Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Øv-dage – er der noget mere illoyalt end det? Svarer det ikke til rent tyveri? Jo. Berlingske afdækker i dag, at der hersker en syg kultur i Københavns kommunes pædagogverden. Det er slemt, men næppe enestående. Det er et symptom på en verden, hvor det åbenbart er OK at tage sig selv til rette.
Berlingske citerer Jan Hoby, næstformand i LFS for at fortælle, at der på enkelte institutioner findes en så »usund kultur«, at man tillader såkaldte øv-dage, hvor medarbejderne kan ringe ind om morgenen og sige »øv« og så undlade at møde på arbejde, uden at det tæller som ferie eller afspadsering. Næstformanden ved godt, at det er kontroversielt, at pædagogernes egen fagforening omtaler øv-dagene. »Men vi skal kunne se forældrene og skatteborgerne i øjnene, og vores opfattelse er, at man kun lægger sig syg, når man er syg,« siger han.
Den liberale tænketank Cepos har regnet videre på tallene fra København. I et nyt notat konkluderer Cepos, at Københavns Kommune ville høste en gevinst på 30 mio. kr. om året svarende til lønnen for 75 pædagoger, hvis sygefraværet i alle kommunens daginstitutioner blev bragt ned på gennemsnittet blandt de 408 daginstitutioner.
Øv-dage findes i mange variationer. Fra den rendyrkede kriminalitet i København til situationen, hvor medarbejderen ikke melder sig syg,men i arbejdstiden forfalder til at klare de private mails, læse Facebook, holde 8 rygepauser om dagen, komme lidt senere end aftalt og gå præcis til tiden. Den stille dovenskab frem for den dedikerede indsats.
Det er ikke “pænt” at sige det højt, men sandheden er jo, at når Danmarks konkurrenceevne hele tiden daler i forhold til udlandet, så er det fordi “9 z-problemet” ikke kun findes i 9 z, men på mange af vore arbejdspladser. Det er blevet en velerhvervet rettighed, at enhver er sig selv nærmest og at en eventuel utilfredshed med vilkårene justeres via selvopfundne rammer. Der kan ikke være andre forklaringer, for vores teknik, vores it og vores muligheder generelt vil alt andet lige føre til en stigende effektivitet og ikke en faldende. Men det er ikke god tone at italesætte problemet. Nej, vi skal bare nikke tl hinanden og sukke over, at vi har forbandet travlt. Vi fortæller ikke, at vi da aldrig kunne finde på at bruge vores egen tid på at uddanne os og forbedre vores performance. Engang gik vi på aftenskole for at forbedre os og læse op på ting, vi ikke kunne, men i dag skal vi jo noget andet og i hvert fald ikke arbejde længere end til klokken 16. Og så kan vi brokke os samen, når det går skidt med effektiviteten og synge “Det er samfundets skyld”.
Hvad er meningen? Det er simpelthen ikke i orden. Hvad gør vi for at få verden på sporet igen? Hvordan bliver vi enige om, at hvert enkelt menneske må tage et medansvar for den nødvendige kovending?
