Hvad nu Danmark? [især for folketingsmedlemmer]

Hvad nu Danmark? [især for folketingsmedlemmer]

Alle politikere er vist enige om, at uddannelse er vigtigt for fremtiden. I dag skriver aviserne, at Finansministeriets beregninger viser, at regeringens uddannelsesmålsætning kun har en begrænset effekt: 0,02 procent frem til 2060.

Den almindelige dansker ved godt, at den er skingrende gal.

Pressen påtaler også, at vi med verdens højeste skattetryk (uden tillæg) er på 48.1 procent. Sverige, som klarer sig endda, har et skattetryk på 44.5 procent.

Det her handler ikke om at regeringen er dårligere end den tidligere regering, hvor man var med til at oppuste økonomien, bl.a. ved væsentlige udvidelser af antallet af offentligt ansatte. Resultatet af den samlede politiske uformåenhed er, at vi i Danmark fra 1970 er vokset fra 800.000 til 2.000.000 mennesker på offentlig overførsel (inkl SU og folkepensionister). Dertil kommer 840.000 offentligt ansatte. Det betyder, at 65% af vælgerne er afhængige af penge fra det offentlige.

Ingen politiker kan sige højt, at der skal gøres noget ved det. For så bliver vedkommende ikke valgt. Den siddende regering kom til ved at fortie sandheden. Det vil den næste regering også.

Vi vælgere ønsker fair political behaviour - nu

Derfor ser jeg fortsat kun én udvej: S+V+K+R må tage ansvar sammen og fortælle, at der ikke er gratis genveje. Vi dør, hvis vores vækst skal være 0,02 procent frem til 2060. Eneste effektive vækstmiddel (siger økonomer, som jeg forstår det) er en lavere skat. Tag fat i det, men lav en samlet nødpakke og køre nogle år med den i fred og fordragelighed. Det er også foreslået af andre, men det afvises af alle politikere og deres baglande som urealistisk. Det er det også, hvis alle i dansk politik er enige om, at det skal være urealistisk. De samme danske politikere, som undrer sig over kampen mellem republikanere og demokrater burde feje for egen dør og se at få tømret en fælles nødvendig politik sammen. Er det virkelig umuligt?

Cirkusforestillingen om årets finanslov må og bør være lavpunktet. Nu skal Danmark videre.

PS: Den almindelige dansker [læs alle, der ikke er valgt til Folketinget] er godt klar over, at den er skingrende gal.

Scroll til toppen