Gad vide om disse elfenbenstårnsarbejdere nogensinde har været på en af de danske småøer? Deri er jeg helt uenig.
”Vi bør lukke de mindste øer for beboelse og i stedet satse på øer med fremtid i”, mener forskere. Jørgen Møller fra Aalborg Universitet kalder det derfor et ganske almindeligt økonomisk rationale at lukke de mindste øer for helårsbeboelse.
”Jeg taler ikke om at ekspropriere eller tvangsforflytte. Jeg taler om, at kommunen går ind og køber boligerne og giver indbyggerne et tilbud, de ikke kan sige nej til. Lad os gøre det stille og roligt i løbet af en generation eller to,” siger han. Gunnar Lind Haase Svendsen, professor ved center for landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, mener, at der kan være en vis fornuft i at lukke øer.
Se det her er formentlig tænkt som begyndelsen til enden. Den velkendte salamimetode. First we take Manhattan, then we take Berlin…. ingen tvivl om, at hvis man begynder på ø-nedlæggelser, så vil det blive en lang, ond proces, som først slutter lige før Sjælland sælges til Sverige. Her må vi altså sige STOP. Fuldt stop!
Værdien af de danske småøer kan ikke gøres op i et regneark. Nej, værdien skal vurderes på stedet. Tag en snak med de mennesker, der er født og opvokset på småøerne. Tal med deres børn. Mærk entusiasmen og forstå, at deres liv ikke hedder ”livet”, men ”ølivet”. Og ja, det koster penge at drive småøerne. Ligesom det koster penge at sende hundredetusindvis af skolebørn med taxa hver dag, køre dem til specialskoler og lade dem undervise af speciallærere. Ville nogen drømme om at sige, at disse specialskoleelever kulle spares væk, fordi de er et dyrt mindretal? Hvad er forskellen?
Det er uværdigt, når dyrt betalte universitetsfolk fører sig frem på denne måde. Uden smålig skelen til den større sammenhæng filosoferer og øffer de på en stærkt uigennemtænkt måde. En skadelig måde. Det er ganske enkelt uacceptabelt. Med hvilken ret øffer disse mennesker løs uden at perspektivere deres galskab. Jeg vil kalde det ø-racisme. Intet mindre. Ø-aparthid-tænkning. Hold dog op!
Det er ikke i orden at sætte et stempel i panden på beboerne på de danske småøer. Så meget koster du! Hvad koster en universitetsforsker, der kan finde på at udtale sig, som vi ser det her? Og hvad giver en øbo til vores kultur i forhold til en universitetsperson eller en cafe latte-drikkende studerende på det fashionable Nørrebro? Må jeg være fri for denne idé om at sætte jødestjerner på en del af Danmarks befolkning. Må jeg bede om anstændighed og forståelse for den kultur vi alle er rundet af.
Problemet i Danmark er ikke småøerne og omkostningerne herved. Problemet er, at vi er et uproduktivt folkefærd, der hellere labber cafe latte end arbejder. Vi er ikke flittige nok til at finansiere det luksussamfund vil lover hinanden ved hvert byråds- og folketingsvalg. Dask effektivitet er i bund i forhold til omverdenen og forkælelsen i top. Dovenskaben stortrives og det koster kassen. Men det skal småøerne ikke bøde for.
Danmark har 407 øer, hvoraf de 82 er beboede. 27 af de mindste øer er med i Sammenslutningen af Danske Småøer og er dem, der typisk henvises til, når man taler om de danske småøer. Fælles for småøerne er, at der bor under 1200 personer på dem, at de er helårssamfund, at de ikke er privat ejede, at de ikke er en selvstændig kommune og at de ikke er landfaste.
Småøerne bøder allerede for overpriser på transport af varer og god. På elendige internet- og telefonforhold. På usikre redningsveje. Hvorfor opgraderer vi ikke øerne, så man kan arbejde på dem via internettet? Hvorfor skal alt foregå i København og Århus? Hvad koster den eksponering i forhold til en beboer på Drejø? Hvad koster en univeristetsnørd i København i forhold til en beboer på Endelave? Danmark har i årevis udpint smøerne, fordi de ikke har politisk interesse, end ikke for Pia Kjærsgaard, der ellers er god til at tiltvinge sig små økonomihapser. Men Pia foretrækker en lille græsk ø fremfor Ærø og det er vel svært at forestille sig Lars Løkke tage færgen til Birkø? Nej, der er ingen større interesse for småøerne, bortset fra et enkelt lys i mørket, Venstres Flemming Damgaard Larsen, der kæmper en heroisk og professionel kamp for at vække hans kolleger på Christiansborg. Men det er op ad bakke. Alligevel må vi gøre arbejdet og forsøge at få forståelse for, at vi skal bevare vores dejlige småøer. Vi skal bevare vores kultur. Ikke for turister, men for småøernes beboere og dermed for Danmark.
De danske småøer er en del af vores land, Danmark. Uden liv på småøerne ville vi være endnu mere fattige i ånden end vi er allerede.