En positiv opskrift: Sådan får du en god fælles forældremyndighed

En positiv opskrift: Sådan får du en god fælles forældremyndighed

Lad være med at udlicitere dit livs vigtigste opgave. Tag ansvar. Og vid, at juraen er farlig, når konflikten først er en realitet. Den gode nyhed er, at du kan gøre noget, hvis du vil.

Lytter du?

Lytter du?

Når du diskuterer forældremyndighed er du i risiko for at være i følelsernes vold.
Når følelserne tager over, slukker forstanden.
Du kan ikke se klart.
Du handler uklogt.
Du ved ikke, hvad du gør.

Hvad kan du gøre?
Stop op.
Erkend, at du er i følelsernes vold.
Forsøg at få styr på dine følelser.
Tænd for forstanden- sluk for følelserne.
Tag ansvar.

Respekt. Har du tygget på dét ords betydning?

Respekt. Har du tygget på dét ords betydning?

Få hjælp.
Hjælp er ikke at hyre en advokat og gå i retten.
Jura er uduelig og farlig til at løse konflikter.
Indse, at deling af forældremyndighed er alvor.
Det påvirker dit barn og dine børn resten af deres liv.
Godt eller skidt.
Du og din partner bestemmer.
Barnet og børnene kan intet gøre.
Børn bliver ofre for forældres manglende vilje til a tøjle deres følelser.

Jeg ville aldrig udlicitere retten til at bestemme over mine børn til en dommer

Jeg ville aldrig udlicitere retten til at bestemme over mine børn til en dommer

Forældre skal søge hjælp til at løse konflikten.
Den hjælp er ikke en retssag.
Brug en uddannet advokatmediator.
Få hjælp til at komme overens.
For jeres børns skyld.
Det koster hårdt arbejde fra begge forældre.
Præmien er, at jeres børns liv bliver mindre negativt påvirket af at I ikke kan finde ud af at leve sammen.

Hvor ville det være dejligt, hvis langt flere forældre ville tage ansvar for deres egen konflikt. Fra Ruder Konges tid har det været sådan at konflikten fører til at den ene part går til advokat. Så gør den anden det også. Og nogle advokater er rigtig gode til at foreslå parterne, at de skal forsøge at klappe hesten og neddrosle konflikten og opprioritere samtalen. Og så er der advokater, som elsker kampen og i farten overser det kloge i at overtale en ophidset part til at indse, at den retfærdige kam, der lægges op til måske slet ikke er så retfærdig endda. Hovedofret for konflikter – børnene – har ingen stemme i forældrenes opgør. De bliver ofre og betaler en høj pris.

Ingenting kommer af ingenting - undtagen lommeuld.

Ingenting kommer af ingenting – undtagen lommeuld.

En stor del af forklaringen på vanvidsscenarierne, hvor fogeden og forældrene er ved at hive børnene over på midten er, at konflikten har fået lov til at udvikle sig alt for længe. Konfliktniveauet er højt, når parforholdet revner. Følelserne koger over og børnene bliver skoldet. Det er let at gå op af konflikttrappen – sværere at gå ned. Men jo tidligere opstigningen standses, jo lettere er det. Derfor bør forældre være meget opmærksomme på udviklingen og snuppe diskussionen mens tid er.

Tidlig indgriben i en negativ udvikling i parforholdet gør en forskel. En af mine venner fandt på at give en fantastisk gave, da han skulle til bryllup: et klippekort til en parterapeut. ”Det er nu I kan høre hvad terapeuten siger”, mente han. Og rigtigt nok. Her er konfliktniveauet lig nul og løsningsmulighederne store. Anderledes når den ene smutter til en ny partner, den anden rives op med rode, huset skal sælges og vennerne deles. Her er det svært at holde gode miner til slet spil.

Et er at have ret. et andet er at få ret.

Et er at have ret. et andet er at få ret.

Desværre tror mange, at når jeg nu ringer til min advokat, så sker retfærdigheden fyldest. Det er en grov overvurdering af hvad juraen kan gøre. En blind tro på, at i retten får jeg ”moralsk retfærdighed”. Nej. Du får en afgørelse, men retfærdighed udmåles kun som ”juridisk retfærdighed”, hvilket er noget helt andet end moralsk retfærdighed.

Jeg ville aldrig nogensinde overlade til en dommer at afgøre mine børns skæbne. En dommer skal træffe en afgørelse og kan ikke ende med at sige: ”Jeg kan ikke finde ud af det”. En dommer er et menneske, som kan være mere eller mindre oplagt til at høre efter, når din sag skal afgøres. En dommer kan aldrig kende din sag så godt som du og din (eks)partner. Derfor er der kun én rigtig god løsning: du og din eks skal selv løse konflikten og I skal tage hensyn til hovedpersonerne: jeres børn. Vis dem respekt og dæmp jeres personlige konflikter mens I afgøre, hvad der er bedst for jeres børn.

Jura er uegnet til konfliktløsning. Kun en anelse bedre end et råt slagsmål.

Jura er uegnet til konfliktløsning. Kun en anelse bedre end et råt slagsmål.

Jeg har i mange år fravalgt sager om forældremyndighed, fordi jeg ikke kunne holde ud at se forældre kæmpe med mere eller indre ufine metoder og uden hensyntagen til uskyldige børn. Siden 2003 har jeg som mediator og retsmægler fået sagerne og det har jeg taget imod. Fordi det giver god mening at hjælpe, når forældre selv vil tage ansvar frem for at udlicitere deres livs vigtigste beslutning til en dommer. Når forældrene vil, vil jeg også og det har givet mange fantastisk gribende oplevelser. Forældre, der om morgenen ikke vil sidde i samme lokale – og bruger børnene som granater i deres krig – kan om eftermiddagen blive enige om at deres børn vil få et markant bedre liv, når forældrene skubber personlige skuffelser og følelser i baggrunden og sætter fokusere på hvordan der skabes den bedste løsning for børnene. Det giver mening og resultater.

Scroll til toppen