Er det klogt at ytre sig uden filter?

Helt slappe af kan man jo ikke, selvom man har fri.

En af mine mange særheder er, at jeg relativt frit udbreder mig om mange ting i det offentlige rum. Mange har gennem årene advaret mig mod det. Nogle har forsøgt at overtale mig til at holde bøtte. Andre har taget tilløb til at kræve, at jeg skal holde bøtte, men status er, at jeg ytrer mig lystigt.

Ved jeg ikke, at det har en pris at ytre sig? Jo da. Og den pris betaler jeg gerne. Fortsat. Nogle mener jeg jager firmaets kunder væk. Andre mener, at jeg gør livet svært for mig selv, fordi jeg får uvenner. Og andre mener, at jeg skriver fordi jeg er en blærerøv. Nogle venlige mennesker synes det er fint, at jeg ytrer mig. Det er vist et mindretal.

Alle der er vant til at ytre sig i det offentlige rum kender til dette. Til alle andre har jeg lyst til at sige, at vi er forskellige. Nogle har det bedst med at være sig selv, andre har det nogenlunde som jeg. Den ene kan være lige så god som den anden. Jeg synes bare ikke vi skal dømme hinanden ude.

Forleden skrev jeg, at jeg var noget træt, fordi jeg havde fået en kniv eller to i ryggen. Tænk, så ringer kolleger til mine kolleger og spørger om der er noget galt i firmaet. De ringer ikke til mig. Hold da op hvor jeg foragter den slags lurepasseri. Det bringer mig virkelig i det røde felt. Mere herom senere.

Selvom jeg ytrer mig, så er der ting jeg ikke vil sende ud. I den konkrete sag var to topembedsmænd, der havde svigtet groft, men jeg kunne da aldrig finde på at hænge dem til tørre på nettet. Derimod har jeg intet problem med at fortælle, at jeg er et almindeligt menneske af kød og blod, som bliver skuffet, når intelligente mennesker falder mig i ryggen. Alkerhelst ville jeg kunne bringe et budskab om at den slags lader mig kold. Det ville jeg gerne kunne. Men det lader mig ikke kold. Så jeg fortæller historien: jeg er et simpelt menneske, som stritter imod, når jeg mærker en kniv eller flere i ryggen. Dem der har plantet kniven eller knivene har naturligvis fået besked i meget klar tale og mere vil følge. På nettet har jeg ikke lyst til at hænge dem ud, men jeg har lyst til at fortælle om mit liv. Og så foretrækker jeg, at mennesker der ikke mener jeg oplyser tilstrækkeligt  bare ringer til mig. Mit direkte nummer er 4638 0321.

Det er og skal være en del af min performance på de sociale medier ikke kun at fortælle det fede, glamourøse og vellykkede. Jeg fortæller også om at det af til er rigtig skidt og at jeg har det på samme måde. Sådan er vi jo allesammen, så hvorfor ikke fortælle om det, tænker jeg. Andre er uenige og det må de gerne være – men i denne snævre kreds indrømmer jeg gerne, at jeg er rigtig træt af kloge-Åger, der vil styre hvad jeg skal gøre.

Og så har jeg lyst til at slutte af med lidt forbrugeroplysning: Det er så let at kritisere den åbenmundede, mens man ikke selv laver indsatser og derfor følger sig uangribelig. Det er så let at holde kæft og overse, at det kræver både kræfter og energi at være ude offentligt. Tillad mig at sige, at det kræver både en stor indsats og energi. Det kræver mod. Og må jeg tilføje: en del af prisen er, at ikke alt hvad der skrives – ikke alt hvad jeg skriver – er kemisk renset for fejl og fejltagelser. Den der gør meget begår flere fejl en kloge-Åge, der sidder på sin røv og dømmer andre. Og jeg indrømmer, at jeg er kold overfor disse kloge-Åger. De har ikke min respekt.

Det var bare det jeg ville sige.

PS: I fortsætelse af den med kniv i ryggen, så fortsatte sagen i dag. En medinddraget, som også har fået et par knive i ryggen, sad jeg sammen med i eftermiddag og drøftede sagen. “Røvhuller” sagde denne højt kultiverede mand. “Røvhuller” det er hvad vi er oppe mod. Jeg erklærede mig enig. “Og det er sjældent, at det grimme ord passer”, sagde han klogt. Og til allersidst til min meget interesserede og anonyme kollega: det er ikke noget der foregår i mit firma, men i en kommune. Du må gerne ringe, men jeg fortæller dig ikke hvilken og hvorfor. Det tager vi direkte mellem parterne.