Bella Skyd-dommen. Ligestilling. Eller?
Jeg gennemgår her Bella Sky-dommen. Ikke videnskabeligt og kedeligt juridisk som i en lærebog, men ud fra en samfundsvinkel. Set derfra er dommen skadelig og jeg mener i øvrigt den er juridisk forkert.
Østre Landsrets 2-1-dom om Bella Skys Bella Donna-afdeling har vakt opsigt. Dommen er en udmærket anvisning af hvor galt det går, når juraen skal styre. En udmærket lov, der blot ikke magter at håndtere de mange facetter tilværelsen har. Og når sådan en lov skal fortolkes ved domstolene opstår der let et gab mellem oplevelsen af det retfærdige resultat og det – måske – juridisk rigtige resultat. Og måske viser dommen også noget om konservatisme, som ikke er et totalt ukendt fænomen blandt dommere.
Sagen handler om 20 hotelværelser målrettet og særligt produktudviklet til kvinder på 17. etage på hotel Bella Sky Comwell på Amager. Sagen har kørt i Ligebehandlingsnævnet og ved domstolene i tre år. Alene det faktum viser, at juridisk behandling af problemstilling er for tålmodige og den er hel ude af pagt med den tid vi lever i. At være tre år om at nå frem til en afgørelse giver almindelig undre i samfundet. Kun juridiske nørder forstår det. Og holder lige frem af det.
En mand havde efter avis- omtale af den særlige kvindeetage på hotellet indgivet klage til Ligebehandlingsnævnet, fordi vedkommende mente, det var udtryk for »en stærkt provokerende og dæmoniserende holdning til mænd, at de er udelukket fra kvindeetagen«. Tankevækkende. En mand læser avis. Bliver mobset og sender en mail. Så kører sagen ind i det juridiske maskineri. Der er ingen smalle steder for hvordan samfundet ruller det store maskineri ud, men når Maren i kæret er i tvivl om sin retsstilling, så er samfundet da fløjtende lige glad med hende. Anderledes med den sure mand, der har startet denne surrealistiske sag.
Ligestillingslovens § 2 lyder sådan:
”Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket”.
Denne sag handlede om direkte forskelsbehandling. Indirekte forskelsbehandling var ikke gjort gældende. De tre dommere var enige om, at hotellet havde bevisbyrden i sagen. Det følger af § 2 stk. 4. Spørgsmålet var så: havde hotellet løftet bevisbyrden for at ligestillingsprincippet ikke er blevet krænket? Nej, mente to dommere, mens én dommer mente det modsatte.
De to dommere fandt, at der var påvist ”faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at en mand på grund af køn vil blive behandlet ringere end en kvinde ville blive i en tilsvarende situation. Der foreligger herved direkte forskelsbehandling på grund af køn og det påhviler derfor hotellet at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket…Efter bevisførelsen finder vi, at hotellet ikke har løftet sin bevisbyrde…Vi finder ikke grundlag for at antage, at de påviste omstændigheder er af underordnet betydning”.
Den ene dommer lagde vægt på, at lovbestemmelsen – der er indsat som led i implementeringen af et EU-direktiv fra 2004 – med ordene ”behandles ringere” må forstås som ”treated less favourably”. Dommeren fandt ikke, at det er at ”treat less favourably” ved at mænd er forment adgang til én etage på et meget stort hotel. En sproglig fortolkning må føre til, at der kun er en ringere behandling, hvis der ”er tale om et forhold af en vis væsentlighed og ikke af helt underordnet betydning”. Derfor fandt denne dommer – Henrik Bitsch – at hotellet havde løftet bevisbyrden og at de burde frifindes.
Hotellet har indrettet afdelingen efter brugerønsker. Man er parat til at indrette en tilsvarende mandeafdeling, men den har ikke været efterspurgt blandt kunderne. Hotellets belægningsprocent er 69,9. Bella Donna-etagens 78.
Jeg mener de to dommere tager fejl. De fortolket love forkert og de foretager ikke en relevant afvejning af væsentlighedsspørgsmålet. Det er en konservativ tilgang, som er skadelig i et dynamisk samfund. Én etage (2,5% af værelseskapaciteten) er reserveret for kvinder, der gerne vil være sikre på at være sikre. Hotellet har 22 andre etager og 794 andre værelser, og så mener to ud af tre dommere i Østre Landsret i år 2014 i ramme alvor at, at hotellet ikke må tilbyde denne service for 20 værelser hotellets kvindelige gæster.
Ligestillingsloven forbyder ikke forskellig behandling og kræver ikke fuldstændig ens behandling af de to køn. Det er kun forbudt at give en mindre gunstig behandling til det ene køn. Det er efter min mening meget konservativt og meget firkantet at nå frem til at kvinder behandles mindre gunstigt, fordi kun kvinden, hvis hele hotellet er udsolgt, på nær Bella Donna, og hvis der er en mand og en kvinde, der vil overnatte, så lukkes ind. Ud af 814 værelser har hotellet givet en særlig status til 20. Anderledes hvis det havde været 20 ud af 20 værelser, der var forbeholdt kvinder. Der er ikke belæg for at antage, at lovgiver har villet forbryde en hotelejer at råde på særlig måde over 2,%% af værelseskapaciteten, når dette i øvrigt er fornuftigt begrundet – her af brugerønsker.
Der blev under sagen argumenteret på en række andre fronter, som efter min mening også ville kunne føre til en frifindelse, men mit indlæg bliver for langt, hvis jeg skal gengive dette. For interesserede henvises til dommen, der er på 24 sider.
Bella Sky-dommen er et eksempel på, at der bliver for stor afstand mellem sund fornuft, ret og retfærdighed. Det er ikke godt for retsfølelsen. Det nedbryder respekten for domstolene. Jeg håber sagen kommer for Højesteret, så vi kan få en anden afgørelse. En dom der afspejler proportionaliteten og som ikke vælger at udstille juraen så lidet flatterende som landsrettens flertal har valgt at gøre det.