Kristeligt Dagblad har misforstået de sociale medier

Kristeligt Dagblad har misforstået de sociale medier. Det ses i lederen 29. december 2012. Den er renset for argumenter, der kan underbygge avisens saftige påstande om at ”demokratiet taber til Facebook” og at ”politisk kommunikation via sociale medier er demokratisk skidt”. Dette forsøg på at mistænkelig gøre de sociale medier bør ikke stå uimodsagt. Dertil er de sociale medier for vigtige.

De sociale medier (som KD ser alene som ”Facebook”) vil ifølge avisen ”underminere den rest af en fælles offentlighed, som en kritisk presse trods alt repræsenterer i et ordentligt demokrati”. Og med forargelse konstateres, at ”selv ministre er begyndt at offentliggøre væsentlige beslutninger” via de sociale medier. Avisen finder det er betænkeligt, at ”et kommercielt firma som Facebook, der ikke har noget publicistisk formål, bruges som officiel nyhedsformidler”. Det er en argumentation, der er under Facebook-gennemsnit.

Uffe Elbæk - fra jaget mand til fri på Facebook

Når f.eks. Uffe Ellebæk er blevet jaget af pressen i ti dage og overgiver sig, så er det for ham en befrielse selv at kunne offentliggøre sin afgang. Ikke i den presse, der var med til at ofre ham, men på hans private Facebookside. Det er da forståeligt og rimeligt ligesom det er, når Søren Pind vælger at skrive på Facebook uden automatisk at ville stille op til pressemøde. Pressen har ikke et grundlovssikret krav på at ethvert menneske til enhver tid skal stille op til pressespanking.

Er sociale medier en trussel mod demokratiet?

Er det – som Kristeligt Dagblad postulerer på lederplads – en trussel mod demokratiet at en minister eller et folketingsmedlem bruger de sociale medier? Jeg har svært ved at se avisens pointe – tværtimod ser jeg de sociale medier som en vigtig brik i demokratiet. Her kan den enkelte uden avisejernes tilladelse blande sig og komme til orde. Her og nu. Det er da ikke skidt. Heller ikke for demokratiet.

De sociale medier giver frihed og muligheder. Mikset af f.eks. LinkedIn, Twitter, google+, Flickr, Pinterest, You Tube, Facebook og hele bloggeruniverset giver alle mennesker en chance for at deltage i debatten – med ord, billede eller lyd. Efter evne og lyst. Det giver konkurrence til medierne, men det kan vendes positivt og de levende journalister bruger da også transparensen aktivt.

Sociale medier giver demokratiet flere muligheder

De sociale medier er et rum for de, der ikke selv har en avis, de kan skrive i. Her er en transparens, som er fuldstændig forskellig fra avisens friserede virkelighedsbillede. På godt og ondt. Her skal et læserbrev ikke gennem et subjektivt avisfilter, der måske er båret af et forældet livssyn. Her hersker friheden. Og ja, der er meget skidt og meget kanel. Ligesom der er i avisen og det liv, der afspejles begge steder. Der er en frihed, hvor en minister eller Maren fra kæret kan sætte en dagsorden, som aviserne i mange tilfælde villigt kaster sig over. Det skal vi være glade for, ikke bange for.

Kristelig Dagblads leder lørdag 29. december 2012:

Demokratiet taber til Facebook
Politisk kommunikation via sociale medier er demokratisk skidt

Politikere er vilde med sociale medier som Facebook og Twitter. Her kan de for alvor udbrede sig om alt fra store politiske kriser til pudsige hændelser i supermarkedet. De risikerer ingen ubehagelige modspørgsmål fra emsige journalister, men får hundredvis eller tusindvis af såkaldte ”synes godt om”-tilkendegivelser fra venner.

De sociale medier er nemlig sådan indrettet, at man selv vælger, hvem man vil være ”venner” med. De fleste politikere driver dog deres Facebook-side som en slags fanside, hvor man kan kigge med blot ved at tilkendegive, at man ”synes godt om” vedkommende. Således har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for tiden cirka 143.000 tilhængere på sin side, mens tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må nøjes med 114.000. Disse halvofficielle fansider bestyres ofte af pressesekretærer, mens læserne får indtryk af, at de kan kommunikere direkte med landets øverste politikere.

Umiddelbart kunne det lyde som en fantastisk udvidelse af den direkte kontakt mellem vælger og politiker. Desværre er det altså i høj grad et bedrag, fordi man mest kommunikerer med partiernes embedsmænd. Der er dog også politikere, som selv skriver deres opdateringer. Nogle gør det ofte, som blandt andre Venstre-politikeren Søren Pind, der forleden offentliggjorde nummerpladen på en bil, der angiveligt bevidst var kørt ind i ham. Påkørslen er selvfølgelig helt uantagelig, hvis den er foregået som beskrevet, og man må håbe, politiet og domstolene kan følge sagen til dørs. Sagen er imidlertid et af mange eksempler på moderne politikeres forkærlighed for at ville styre nyhedsstrømmen. Søren Pind fortsætter med at kommentere sagen på sin Facebook-profil, men stiller ikke op til direkte interview. Facebook og andre sociale medier overtager formidlerrollen – men uden at der på fællesskabets vegne kan stilles kritiske spørgsmål.

Selv ministre er begyndt at offentliggøre væsentlige beslutninger som for eksempel deres egen afgang på de sociale medier.

Viden er magt, og alene af den grund er det betænkeligt, at et kommercielt firma som Facebook, der ikke har noget publicistisk formål, bruges som officiel nyhedsformidler. At politikere tyer til de sociale medier, kan til dels forklares ved den overfladiskhed og sensationsjagt, der desværre stadig præger en del traditionelle medier. Men skulle løsningen på det problem være, at politikerne vender dem ryggen og helliger sig de sociale mediers rygklappende ”venner”? Det ville være en ulykkelig tilbagevenden til parti-pressen fra første halvdel af 1900-tallet. Og det ville yderligere underminere den rest af en fælles offentlighed, som en kritisk presse trods alt repræsenterer i et ordentligt demokrati.