Nu har jeg købt en aktie i Christiania. Jeg er, hvad der kaldes blå stue-stemmer. Og jeg har ofte diskuteret Christiania med mine politiske venner. Aldrig uden at få verbale bank. Da jeg for nogle år siden som klummeskriver på Berlingske Business indsendte en klumme med anerkendelse af Christiania blev jeg ringet op af redaktøren, der harmdirrende spurgte, om jeg var gået fra forstanden.
Der er følelser i staden. Christiania har fundet en forhandlingsløsning med Staten: En ny Christiania-fond skal frikøbe Fristaden. Det er en stor opgave, som Christiania har brug for din hjælp til at løfte, så Fristaden kan fremtidssikres som folkeeje. Det forstås, men hvorfor køber jeg så en aktie?
Jeg gør det, fordi jeg sympatiserer med dem jeg kalder de ægte christianitter. Dem der grundlagde staden for 40 år siden og dem, der gennem tiden har medvirket til at holde sammen på dette selvbestaltede menageri. De har skubbet til vores samfund og udstillet dets svage sider. De har eksperimenteret på godt og ondt og de har gjort en forskel. Jeg deler ikke manges forargelse. Nogle snes at mene, at al ulovlighed er udgået fra staden – det er jeg ikke enig i. Tværtimod er der i vores velfriserede samfund foregået så meget andet ulovligt og så meget lidt godt, så vi har ikke nogen grund til at hovere.
Det er en ekstraordinær præstation, der nu har ført til, at fristaden handler med staten. Det har krævet en betydelig indsats fra politikerne, der har været oppe mod flere førende embedsmænd. Det har krævet en indsats af advokat Knud Foldschak, der har skullet styre en fristad, hvor afgørelser af enhver art kræver enstemmighed.
Lad os bakke op – køb en aktie. Køb din aktie her – og få flere oplysninger
Tidligere blogindlæg:
Christiania er ikke en forlystelsespark
Skal Christiania omdannes til ejerlejlighedskompleks?
Sur gammel tante berlinger – ude af pagt med den tid vi lever i. Tillykke Christiania