Brexit kan blive til exit. Dovenskab truer vores velfærdssamfund.

Brexit udstiller vores dovenskab, som er en trussel mod velfærdssamfundet. Stigende egoisme og manglende flid, er vejen mod ikke alene et større Brexit, men mod det totale Exit. Dovenskab truer vores velfærdssamfund. Brexit er et af alt for mange tegn på at vi i vores luksusvelfærd er blevet så meget os selv nok, at det truer samfundet – fællesskabet – og Romerrigets fald kan derfor skimtes i horisonten.

Per Stig Møller bringer i dag opskriften på EU’s redning. Hvis vores (Europas) politikere følger opskriften vil EU blive reddet. Og lur mig om det sker.

Brexit er – uanset hvordan vi vender og drejer det – desværre et resultat af vores politikeres manglende flid, interesse og vilje i relation til varetagelsen af det europæiske samarbejde. Og af vores manglende lyst til at investere tid og tænkning i andet end vores egen landsby og vores ubegrundede, men faste tro på, at ingen når danskerne til sokkeholderen.

Lad os ærligt erkende, at i vores eget land er Europapolitikerne i vælgernes selvbevidste opfattelse – og i danske politikeres hemmelige karakterbog – andenrangs i forhold til landspolitikerne.

Det er “finere” at positionere sig i danske medier end i europæiske. Og lad os erkende det: vi vælgere gider sgu da ikke interessere os for politik, slet ikke europæisk politik. Vi har nok i os selv. Vi skal lede efter et godt tilbud på den ny Tesla og sikre os ugens tilbud i Netto. Vi har nok at se til.

Så vi popper op ved udvalgte lejligheder og øffer. Øffer. Helst et navlebeskuende, selvbevidst, selvoptaget og uargumenteret, men højlydt nej, fuldstændig uden nogen dybere refleksion over konsekvenserne. Det vil slå hårdt tilbage. Men vi bliver ved. Hr og fru Danmark ved da bedre. “Vi skal lære dem, skal vi”. Og med Thulesen Dahl i spidsen ønsker Hamborg-forstaden Dannevang derfor nu at melde sig ud af EU. Vor Herre bevar os, beder jeg.

Hvorfor tror vi i vores lillebitte land, at vi som nation kan gå på vandet og at vi kan tillade os at kræve et fortsat liv på første klasse, uden smålig skelen til andre landes behov. Hvorfor vil vi ikke levere til et europæisk fællesskab? Hvorfor er vi ikke stolte af at være en del af Europa og hvorfor vil vi ikke arbejde for at vi sammen er stærkere.

Hvor mange af de mennesker, der siger nej til EU i protest har selv arbejdet aktivt for at skubbe udviklingen i en anden retning? Hvor mange har selv taget initiativet til at rejse en debat om utilfredsheden med EU? Sandheden er, at det kan tælles på få hænder.

Selvfølgelig er der mange ting i det europæiske samarbejde, der skriger til himlen. Dét samarbejde er jo ikke stærkere end dets deltagere gør det. Og i alle europæiske lande florerer galimatias mere eller mindre. Men det øger jo kun behovet for fælles besindelse og fælles italesættelse.

Per Stig Møllers kronik i Berlingske i dag indeholder et rigtig godt bud på, hvad der skal til:

“Derfor er tiden inde til, at EUs politiske ledere sendes på et fire dages krydstogt i Middelhavet, hvor de uden pressens nærværelse kan se hinanden i øjnene og spørge hinanden: »Vil vi egentlig talt EU?« Hvis svaret er »ja«, er det næste spørgsmål: »Hvad skal vi så forandre for at imødekomme den store skepsis?« Dette spørgsmål vil få flere forskellige svar, men efter i fællesskab at have prioriteret, hvad der er vigtigst, skal de stille hinanden spørgsmålet: »Hvordan gør vi så det?« og derefter overlade udmøntningen til fagministrene, så EU bliver et arbejdsfællesskab i hverdagen og ikke en diskussionsklub for statschefer, der med alle deres topmøder får EU til at ligne en patient i dyb og konstant krise. Der skal gøres noget ved de ydre grænser. Forlang af justits- og indenrigsministrene, at de leverer løsningerne og håndterer migrationen, og så fremdeles”.

Det er et meget enkelt forslag. Men tænk, hvis det blev gennemført. Jeg tror desværre ikke det vil ske. Og hvorfor så ikke det, når jeg nu synes forslaget er så rigtig godt? Fordi de fleste politikere har mere travlt med at sikre sig genvalg i eget land end i at arbejde flittigt, hårdt og ærligt for et fællesskab. Det er en kritik mod politikerne, men det er også en kritik mod os, der har valgt dem. Vi kan ikke undskylde os med, at der ikke var andre at vælge imellem, for vi har selv et medansvar for at der er ordentlige folk, som vil stille op.

Thorsten Borring Olesen, professor i historie ved Århus Universitet og med speciale i EUs historie, advarer i dag i Kristeligt Dagblad mod den britiske vej: “Løsningen ligger ikke i en afvikling af EU og en tilflugt i nationalstaten. Det er en flugt ind i historien; ikke et bud på, hvordan vi sikrer briternes, danskernes og europæernes interesser i det 21. århundrede. Debatten bør derfor handle om, hvordan vi finder et fremadrettet bud på, hvordan nationalstat og EU kan virke dynamisk og ansvarligt sammen i en globaliseret verden. Det handler ikke om at afvikle, men udvikle EU. Set fra Danmark kan vi leve med et Storbritannien i ”decline”, men vi kan dårligt leve med et Europa i ”decline””.

Bliver Brexit til Exit? Desværre er sandheden nok at vi alle sammen er blevet for egoistiske og vi er os selv nok. Vi har hver vores dagsorden og vores undskyldning for ikke at ”have tid” til fællesskabet og mere overordnede opgaver. Opgaver, som ikke straks udmønter sig i synlige beviser som større løn, nye goder eller synlig anerkendelse. Den udvikling er uheldig og vil føre til vores samfunds undergang.

Spørgsmålet er: hvor længe kan vi vente, før vi genoplever Romerrigets fald?

Per Stig Møller, Berlingskes kronik 25. juni 2016: Et spøgelse går gennem Europa