Homiletik – om at skræmme folket ud af folkets kirke

Homiletik. Sidder og læser i Stiftsbladet. Kender ikke ordet. Men det handler om ”den teologiske kerneydelse, at prædike”. Og der dannes nu et præstenetværk, som skal tale om det. Et “homilektisk netværk”, siger man. Al ære og respekt, men hvorfor i alverden skal det ske med ord, som vi almindeligt dødelige – menighedens kernegruppe – har svært ved at kapere? Fordi man fastholder en akademisering og ubevidst vigtiggørelse?

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Folkekirken har et kommunikationsproblem. Hvorfor skal det gøres så helvedes akademisk?

Da jeg var i kirke i dag var der ca. 40 unge mennesker, som lige er begyndt at ”gå til præst”, fordi de skalkonfirmeres. Det var første gang, de kom ammen og snakken gik lystigt, indtil en sød kvinde kom og løftede pegefingeren og tyssede dem ned. Så kunne forestillingen begynde.

Det skete med de mest gammeldags salmer, skingert sunget. Og præsten sagde til sidst, at de unge skulle blive, så kommer jeg og giver jeg jeres kryds. Sad med tanken om at det her er en effektiv måde at vaccinere mod Folkekirken og gudstjenestens velsignelser. Det er å hamrende gammeldags, så indspist, selvhøjtideligt – også selvom præsten valgte at prædike fra gulvet og ikke fra prædikestolen.

Jeg tror kun disse unge mennesker komme for at hente deres kryds. Hvorfor lader man ikke to af de nye læse indgangs- og udgangsbønnen? Hvorfor vælger man ikke salmer med henblik på publikums sammensætning. Hvorfor forbereder man ikke de unge på, hvad de skal opleve. Jeg tror de fik et chok for livet.

Folkekirken lever i fortiden. Der er for meget akademisk fims og for lidt realtidsaccept. Og jeg holder af den. Ellers gad jeg ikke rise den.