Arbejdsløs?
Pave Frans har skrevet ti udsagn om et lykkeligere liv. Udsagn nr. 6 lyder:
“Et job giver værdighed”.
Lad os lige tænke over det. Men først dette:
Jeg har to bekendte, som søger job. De er ordentlige og dygtige. Bor begge i Roskilde. Mere til sidst i dette indlæg. De søger og har søgt jobs. Jeg har fået lov til at følge lidt med på sidelinjen. Og her må jeg sige, at jeg synes virksomhederne svigter. Enten svares der ikke eller der gives et automatsvar uden ærligt indhold.
Skal en virksomhed ikke have så meget overskud, at ansøgere svares ærligt og ordentligt? Det synes jeg, men det er ikke holdningen hos alle virksomhedsledere. Hvorfor forstår jeg ikke.
I virksomhederne har vi et ansvar også for det samfund vi er en del af. Vores virksomheder lever af mennesker og dem skal vi behandle ordentligt. Også dem, der søger og som vi af den ene eller anden grund ikke vil eller kan antage.
Når vi som virksomheder svarer, så skal vi tænke på, at vores svar går til et menneske. Vores svar er med til at påvirke det personlige selvværd. Det bliver mindre og mindre i takt med afslag på afslag. Og værre og værre, hvis det er automatsvar eller – som jeg har set det – bedrevidende, nedladende eller arrogante svar.
Mine to venner vil gerne. Men de er en del af dem, der er udsat for en kollektiv mistanke om at de ikke gider lave noget. Jeg er så træt af at læse om denne mistanke, som kommer fra mennesker, der aldrig selv har modtaget afslag på afslag. Mennesker uden empati og uden omtanke.
Det kan vi som virksomhedsledere simpelthen ikke være bekendt. Det er rigtigt, når det siges, at det at være arbejdsløs er et af verdens hårdeste jobs. Jeg ved i hvert fald det gælder for mine to venner. Afslag på afslag på afslag kan få enhver til at føle sig afvist og mindre værd. Det er let for os, der er i arbejde, at sige, at det er naturligt, at du bliver ked af det, såret og vred. Det sker for næsten alle, og det er helt OK, for det er meget ubehageligt at sætte sig selv i spil og blive afvist. Det er helt naturligt, og sker for alle. Men det er en ringe trøst for de arbejdsløse, der gerne vil. Folk, der ikke har prøvet at være arbejdsløse, har sjældent en ide til hvordan det er at være arbejdsløs.
“Det er, som om enhver samtale om ledighed bliver fedtet ind i en opfattelse af, at hvis man ikke kan få et job, må det være, fordi man gør noget forkert, eller fordi man ikke gider. Men mit problem er ikke mangel på velmenende råd, vilje eller cv-kurser – det er mangel på job”. Sådan skriver den arbejdsløse Thomas Juhl i en fin kronik i Information. Historiker med 50 forgæves ansøgninger. “Det er, som om enhver samtale om ledighed bliver fedtet ind i forståelsen af, at hvis du ikke kan få et job, må det jo være, fordi du gør noget forkert…Jeg knokler for at få et job, jeg knokler for at komme over i en ny kategori, jeg knokler for at bliver reintegreret i samfundet, og med lidt hjælp og lidt held tror jeg på, at det nok skal lykkes”.
Tænk på, at hver gang du møder nye mennesker er første spørgsmål: og hvad laver du så? Mærk lige efter. Hvordan ville du som arbejdsløs have det.
Er der virkelig ikke plads til et par begavede mennesker, som gerne vil? Jeg forstår det ikke.
Hvis du har brug for en eller to m/k i Roskildeområdet og omegn, så send mig en mail på ao@forumadvokater.dk. Og til alle, der læser dette: hjælp med at skubbe på efterlysningen af ordentlighed og ansvarstagen fra virksomhederne overfor jobsøgende.
Opdateret 26.10.2016: Jeg fik mail fra
Lars Møller| Head of sales & Market development |Insituform Rørteknik
Drejergangen 13, 2690 Karlslunde
der opfordrede mig til at lade ansøgerne kontakte virksomheden. JEg har takket og videregivet opfordringen til tre, der mangler job. Virksomheden har den politik, at alle ansøgere får svar indenfor 48 timer. Det er ret så flot. Bravo.