Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Torsdag var jeg til Queens Classical koncert (We are the Champions med Johnny Zatalny fra Los Angeles, der både i udseende og stemme er forbavsende lig Freddie Mercury, samt bandet MerQury), i Ballerup Super Arena. Fredag var jeg til kursus i Mogens Dahl koncertsal i Snorresgade. Begge steder spilles musik – og så er der en verden og 17 km til forskel. Hvad er forskellen så? Den er stor. Hør her.
Ballerup Super Arena
Havde aldrig besøgt Ballerup Super Arena før, men nu ville jeg altså opleve Queen Classical og det var så her. Med al respekt for dem, der bor i Ballerup, så smager navnet ”Ballerup” ikke af så meget og jeg var på forhånd skeptisk, fordi Arena har et ”Super” som mellemnavn. Hvis noget er ”Super”, er det overflødigt at skrive det som en del af navnet. Forestil dig Dronning Super Margrethe eller Barack Super Obama. Nej, vel. Og ganske rigtigt, der er intet ”Super” over Ballerup Super Arena.
Arenaen omtaler sig selv som en ”moderne multiarena, rammen om en lang række arrangementer, hvor arenaens fleksible indretning og store publikumskapacitet bliver udnyttet til at skabe events med internationalt niveau”. De ord betyder, at der er plantet en pølsefabrik, hvor der skal vrides flest muligt betalende individer gennem møllen. Du parkerer på en fodboldbane, der er oplyst med samme lys, som jeg tror bruges til at undgå fangeflugt fra fængsler. Indenfor er alt lavet i beton og cement. Der findes kun glas og service af plastik og dagens ret er kolde popcorn. Taget ligner en gammeldags hønsefarm eller en billig stald i vestjylland. Stolene er leddeløse plastikstole, der står så tæt, at deltagerne virkelig kommer hinanden ved. Smuk musik, knalddygtige musikere og et varmt ønske om genhør med Queen er for mig helt uforeneligt med at sidde midt i dette, charme- og sjælsforladte kolde betonlokale. Ballerup Super Arena er skabt til cykelløb og den burde holde sig til det. Jeg vil ikke én gang til lade mig lokke til et musikarrangement på dette sted.
Mogens Dahl koncertsal
Fredag var jeg på kursus i Mogens Dahl koncertsal. Kurser er spændende, men de kan altså ikke hamle op med forventningens glæde til en god koncert. Torsdag aften blev jeg drevet af forventningens glæde til koncerten. Fredag var drivkraften turen til Snorresgade og Mogens Dahl. Alene navnet ”Snorresgade” i stedet for ”Ballerup Idrætsby 4”. Jeg glædede mig til de smukke rammer, som er her. Mogens Dahl koncertsal er et fantastisk sted.
Koncerthuset er et rigtigt hus. Fra 1901. Altså 110 år. Bygget, som man dengang byggede huse eller stalde og portnerbolig, som det var. For noget så fornemt som et bogtrykkeri. Jeg elsker bogtrykkerier. Har haft min gang på de gode gamle trykkerier, hvor der herskede en fantastisk stemning.
Frank Maali og Gemma Lalanda har været arkitekter på en fantastisk smuk renovering og ombygning. Stalddørene indrammer glaspartierne ind mod koncertsalen. I foyeren er den oprindelige brolægning genetableret. Brygge-stemningen fylder det smukke gårdrum, hvorfra der er frit udsyn til koncertsalene, der fremstår enkelt i sort og hvid, uden det bliver køligt.
Jan Voetmann, der er akustiker, har skabt en skøn og rummelig lyd uden at ændre på bygningens oprindelige udseende. Der er indføjet en smuk svalegang. De store karakteristiske jerndragere, der er bygningens rygrad, har fået deres eget liv, og er flot integreret i koncertsalens udtryk.
Politiken skrev ved indvielsen i 2006 bl.a.: ”Ikke siden Radiohusets Koncertsal er der i København åbnet et klassisk koncertsted, der æstetisk og fysisk tager så godt imod sine gæster”. Da Mogens Dahl fik P2-prisen i 2008 lød begrundelsen bl.a.: ”Med sjælden kompromisløshed har Mogens Dahl skabt et æstetisk smukt musikhus, der har gjort København – og gennem P2-koncerten – hele Danmark rigere“. Hvor er jeg enig. Selv uden musik er der musik på dette sted. Jeg gik rundt og nød skønheden alt mens kurset kørte. Kom til at tænke tilbage på Queens-koncerten og blev helt ked af at tænke på de pauvre rammer i ”Super Arenaen”.
Mogens Dahl har skabt dette sted. Ikke for at tjene penge eller for at skabe en menneskesilo, hvor der kan sammenstuves flest mulige mennesker til alt mellem himmel og jord (Super Arena-konceptet). Mogens Dahl har nemlig en mission:
”At vore gæster oplever os som personligt engagerede i arbejdet for den høje kvalitet.
At skabe ypperlige æstetiske og kulturelle rammer om det der foregår i Mogens Dahl Koncertsal.
At være banebrydende for mødet mellem musikken og erhvervslivet.
At gøre eksklusive musikoplevelser tilgængelige for et nyt publikum”.
Det er flot. Og det er lykkedes. Fuldt ud. Derfor hedder det Mogens Dahl koncertsal. Og ikke Mogens Dahl Super Koncertsal. Det er et super koncerthus. Det mærker alle besøgende. Så ”super” kan udelades af navnet”. Det kan Ballerup Arena ikke. For her er ikke noget super. Tak Mogens Dahl. Jeg kommer tilbage. Snarest muligt.
