Hvad betyder det, når tilliden til regeringen og oppositionen skrider? Tror det er mere alvorligt end som så.

S og SF har vundet magten på falske løfter. Det har sat sig spor. Og regeringen graver dybere huller. I både lærerkonflikten og lægekonflikten har regeringen haft aftaler med regionerne om resultatet og forhandlinger er gennemført på skrømt. Med oppositionens billigelse. Hvorfor? Og hvad betyder det for tilliden til folkestyret?

Jeg ved det ikke. De brudte valgløfter kunne måske forklares med at S og SF vitterlig selv troede på det, de sagde og da de så fik magten, blev de bevidste om sammenhængen. Det en meget velvillig – nogle vil mene naiv – forståelse, men den kan vel passere. Værre er det med lærerkonflikten og lægekonflikten. Hvad har drevet regeringen på disse væsentlige områder?

På lærerområdet er et vel ønsket om en heldagsskole, der forklarer, at der ikke blev plads til forhandling. Men hvorfor så lade som om der er denne plads? Hvorfor toner regering og opposition ikke rent flag og fortæller, at man altså finder, at på dette område skal Folketinget og ikke de to parter aftale det fornødne?

På lægeområdet er forklaringen nok, at vi ikke har penge til at drive sundhedssystemet. Vi er blevet for dygtige til at reparere og helbrede og det koster så mange penge, at vi ikke har råd. Men så sig det. Fortæl, at der ikke er plads til at de to parter selv forhandler. Det ville være ærlig snak, i stedet for at vi skal se et ”forhandlingssammenbrud” og så et lovforslag fire timer senere. Vi kan stadig tænke, selvom vi ikke sidder i regering eller opposition.

Der er en stigende utilfredshed med regeringen, men tag ikke fejl: der er også en stigende bekymring omkring alternativet. Hvem skal vi stemme på? Flere og flere mener, at de ikke har lyst til at stemme på hverken regering eller opposition. Jeg tror vi skal tage dette fænomen mere alvorligt, end vi gør. Stop mudderkastning og fokuser på det reelle problem: hvordan får vi politikere, som vi har lyst til at stemme på. Som vi har tillid til.

Jeg er selv af borgerlig observans, men er meget kritisk overfor de resultater den borgerlige regering opnåede. Fogh Rasmussen var for egen vindings skyld med til at udvide den offentlige sektor på en måde, som han må have vidst var uansvarlig. Og i hans drejebog stod der jo altså også exit Denmark og up Fogh. Det var vel godt gået af manden personligt, men ikke så godt, at hans klakører i regeringen og regeringspartierne tålte det – uden modsigelse.

Og oppositionen i dag er ikke imponerende effektiv. Der er for meget hovsa over det og for lidt knofedt. Der er for meget mudderkastning og for lidt Laboremus Pro Patria.

Må jeg foreslå, at vi begynder at tale om disse problemer i stedet for tuepolitikken, hvor vi kaster os over enhver kortsigtet dumhed. Det overordnede problem er manglende tillid til vores politikere i regeringen og i oppositionen.

Læs flere blogindlæg her