Kender du det? Det lille ord på tre bogstaver: t-a-k. Engang imellem er det som om det er for lidt. Mere skal til. Sådan har vi det efter OMØ-kulturdage 2014. For det var da helt fantastisk. Derfor klinger ”tak” lidt hult. Og det er så bare ikke det eneste problem. For hvem skal vi sige tak til? Der er så mange, som gjorde det muligt.
Det begyndte allerede i 2013. Da kulturdagene sluttede, håbede vi på en gentagelse. Da den kom, blev vi glade og studerede ivrigt programmet. Stort! Igen!
Og så kan vi ellers begynde fra en ende: om bord på færgen. Næsten ”hjemme”. Når færgen sejler, begynder Kulturdagene. Med kurs mod oplevelsesøen. Modtages af Dannebrog og den skønne havn, med Pæsen, Fru Hansens Fiskebutik, fiskekutterne, sejlbådene menneskene. Jesper havnefoged anviser os – med kompetent hjertelighed- en skøn plads på campingarealet og fastliggerne kommer med havemøbler og strøm, mens vi slår vores lille bomuldshytte op.
Havet lokkede. Vi er nødt til at hoppe i havet, når vi er på Omø. Det er en del af det at være her. Så vi nød de svale bølger og pludselig var det torsdag aften. Vi nåede ikke den traditionsrige åbning. Vi mindedes den fra 2013 og glædede os over at høre Helene og Claus om Tangprojektet. Har købt flere poser i Let-Køb, som vi glæder os til at bruge. Kagekonkurrencen, som må gøre enhver konditor misundelig. Ikke nogen let opgave for dommerkomitéen med borgmester Stén Knuth som formand. Flot, at borgmesteren tog sig tid til at være med på Omø en hel dag.
Vi nåede ikke Morten Rosbæks fortælling om digerne, men mange omtalte det som et spændende indlæg, dygtigt fremført. Og så var der happy hour og et forrygende foredrag med en gedigen ølsmagning på Kongebrygs dejlige produktioner. Et godt oplæg til Hennings tunmousse og Omø fiskefileter efterfulgt af Hannes dessert. En skøn oplevelse, som blev muliggjort af FO-Madlavningsholdet, hvor alle elever må have bestået med bravour.
Vi skal også lige nævne Sven Korsgaard Schiøtts dejlige akvareller fra Omø. De prydede forsamlingshusets vægge. Dejligt at se – ligesom det altid er en særlig oplevelse at komme ind i forsamlingshuset – det er et bankende hjerte på Omø, hvor der historisk set har været så mange glade stunder. Derfor går vi altid over dørtærsklen med både forventningsfuld glæde og stille eftertænksomhed.
Alle, der oplevede Arly med band i 2013 må have glædet sig til hans ”åbne ø-scene”. Og vi blev ikke skuffet. Kalejdoskopisk blev vi ført gennem aftenen med Omø-sangen i nyeste udgave som en smuk, stilfærdig indledning. Badstuen & Co gav os dejlig musik og den lokale ungdom viste, at det ikke er noget problem at stille sig op på en scene i et fyldt forsamlingshus.
Fredagen mindes vi endnu med særligt eftertryk på Fru Hanens Fiskebutik, der stod for leveracen af aftensmaden. I fine brune papirsposer fik vi laksemadpandekager, friskefrikadelle, cappachio, skinke med kartoffelsalat, pulled pork og grøn salat med tangkrydderi og kage. En gourmetmæssig optakt til det, som mange havde glædet sig til og nogle ganske få havde frygtet: Kandis.
Og hvor de dog bare tog scenen og hele forsamlingshuset om hjerterne. En glad Johnny – som netop denne dag fejrede sin fødselsdag med os – gav den fuld skrue. Han er verdensberømt og har 25 års jubilæum, men han var fuldt ud til stede og nød tydeligvis festen ligesom vi andre. Plakaten lovede os ”rejsende i livsglæde” med ”sol, sommer, kærlighed og evig troskab”. Dét var lige dét vi fik. Sikke et scoop for ”vores” kulturdage. Ganske ganske imponerende at det lykkedes arrangørerne at få Kandis til – efter 1,3 millioner kilometer på landevejene – at tage ”vores” færge til Omø og give et brag af en koncert i forsamlingshuset, som dermed skrev sig ind i Kandis-historien.
Det blev en glad aften og Wanda Holm sås – som rigtig mange andre Omøboere og andre gæster – på dansegulvet til og med det allersidste nummer. Forrygende underholdning og hak ved endnu en succesfuld Kulturdag.
Den blev fulgt op af en lørdag med gode arrangementer med Jørgen Filosofs Ø-Battle – Omø 2064 – og tur med Birgittes heste alt imens Eta Albihn havde travlt i teltet med at ommale gæsternes medbragte guldaldermalerier. En svær opgave, som Eta løste med rigtig spændende og med fine resultater.
Ballonmanden var vist til mest til børn, men mon ikke de voksne var lige så imponerede og overraskede – sådan lød det i hvert fald, da snakken gik til dagens happy hour, der nu var udvidet med hønseskidning – en god gammel tradition. En smuk optakt til Youngboys, der tryllede i køkkenet. Jesper & Co frembragte en fortryllende cremet tomatsuppe, der opfindsomt blev serveret i porcelænskopper. Imens knoklede Gustav med grillen og hanebrysterne, der alle havde fået et kog i fruens enorme gryde. Salaterne blev tilberedt og gæsterne kunne for 3. dag i træk glæde sig over et fantastiske veltilberedt måltid mad. Og midt i det hele kom det opstillede telt til sin ret, da der blev åbnet for himlens sluser. Et kanon tordenbrag signalerede, at vi da fester for fuld skrue, når vi fejrer OMØ Kulturdage!
Pia Raug oplæste resultatet af tre dages workshop med haikudigte skrevet til ”vores” dige. Det mange frygtede og som nu er faldet i god smag hos de fleste – Omøs ny facade, der skal passe på Omø og alle på øen. Der var mange smukke haikudigte (ultrakorte digte på 17 stavelser, som fordeles på tre linjer med 5-7-5 stavelser uden regler om rim eller rytme – normalt små naturdigte) og Pia arbejder videre på – sammen med Ø-udvalget – at få nogle af dem udødeliggjort, måske indhugget på trædiget. Vi får se – spændende var det.
Marianne Jaworski fulgte op på 2013-kor-successen og et meget stort kor med medlemmer i alle aldre fremdrog flot resultatet af tre dages hårdt forarbejde. En god optakt til Smalltown Blues Band, der rigtig kom ud over scenekanten og gav deltageren en rigtig fin afslutningskoncert.
Selvfølgelig skal der gives en kæmpestor tak til kerneholdet bag OMØ-kulturdage: Lis Stuhr, Eta Albihn, Katja Rasmussen, Annette Iversen og Lise Lotte Luukkanen. Og foran har vi nævnt en række navne, som også fortjener tak. Det samme gør mange, mange andre – umuligt at nævne alle. Der blev virkelig slidt med borde og stole, opvask, madlavning, regnskab, oprydning og klargøring, gennemførelse og alt det, som vi deltagere ikke bare lige tænker på.
Successen skyldes et dygtigt forarbejde og en god gennemførelse med fin styring. Og så mærker vi som gæster også Omøboernes stolthed og glæde ved at fejre de lyse stunder. Gøre dem lysere og gladere og vise gæstfrihed. Det er meget stort at opleve og vi vil gerne sige jer alle hjertelig tak – også til de øvrige, altså øboerne, sommerhus-beboerne, sejlerne og turisterne – der lige som vi ”bare” var gæster og som kom og nød det hele med et armbånd og store, glade smil.
Da vi steg om bord på færgen var det med vemod, som hver gang vi tager retur fra Omø. Tre glade dage var nu forbi, men vi tog minderne fra OMØ Kulturdage 2014 med os hjem. Og de ligger nu i bagagen. Vi vil altid kunne tage dem frem. Hvilken rigdom.
Og hver gang vil vi huske at sende et lille ”t-a-k” (med meget store bogstaver) til alle jer, der hver på jeres måde gjorde dette muligt. Af vores hjerter: Tak til hver og en.
Mange hilsener til alle, der var med sender vi til jer
Susanne Malmstrøm og Allan Ohms
Det lille grønne telt på campingpladsen bag Lars’ gule hus