Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Har du 13 minutter på et tidspunkt, så gense lige Johnny Cash i San Quintin fra 1968. Monumentet over vores problem: hvad gør vi, når nogle falder ved siden af? Det bøvler vi stadig med. Hvor mange af dem, der sidder inde her er skyldige og hvor mange uskyldige? Hvor svigtede retssikkerheden? Hvor svigtede samfundet? Hvad kan samfundet gøre? Hvem interesserer sig for det? ”De sidder der jo ikke uden grund”.
Forhåbentlig ikke. Men hvad er grunden og hvem er far til den? Skal et samfund dømmes på hvordan det evner at behandle de svageste og redde de fleste? Eller? Hvordan går det. Hvor langt er vi kommet? Under overfladen? Næppe.
Vi bruger energierne til at slås på overfladen. Regering og opposition bruger energien på mudderkastning. Nu som før. Befolkningen har givet op og håber der må ske et mirakel. Hvad gør vi? Måske skal vi Unbosse det hele (det tror jeg).
Kunne vi tale mere om hvad det enkelte menneske kan og bør gøre selv. Sådan helt selv. Det enkelte menneske.Hvert enkelt menneske. Ikke ind imellem, men hver dag og hele tiden. Tænker vi (nok) over det? Taler vi (nok) om det? Gør vi noget (nok) ved det? Eller er det for meget? Jeg lader lige spørgsmålene stå til behagelig selvbehandling.
Læs også: Anmeldelse af en epokegørende bog, “Unboss” (dansk)
