Der er gang i ønskerne om et godt nytår. Det vil jeg gerne deltage i: Godt Nytår til dig og dine. Og hvordan øger vi så chancerne for, at vores ønsker opfyldes, så 2013 bliver et godt år?
Vi plejer jo at gøre status. Og måske krydre med nogle planer – nytårsforsætterne. Som vi måske inderst inden ikke tror så meget på. Jeg stødte på en fin inspiration hos bloggeren Bjarne Hallstrøm. Han foreslår, at vi reflekterer over, hvad der er sket de sidste 12 måneder af vores liv.
Hvis du har lyst, foreslår Bjarne, kunne du for eksempel summe lidt over de her fem spørgsmål:
1. Hvordan har jeg forandret mig følelsesmæssigt, mentalt, fysisk, økonomisk, socialt og arbejdsmæssigt i 2012?
2. Hvad har været årets bedste oplevelser?
3. Hvad er jeg allermest stolt over i år?
4. Hvad vil jeg gerne have mere af i 2013?
5. Hvis jeg skulle give mig selv et godt råd til det nye år, hvad ville det så være?
De fem spørgsmål er også et godt udgangspunkt for en interessant samtale. Så hvis snakken går i stå over nytårstorsken, kan du altid spørge din borddame/bordherre, hvad der har været hendes/hans bedste oplevelse i 2012, eller hvad hun/han ønsker sig mere af i 2013…
Held og lykke med det hele.