Hvad skal vi med et nyt år?

Hvad skal vi med et nyt år?

2011 blev året, hvor det gik op for os alle sammen, at finanskrisen er virkelig. Den slår hårdere og rammer flere, end vi lige regnede med. Tristessen har bredt sig, vi holder på pengene og alting ser anderledes dystert ud end for få år siden, ja næsten for få måneder siden. Og i det lys har vi så sagt goddag til 2012. Hvad skal vi med det? Nye skuffelser og nye problemer?

Vi er mange, der kan huske embedslæge Esther Møller, som døde i 2003. En bramfri, klog og kontant kvinde. Hun har sagt mange gode ting og her vil jeg citere hende for følgende gode råd: ”Vågn op med forventninger – så vil du gå i seng med oplevelser”. Det skal vi huske, hvis vi møder 2012 med skepsis. Du får, hvad du forventer.

Og lad os derfor forvente noget af året. Hvad vil du kunne se tilbage på, når vi skal skrive 2013? Vil du gå ind i det år med en pose oplevelser eller vil du bare notere, at nu er det år også gået? Nej, vel. Vi vil da gerne være med og vi vil huske på, at fremtiden ikke kommer af sig selv – den skabes af mennesker. Så lad os være med. Sæt mål og virk for dem.

Esther Møller voksede op i en husmandsfamilie på Fyn og var den ældste af ni søskende. Selv kaldte hun sin barndom for de magiske år, en tid, der fik afgørende betydning for resten af livet. Et liv, der hjalp mange og gjorde en markant forskel. Historien har mange Esther Møllere og endnu flere af os andre, såkaldt almindelige mennesker. Men vi er alle mennesker og vi har alle mulighed for at præge verden, derfra hvor vi er. I vores tid er det let for alle at få ordet. Internettet er åbent og byder sig til for den, der vil ytre sig og være med.

Det nye år kan bruges erhvervsmæssigt, familiemæssigt, vennemæssigt og samfundsmæssigt. Alle mennesker har 24 timer i døgnet og mullgheden for, mere eller mindre, at vælge, hvordan timerne bruges. Vi kan vælge at blive mere effektive, vi kan dygtiggøre os, vi kan sætte os for at opfinde, udvikle, præge.

Lad os hoppe ud af hængekøjen. Og gøre noget ved det. Er du f.eks. træt af dit job – gør du noget ved det, eller drømmer du bare? Er dit netværk et netværk eller bare navne i et kartotek? Hopper du fra tue til tue og flytter bunke på bunke eller har du styr på din tid? Er tid noget, du mener er uendeligt eller vil du lære at omgås den fornuftigt. Taler du om at tabe dig, leve sundt, dyrke motion eller gør du det? Drømmer du om at blive bedre til sprog eller søger du undervisning?

Verden har brug for at vi hver for sig trækker med på samme hammel. Vi skal forstå, at ingenting kommer af ingenting. Vi har et fælles ansvar, som vi ikke kan løfte ved diktater og påbud, men alene ved at vi vælger fællesskabet og støtter op om det. Jeg vil påstå, at ethvert menneske kan bidrage – forskelligt, men vi kan alle gøre det lidt bedre. Lad os gøre det!

Spørg dig selv: er jeg blevet for komfortabel, for meget hængekøje. Hvad vil du gerne nå i 2012? Og lav så en plan – du kan kalde den ”ud af hængekøjen”. Så vil du vide, hvad DU vil med 2012. ”Vågn op med forventninger – så vil du gå i seng med oplevelser”. Held og lykke og alt godt.

Scroll til toppen