks meget gode ven, Erik Brandt, udtaler i dag, at det er en forkert beslutning. Eksempler:

Lektor Jes Fabricius Møller fra Saxo-instituttet ved Københavns Universitet køber prinsens ligestillingsargument.

»Problemet er, at han vil være fru bankdirektør Varnæs – han vil have en status, der er afledt af sin ægtefælles job. Det er ikke det, vi forstår ved ligestilling i Danmark. Vi er mange, der er gift med erhvervsaktive kvinder i lederstillinger, men det giver ikke os som ægtemænd nogen særstatus. Danskerne køber ikke hans argument«, siger han. Han betegner den åbenlyse konflikt mellem dronningen og prinsen som »ganske usædvanlig«. Dels fordi den ene ikke vil begraves sammen med den anden, men også fordi uenigheden tilkendegives så tydeligt fra kongehusets side.

Berlingskes Thomas Larsen, der i 2016 udgav bogen De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskere, skriver bl.a.: “Med sin demonstrative og egoistiske beslutning om ikke at ville begraves sammen med sin hustru, dronning Margrethe, er prins Henrik ved at skabe en uværdig afslutning på sit ægteskab og sit virke for det danske kongehus.I de senere år har der ellers været en voksende erkendelse af, at hans rolle har været svær, og at man ikke fik skabt de rette rammer for et vidende, engageret og facetteret menneske. Da han blev gift tilbage i 1967, var rådgiverne ved hoffet ganske enkelt ikke dygtige nok til at finde og udvikle de rette opgaver til prins Henrik…I stedet for at lægge vægt på al denne menneskelige rigdom – og udvise solidaritet med sin hustru – vælger han at vende ryggen til det hele ved at meddele, at han ikke vil begraves med sin hustru. Dermed sætter han sig selv foran familien og pligten – hvilket både er et trist punktum at sætte for sit liv og et fattigt minde at give videre”.

Politiken kalder prinsen ‘bitter og vred’ og hans beslutning for en uhørt demonstration, der straffer og miskrediterer dronningen og resten af familien.

Det er en helt exceptionel og enormt provokerende beslutning, han har truffet. Det er velkendt, at prins Henrik ikke har haft det lige nemt og godt med sin rolle. Det så vi også, da han lod sig pensionere og frasagde sig titlen prinsgemal

Sebastian Olden-Jørgensen

Kongehusets kommunikation i dag vidner ifølge Anette Kokholm om, at fløjlshandskerne er taget af i forhold til prins Henrik. Kongehuset siger det, som det er, uden at forsøge at pakke det ind.

– En ting er, at det er synd for dronningen, og vi alle kan se, at han opfører sig fjollet, men det har jo også en historisk betydning. Det kommer til at stå i historiebøgerne.

Og beslutningen kommer ifølge Anette Kokholm ikke kun til at få historiske konsekvenser, men også for danskernes syn på dronningen og Kongehuset.

– Det kommer til at have betydning for dronningens eftermæle som regent, at hun ikke har holdt sammen på familien og på institutionen. Især for dronningen, der er pligten selv, må det her være et slag i ansigtet, siger Anette Kokholm.

Også udenlandske medier har omtalt sagen.

I juraens verden har vi en retsgrundsætning om at rettigheder kan mistes ved passivitet. Det betyder, at selvom du har ret, så kan din ret fordufte, hvis du sidder på hænderne. Og her kan man vel uden overdrivelse sige, at Henrik har haft rigtig god tid. Helt fra 1967. I begyndelsen kunne han ikke helt vide, hvad han gik ind til, men siden hen opdagede han det. Han protesterede og han fik klar besked om, at han ikke kunne blive kongegemal. Han blev Prinsgemal. Det accepterede han, indtil for et års tid siden.  Da skulle han igen kaldes prins. Henrik har i meget, meget lang tid kendt konditionerne og derfor er hans seneste udspil stort set undtagelsesfrit fordømt som uforståeligt og dumt.

Hvorfor så? Jeg tror forklaringen skal søges i at Henrik er oppe i årene og måske er han dement. Jeg tror ikke man har kunnet opnå enighed om at udmelde det fra kongehuset. Pressemeddelelsen vidner om, at der er arbejdet meget tæt med budskabet, men der har ikke været så meget at arbejde med, fornemmes. Hvis min antagelse er rigtig, er det synd og skam, for en sådan udmelding ville have ændret det hele og mange, der også er ramt af demens – ikke mindst pårørende – ville få en støtte derved.

Der mangler noget i denne fortælling. Det kommer nok senere – lige nu er min hidtil udelte støtte til prins Henrik afløst af tristesse over hans udmelding, der først og fremmest rammer den kvinde han utvivlsomt elsker og som han har støttet gennem et langt liv. Kongehuset er med denne sag igen kommet under pres. Dronning Margrethe er utvivlsomt meget bevidst herom, men hun er jo stillet i en håbløs vanskelig situation efter Henriks udspil.

Jeg savner at få BTs rolle i denne sag belyst. Jeg er ikke fri for at tiltro avisen en jagt på læsere frem for en respekt for en mand, der er i sit livs efterår. Der er uafklarede punkter omkring forløbet fra BT henvender sig og til resultatet kommer i form af et interview i avisen. BT har før interveneret i sagen “Hernriks utilfredshed”. Det bør belyses bedre end vi har set det til nu.

Konklusionen på nuværende tidspunkt må være, at Prins Henrik skød bolden i eget net. Han har såret dronningen, gjort befolkningen rasende og han får ingen reel støtte.

Stephanie Surrugue: Prins Henriks gravønske er budskab til kommende generationer.

Fakta: Her skulle regnetparret have været begravet sammen