Han er fra i morgen 60 år ung, som han selv udtrykker det. Roskilde Festivalen har en stor plads i hans hjerte, og så er han advokat og har været med til at opbygge et stort advokatfirma.
Advokat og partner Allan Ohms bliver betegnet som lidt af en ildsjæl, der elsker det kontroversielle og gerne vil gøre tingene anderledes.
Han har en stor lyst til debat, og det kommer ofte til udtryk gennem indlæg i aviserne og i de senere år via en blog. Om sin blog skriver han, at han er advokat til daglig, men i fritiden er han sig selv. Bloggen er en fritidsblog, hvor meningerne står for hans egen regning.
I sit arbejdsliv som advokat har han dog også haft rimeligt travlt. I de sidste 30 år har han været aktiv i advokatpolitik, og han var i 2008 med til at etablere brancheforeningen Danske Advokater , lidt i opposition til det etablerede Advokatsamfundet.
Han tog juraeksamen fra Københavns Universitet og blev efterfølgende uddannet hos Niels Grubbe i København.
Men den første tid som advokat var ikke lige ud af landevejen.
I TIDLIGERE PORTRÆTTER kan man læse, at Allan Ohms som ung advokat blev fyret, angiveligt fordi han ikke var god nok til at tiltrække nye klienter til firmaet.
Det var ikke nok til at stoppe ham, og han besluttede at starte for sig selv i Roskilde.
Siden år 2000 har han været med i Forum Advokater, der med 40 ansatte er et af de største advokatfirmaer på Sjælland uden for København.
Firmaet blev til efter en fusion mellem Advokatfirmaet Ammitzbøll & Tygesen og Advokatfirmaet Allan Ohms.
På firmaets hjemmeside skriver Allan Ohms om sin indgangsvinkel til advokatopgaven, som han kalder bred og holdningspræget.
»Jeg har lyst til at være med til at få mennesker og dermed virksomheder til at gro ud fra anerkendelsen af det enkelte menneskes unikke betydning,« siger han.
Allan Ohms bor i Roskilde sammen med sin hustru. Han har tre børn og bruger fritiden på blandt andet at ro kajak og vinterbade. Herudover er han som antydet meget glad for Roskilde Festival, hvor han har deltaget i samtlige festivaler siden 1972.
»Det er en fantastisk begivenhed, for byen mere end fordobles og små 30.000 frivillige får tingene til at lykkes,« påpeger Allan Ohms.
Berlingske 25. januar 2013, 1. sektion, side30 Af Frederik M. Juel
fmj@berlingskemedia.dk