1864 – afsnit 2 venter – jeg vil se det

1864 – afsnit 2 venter – jeg vil se det

1864 koster 173 millioner kroner. Det er mange penge og af dem bevilgede Per Stig Møller som kulturminister 100 millioner kroner som et særligt målrettet tilskud. Den slags forpligter. Hvis man skal dømme efter seriens første afsnit, så er det ikke lykkedes for DR at leve op til tilliden.

Som nogle har iagttaget, er jeg glad for DR som institution, men lidet imponeret af DRs ledelseslag. I dag udtrykker Claes Kastholm i Berlingske søndag – hvortil Berlingske desværre ikke linker – med skarp pen dette på elegant vis: “Det var forkert at overlade projektet [1864-serien med tilhørende 173 mio kr] til Danmarks Radio. De mennesker, der sad og sidder på Danmarks Radio, er for selvtilstrækkelige og selvkloge til så krævende en opgave…Uanset hvordan Bornedals serie udvikler sig, er jeg sikker på én ting: Den vil ikke løse den opgave, som har været hensigten med bevillingen, nemlig på en folkeligt appellerende måde at give et væsentligt bidrag til forståelsen af en skæbnesvanger episode i landets historie, der har mindst lige så stor betydning for os, som Hitler-Rigets sammenbrud har for tyskerne”.

Kastholm citerer et læserbrev fra buschauffør K. Kristensen fra Rønde, der spørger: “Hvem og hvad skal man tage alvorligt i DRs serie “1864”? Første afsnit mindede om en dilletantforestilling med klicheer og karikaturer. Det er synd, at skuespillerne bliver brugt på denne måde. Instruktør Ole Bornedal siger, at han vil skabe drama og levende mennesker, men det får man da ikke ved at skabe primitive figurer, som man ikke kan tage seriøst, og hvor man nærmest sidder og smågriner ind imellem. De gjorde man f.eks. ikke, når man så de tyske dramaer om Hitler og Rommel og andre af nazisternes topfolk. Det var kød og blod og en fremstilling af mennesker, der virkede ægte”. Udmærket beskrivelse fra buschauffør K. Kristensen, Rønde.

Alle skal have en chance. Også DR og Bornedal. Så jeg vil – under opbydelse af en til formålet tilpasset samling energi – i aften sætte mig foran skærmen og med åbent sind tage imod andet afsnit. Jeg vil glemme min irritation over at DRs ledelseslag er i fuld gang med at gøre institutionen DR til et let bytte for en ny borgerlig regering. I stedet for at passe på DR og undlade de mange forsøg på at få institutionen til at ligne en klon af de værste sider af det kommercielt drevne mediecirkus.

Scroll til toppen