Hvad har Sass gang i – og hvad mener Helle?

Hvad har Sass gang i – og hvad mener Helle?

Det er interessant at forsøge at forstå Sass Larsen, som netop i Weekendavisen hævder, at han (igen) har fortalt alt om den sag, der kostede ham en finansministerpost. Forsøget er grundstødt. Det er allerede (af B.T) dokumenteret, at Sass Larsen ikke har lagt alt frem, skønt han netop (igen) hævder dette, så selv juraprofessor Eva Smith nu betegner tingende som “belastende” for Sass.

Psykiater Henrik Day Poulsen skriver i en kronik i dag i Berlingske om rockere og deres karakteristika, herunder konstaterer han, at den hyppigste personlighedstype hos rockere er det, vi kalder psykopati. Han skriver:

En psykopat er i det officielle diagnosesystem for psykiske sygdomme, udviklet af WHO, kendetegnet ved følgende:

Grov ligegyldighed over for andres følelser.

Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligttelser.

Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre.

Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel.

Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer inklusive straf.

Bortforklarings- og udadprojektionstendens.

Psykopater er foruden de nævne karakteristika også ofte kendetegnet ved at leve en parasitær livsstil, hvor de snylter på andre og udnytter folk, er tit promiskuøse, misbruger ofte alkohol og euforiserende stoffer, tager ofte meget store chancer, søger risikobetonede aktiviteter og begår ofte kriminalitet og søger spænding, ligesom de let keder sig, hvis de skal beskæftige sig med det samme emne gennem længere tid. Ofte manipulerer de og lyver med det formål at fremme egne interesser.

Psykiateren advarer mod rockernes farlighed og konkluderer bl.a.: På baggrund af disse velkendte tegn hos bandemedlemmer, er det også klart, at Henrik Sass Larsen har udvist særdeles dårlig dømmekraft ved at omgås sådanne personer. Det kan undre, at Helle Thorning-Schmidt, der har været så tæt på Sass Larsen, ikke har vidst noget. Lad os ikke håbe, at det er første tegn på dårlig dømmekraft hos den nye og første kvindelige statsminister i disse alvorlige krisetider. Godt vi har PET til at holde øje med os alle. På denne måde er vi bedst sikret mod, at rockerne ikke kommer helt ind på Christiansborg og i kraft af deres manipulerende adfærd får indflydelse på folkestyret. PET er for mig meget betryggende og på ingen måde skræmmende.

Sass Larsen er begavet. Netop derfor må den undrende offentlighed blive ved med at undre sig. Hvad er det, han har gang i? Havde han ikke lukket den sag med oplysning om “alt”? Hvorfor fortsætter han så på eget initiativ? Og er det eget initiativ? Sker det med statsministerens billigelse? Hvornår indser Sass, at han ikke kan snøre verden med en cocktail af spin, søforklaringer, fortielser og fordrejninger? Hvornår indser statsministeren, at sagen er en belastning for hende selv og dermed for landet?

Vi venter fortsat.

Tegning: Jens Gage, Berlingske

Henrik Day Poulsen: Rockere på Christiansborg

Mit blogindlæg: Kære Henrik Sass-Larsen og Helle Thorning – svar søges

Scroll til toppen