Fri mig for at høre Kloge-Åger kalde mig grådig, fordi jeg er flittig bruger af sociale medier

Peter Holdt Christensen, lektor på CBS, gav i Berlingskes kronik den 26. marts en ikke nærmere angivet gruppe mennesker en ordentlig opsang: Mennesker, der er meget on line kaldes ”grådige”. De beskyldes for at ”ødelægge sociale fællesskaber”. Samtidig pointeres, at det skam ikke er problematisk at være online, og nettet er ”ikke noget værre noget”, men pointen er, at ”tilstedeværelsen i sociale fællesskaber, hvor mennesker sammen skal udrette noget, kræver, at den enkelte tilsidesætter sin grådighed efter at være online”.

Grådighed er en af de syv dødsynder, så beskyldningen må tages alvorligt. Ifølge Den danske ordbog betyder det ”ivrig efter at eje eller få så meget som muligt af noget, ofte umådeholdent og uden hensyn til andre ofte i forbindelse med indtagelse af mad og drikke eller nydelse af sex og erotik”.

Det vil altid være fornuftigt at diskutere god opførsel. Hvordan kan og skal vi som mennesker opføre os. Når vi er sammen med andre og når vi er alene. Evner vi at lytte til hinanden. Søge at forstå hinanden. Være noget for hinanden. Det vil være en meningsfuld debat, men det er et utjenligt forsøg på at handle fornuftigt, hvis menneskeheden deles op i de gode – der ikke er digitalt til sted – og de onde, dem der er på nettet.

Det er ganske voldsomt at udstille enhver med adgang til internettet som en grådig,
selvoptagen person uden pli eller dannelse. Jeg vil kalde det en gang draperet ævl på avispapir. Et kikset forsøg på at lege Emme Gad med sociale medier som løftestang. Et angreb på de tre – fire millioner danskere, der er netbrugere, er uberettiget og er bygget på sand og manglende forståelse for sociale mediers virkemåde.

Vores udfordring hedder ikke ”internettet” eller ”sociale medier”. Den hedder ”udviklingen” og resultatet af samme. Der er utvivlsomt mennesker, som er afhængige af nettet på en skadelig måde. Ligesom der findes mennesker, som utvivlsomt er afhængige af rødvin på en skadelig møde. Er det så rødvinens skyld? Der findes utvivlsomt mennesker, der i sociale sammenhænge lister sig til at tjekke mails eller sende en beskeder på google+ ligesom der findes mennesker, der i social sammenhænge ikke sender mails, men ej heller hører efter eller deltager aktivt i det sociale samvær.

Lysten til at det virtuelle samvær – den digitale tilstedeværelse – er et billede på en ny tid. Nogle er bange for det nye og angriber det, men derved ændres ingenting. Vejen frem er dialog og forsøg på forståelse. Vi skal søge at forstå de sociale medier og spørge os selv, om tre-fire millioner danskere er torskedumme og grådige eller om den massive brug er udtryk for, at mennesket føler der er kommet en ny mulighed, som indebærer flere fordele end ulemper.

Lad mig give et eksempel. Jeg bruger jeg en del tid på at være digitalt tilstede på Facebook, google+, Twitter, LinkedIn og Instagram. Meget af min digitale tilstedeværelse går med at dele viden. Som et led i min virksomheds CSR-politik fortæller mine kollegaer og jeg om forskellige sider af juraen. Hvad kan den bruges til og hvad kan den ikke bruges til. Vi besvarer spørgsmål og debatterer. På min private blog bruger jeg tid på at skrive debatindlæg og det opfatter jeg ikke som grådighed, men tværtimod som en levende interesse for og en deltagelse i vores demokratiske samfunds udvikling. Ødelægger jeg derved sociale fællesskaber?

Jeg har i adskillige tilfælde lært mennesker at kende, som jeg før de sociale medier kun kendte af navn. Efter vi – indenlands såvel som udenlands – er blevet venner, har jeg læst og diskuteret med dem, og det har i flere tilfælde ført til, at jeg har revideret mit førstehåndsindtryk af personen. Jeg har med andre ord fejlvurderet flere mennesker, men dialogen – som er gjort muligt via let hurtig og billig interaktion på sociale medier – har altså gjort mig klogere. Det er jeg taknemmelig over.

Ifølge DR (den 3. januar 2013) tilbragte hver dansker i 2012 i gennemsnit tre timer og 15 minutter foran billedkommoden om dagen. TV-forbruget faldt hos de 15-24-årige med 10 procent. Mit eget tv-forbrug ligger i snit på cirka én time – om ugen. Mens mange ser tv, sidder jeg og studerer livet i hele verden. Det er mig, der redigerer, og det er mig, der vælger, krydstjekker og kontrollerer. Er det social grådighed at prioritere sådan?

Skal jeg gå til en fysisk reception og møde 100 mennesker, få talt med 22 og bruge to-tre timer på det, eller skal jeg skrive en artikel og lægge den på min blog og få synspunkter på det. Skal jeg læse, hvad min bekendtskabskreds har foretaget sig? Jeg kan få kontakt med tusindvis på tre timer, og jeg kan få adskillige diskussioner og modtage relevante henvisninger på den tid, jeg skal bruge på en reception. Den samme overvejelse må gøres i forhold til alt netværksarbejde.

Engang var det sådan, at den der sad og læste å en pc eller en e-reader blev betragtet som stakler, mens de, der sad med en bog, blev betragtet som intellektuelle. I dag er salget af e-bøger steget markant. De unge læser sms-noveller, sms-digte og henter hjælp til lektielæsning. Tiden i s-toget spildes ikke, men bruges til interaktion og læring. Et nyt forskningsprojekt på Ørestad skole skal belyse, hvordan digitale medier kan bruges bedre i undervisningen. Skolen skal være foregangsskole for andre skoler i landet. Skolerne arbejder med digital dannelse (men vist ikke med ikke-digital dannelse?). Børn er i dag digitale indfødte, nærmest fra før de kan gå. Digitale medier og kunst, design, kommunikation og leg går hånd i hånd.

Den digitale tilstedeværelse fører til dialog over landegrænser. Er med til at bane vejen for demokrati og give håb i bananrepublikker. Den muliggør debat og deling af viden på en hurtig, billig og smidig måde. Den åbner for læring og uddannelse, der tilføres helt nye muligheder.

Og ja. Åndelig fattigdom, dumme bemærkninger, uigennemtænkte kommentarer og meget andet findes på internettet, men det eksisterer så sandelig også i den ikke-digitale verden. Nettet og digital tilstedeværelse er ikke vores problem. Udfordringen er helt banalt, at vi er mennesker. Vi har ”udviklet teknikken”, men ikke mennesket, så Sokrates er stadig i stand til at lære os ting, som vi burde bruge. F.eks en høflig omgangstone.

Vi har ikke brug for en maskinstormeragtig tilgang til nettet og sociale medier. Vi har brug for kendskab til og refleksion over, hvad nettet er, gør og kan. Der er på sociale medier rigtig mange kloge ord og gode indlæg, relevante henvisninger og fine debatter. Fri mig fra at høre kloge-Åger advare om, at jeg har et fattigt liv og er grådig, bare fordi jeg ikke sidder foran tv-skærmen tre timer og 15 minutter hver eneste dag, men i stedet selv vælger, hvad jeg vil se, læse og kommentere.