I dag kan man læse, at et særligt udvalg ser sultent på muligheden for at gøre det næsten umuligt at anke retssager fra byret til landsret. Danske Advokaters formand, advokat Lars Svenning Andersen, advarer mod dette tiltag. Samtidig kan vi se, at staten sidste år scorede 7.300 millioner kroner, altså over 7 milliarder lige ned i statskassen. De bedste malkekøer er tinglysning og dødsbobehandling.
Cirka 7,3 mia. kr. står tilbage på plussiden i regnskabet, når man på den ene side ser på afgifter og andre indtægter og på den anden kigger på udgifter til drift af retterne og til fri proces..
Beskeden er i hvert fald ikke til at misforstå i en skrivelse fra Justitsministeriet sidste år.
I et udvalg, der skal sikre en bedre og mere effektiv behandling af de civile sager, er der givet en barsk besked: udvalgets forslag må “samlet set ikke medfører merudgifter.” Skråt op med retssikkerheden – bare staten kan skrue op for eller bevare den enorme overskudsforretning.
Og når bunkerne vokser i retterne, så kender dommerne kun én vej frem: vi vil have mindre at lave. I det private erhvervsliv bruger vi en anden metode: vi arbejder lidt mere.
Staten kan slippe af sted med dette, fordi kun få mennesker interesserer sig for retssikkerhed. Først når de står og mangler den selv, finder de ud af det. Og da er det ofte for sent. Gad vide om der ikke på et tidspunkt må dukke ansvarlige retspolitikere op, som vil standse for dette maskespil og begynde at bruge overskuddet til at forbedre retssikkerheden.
Vi venter i spænding.