DF-dobbeltspil fortsætter

DF-dobbeltspil fortsætter

DF-dobbeltspil får nu Venstre til at sige fra:

»Hvis vi får en parallelaftale, kan de sige: Se, hvad vi sagde – det var rent skuespil, at det var så svært. Hvis vi ikke får en parallelaftale, kan de sige: Se, hvad vi sagde – der er en sammensværgelse, og der er ingen reel vilje til at få en aftale. Så uanset hvad, der sker, kan Dansk Folkeparti stå og sige, at de fik ret. Og det er jo mildest talt noget frustrerende,« siger Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen i dag til Berlingske.

Her spidder Jan E. Jørgensen Dansk Folkeparti helt rigtigt. Dobbeltspil. Dét er netop ordet for dette parti. Er det ikke fantastisk, at dansk politik er sunket så lavt, så det næststørste parti kan klare sig på en så unfair politik. Konfronteret med udtalelsen forklarer partiets næstformand, Søren Espersen i Berlingske: ” Men det bør ikke være noget problem for Danmark at få en parallelaftale. Hvorfor skulle det dog være et problem? Så selvfølgelig kan vi få en aftale, hvis der er vilje. Men den vilje tvivler jeg på, at regeringen har”. Det er en fed og gemen løgn, der serveres for at please dem, der har lagt stemmer til DFs linje. Og det er en direkte fortsættelse af partiets forføreriske og forløjede kampagne op til folkeafstemningen.

DF er ligeglade med fakta. DF har sin egen virkelighed. Sammenlign f.eks. med DFs Morten Messerschmidt, der jamrende proklamerer, at EU forfølger ham og DF, bare fordi man fra EU’s side har afgjort, at DF har misbrugt EU-midler. Det er i DFs øjne ganske utænkeligt, at der foreligger en rigtig afgørelse – når noget går imod DFs ønsker, så er det aldrig ønskerne, men de andre, der er problemet.

Alle nejsigere gik i mentalt fællesforbund og bildte sig ind, at en parallelaftale ville være let at opnå. Ingen af dem ville på noget tidspunkt fortælle ja-sigerne om deres begrundelse for denne indstilling. Ja-sigerne fandt den både banal og uunderbygget. Alle vidste, at Danmark ikke kunne være sikker på at få en parallelaftale. EU ønsker kun at anvende parallelaftaler i undtagelsestilfælde som en overgangsordning. EU har i to ud af seks tilfælde afvist en dansk parallelaftale. I de sager vurderede Kommissionen, at det ikke i tilstrækkeligt omfang var i EU og EU-borgernes interesse, at Danmark fik aftalen. Vi fik aldrig DFs svar på hvorfor de hævdede, at det var en let sag – nærmest en selvfølgelighed – at få en parallelaftale.

Det er groft og uartigt, at det parti, der aldrig ville give opskriften på den “lette adgang til n parallelaftale” nu spiller dobbeltspil. Man kritiserer dem, der skal feje op efter nejet og samtidig dækker man sig ind for det tilfælde, at det går, som det plejer: vi får nej til parallelaftalen. Ynkeligt.

DF er et farligt parti, fordi dets dygtige ledere helt målbevidst betjener sig af politiske usandheder, der fremføres, så de ryger lige i munden på ikke reflekterende partistøtter og til sidst bliver løgne til sandheder. Sådan synes devisen at være. Men det er helt forkert og det er dejligt, at Jan E. Jørgensen tager bladet fra munden og sætter DF på plads.

DF-dobbeltspil er et uacceptabelt politisk trick, som skal afsløres. Tak for opråbet.

 

 

 

Scroll til toppen