Politikerne er ramt af frygt og handler i panik.

Politikerne er ramt af frygt og handler i panik.

Flygtningestrøm og frygt er en dårlig kombination.

Hvor er mit Danmark? S+V+K+LA+DF vedtager stramning på stramninger. Det sker på en måde, der afgørende er i strid med Folketingets egen praksis for god lovgivningsskik. Næste trin kan blive, at private vagtværn skal løse politiopgaver, herunder “magtanvendendelse”, “fysisk fastholdelse” og “brug af håndjern”. Dette kan udliciteres til ikke uddannede. På et nyligt samråd bekræftede Inger Støjberg (V), at der ikke er nogen form for uddannelseskrav til vagterne, som eventuelt skal foretage magtanvendelse på vegne af politiet. Og Mette Frederiksen siger ét og gør noget andet. Næsten helt DF´sk.

The Guardian har beskrevet, hvordan man i England har haft store problemer med tilsvarende løsning. Private, uuddannede kan simpelthen ikke betros den opgave det er at udøve magt overfor svage mennesker. Engelske G4S-vagter har ifølge Berlingske givet flygtninge en hårdhændet fysisk behandling i virksomhedens varetægt og ladet dem bo under kummerlige vilkår. I et særlig groft tilfælde stod G4S for at tvangsudsende asylansøgere via lufthavnen i Heathrow, hvor vagterne angivelig fastholdt de afviste asylansøgere i stressende positioner – sammenbukket i flyenes passagersæder hvis de gjorde modstand. Det førte ifølge The Guardian til et dødsfald for en afvist asylansøger, der ikke kunne trække vejret i den fastlåste position.

Frygt

Al erfaring viser, at magt kræver ydmyghed. Den ydmyghed findes ikke hos mennesker, der fra det ene øjeblik til det andet betros en magt, som loven giver mulighed for. Selv for vores dygtige og meget veluddannede politifolk kan det være svært, men det er helt muligt for en uuddannet at få denne magt og denne opgave. Det vil gå galt. Det er helt klart, at vores politikere ikke aner en tøddel om dette afgørende moment. Gjorde de det, ville de aldrig have ageret, som de gør. Det nægter jeg at tro, thi så ville det jo være at gøre ondt og med vilje og den tror jeg ikke på. Forklaringen er, at frygten driver værket og så er forstanden koblet ud. Og frygten forhindrer politikerne i at tænke sig og agere forsvarligt og anstændigt. Vi skal ikke have private vagtværn til at kanøfle flygtninge.

Vores politikere er desværre gået i selvsving. De har mistet overblikket og agerer i mørke på følelser helt afskåret fra forstanden, vil jeg hævde. Eksempel fra dagens avis:

Flygtningestrøm og Mette Frederiksen

I Berlingske kritiserer Mette Frederiksen regeringen i flygtningepolitikken. Hun er om nogen medansvarlig for de mange uigennemtænkte stramninger, som Socialdemokratiet er kørt med på uden nogen form for indsigelse. Men nu presses hun af baglandet og sender derfor lidt ordgylle ud via i Berlingske. Det er ikke OK. Det er et klart paniksignal. Og det hun så i samme interview er enige med regeringen i, gør det kun værre.

Pensioneret biskop Kjeld Holm skrev lørdag i Kristeligt Dagblad om K. E. Løgstrup og hans udtryk ”tankens ligeløb”. Dermed mener de: at have ét bestemt mål og én tanke, der kører lige ud ad landevejen uden at have noget, der nuancerer den. Det er sådan dansk og europæisk politik kører nu. Tankens ligeløb. Men det er ikke godt med “ligeløb”. Der skal skabes brudflader i tankens ligeløb. Det gælder om have blik for de brudflader, der ligger i vores dagligdag, i naturen og i kunsten og poesien. Kan man begå en terrorhandling, hvis man lige har hørt et smukt digt? Jeg tror det ikke,” siger Kjeld Holm. Vælger vi i stedet at lade frygten for terrorangreb styre vores liv, kan reaktionen blive ligeså barsk og uhyggelig som terroren. Ifølge Kjeld Holm bliver vi lige så ensporede som terroristerne, hvis vi ensidigt fokuserer på frygtens årsag. Og nogle vil afvise dette som blødsødent nonsens. Det vil jeg ikke. Det, der skal afvises, er de håbløse skridt, der tages i et rasende tempo, alene for at tilfredsstille “folket”, hvis behov man misforstår, blandt andet fordi taburetterne vakler under den foruroligende opbakning til det farlige parti, Dansk Folkeparti. I stedet for at gå i kødet på DF lefler man for egne vælgere og som vi ser det med Naser Khader i spidsen gør man alt for at overhale DF højre om. Ingen handling er åbenbart for dum i det spil. Træk vejret og tænk.

Det eneste vi ikke skal, mener Kjeld Holm, er at opgive vores demokratiske samfunds frihedsgoder og retssikkerhed. Tværtimod bør vi pege på, at vores åbne samfund i sig selv er en vældig ressource. Og jeg er helt enig, men det modsatte sker lige nu på Christiansborg. Mens vælgerne frustreret og opgivende ser til.

”Lad os ikke blive besat af frygten, men i stedet fokusere på at være sammen om det fællesskab, vi er i, og tænke: ‘Hvad kan vi gøre, der er ordentligt for os selv og vore medmennesker?’,” siger Kjeld Holm. Og samtidig siger Mette Frederiksen – i samme interview, hvor hun kritiserer regeringens flygtningepolitik, men ikke socialdemokratiets tilsvarende ringe politik, at hun er ”fuldstændig på linje” med regeringen i afvisningen af, at Danmark skal tage del i den fælles løsning på problemet, som EU-Kommissionen har foreslået i form af en permanent flygtningekvote, der fordeler flygtninge mellem EU-landene. Det er mangel på fællesskab. En mangel, der også bar flertallets nej ved folkeafstemningen og et af de tunge beviser på, at det ser sort ud for løsninger af de alvorlige problemer, vore politikere ikke magter at løse.

”Jeg ser et tydeligt håb i de mange mennesker, der gør en aktiv indsats for, at flygtningene, der kommer her til landet, kan få varmt tøj på kroppen og legetøj til børnene. Der er en folkelig vilje og en subkultur neden under det politiske niveau, som er meget væsentlig. Jeg får næsten dagligt mails og henvendelser fra folk, der har taget den slags initiativer. Det er et udtryk for, at det medmenneskelige aldrig kan udryddes, og at der dermed er håb for verden”, siger Kjeld Holm på en måde, der vidner om et intellekt og et udsyn, som er vigtigt. Vores politikere har også et intellekt, men de tydeligvis handlingslammede. Lammet af frygt og angst på en måde, så de griber til forkerte løsning. Et isoleret Danmark; et Danmark, der er ved at gøre sig uvenner med Sverige og Tyskland; et Danmark, der er ved at have sat sit gode ry og navn over styr på rekordtid i det meste af verden.

Løsningen er ikke panikhandlinger og heller ikke selvom man – presset af baglandet – lige hugger lidt ud mod de medsammensvorne, som Mette Frederiksen gør i dag. Løsningen er at tænke anderledes og nyt. Verden er i brand. Danmark er i brand. Vi skal gå i dialog og løse opgaven sammen med resten af verden. Punktum.

Berlingske: Mette Frederiksen angriber regeringens udlændingepolitik

Berlingske: Skal private vagtværn lægge flygtninge i håndjern?

KD: Kjeld Holm: Vi dæmper ikke vores angst for terror ved at smide bomber

Scroll til toppen