Tanker fra et repræsentantskabsmøde i Danske Advokater

Sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Danske Advokater var jeg med til at forme barnet i 2007, da en EU-afgørelse og en liberal regering fandt ud af, at Det Danske Advokatsamfund ikke længere måtte være brancheforening. Derfor er jeg ikke noget sandhedsvidne, når jeg erklærer min store tilfredshed med Danske Advokaters nuværende stade. Men – med dette naturlige forbehold – har jeg lyst til at reflektere højt om mine indtryk.

Det er en berigelse at sidde sammen med engagerede kolleger en hel dag og drøfte branchens fremtid for perioden 2013-2015. Strategien skal nu behandles videre af sekretariatet og bestyrelsen, dernæst igen repræsentantskabet og i efteråret 2012 skal den forelægges generalforsamlingen. Mission – vision – værdier. Spædende, også selvom vi som advokater meget gerne vil diskutere her-og-nu-handlinger.

Undervejs i debatten tænkte jeg på, hvad vi har nået i den de første vilde møder i 2007. Vi var en samling glade spejderpiger og –drenge. Nørdede og engagerede i at etablere en brancheforening. Vi var selv sekretariat, direktion og bestyrelse og vi drømte højt og glad. Opdelingen fra et Advokatsamfund, født i 1916, og udskillelsen af en branchedel gik ikke stille af. Det var som en kompliceret børnesag, hvor forældrene slås om børnene. Den strid er historie, men en del af bagagen og når vi bedømmer vores resultater, kan vi måske trække et års tid fra, fordi det reelt kostede det første år med ævl og kævl. Der skal to til at strides og to til at slås, så vi fødselshjælpere har også vores ansvar herfor. Ligeledes skal der to til enighed og det kan vi så begge tage æren for og glæde os over.

Vi har i dag et velfungerende sekretariat med engagerede og dygtige medarbejdere. En bestyrelse, der er kittet rigtig godt sammen, hvor vi forstår at udnytte vores store forskelligheder og hvor vi forstår hinandens styrker og svagheder. Samarbejdet med repræsentantskabet er på samme måde præget af større kendskabsgrad og en fælles historik.

Vi er engagerede og vi ved naturligvis, hvad der foregår. Det er vi ikke ene om, men alligevel: vi er nok lidt mere om det end ønskeligt. Hermed mener jeg, at det nok er svært at måle, om kommunikationen udadtil er god nok. Lykkes det at fortælle det relevante eller har vi for mange selvfølgeligheder indbygget. Kommunikation er ikke for barberlærlinge. Jeg har tit – og også i dag – tænkt på, at hvis vi bare kunne formidle alle de gode ting, så ville flere dele vores glæde. Men hvordan fortæller vi historien om, at vi mærker fremgangen, at vi møder større forståelse og respekt, hvor vi møder frem på kollegernes vegne? Hvordan formidler man glæden ved at mærke en sammenkitning? At se en organisation vokse fra rebelskhed til velstruktureret virke uden at blive til velfriserethed? Er det muligt at forklare glæden ved at et særligt blåt nyhedsbrev kommer ud til de administrative medarbejdere? At forklare den stolthed og glæde jeg føler, når jeg får Danske Advokaters seneste magasin i hænderne? Eller begejstringen over et gedigent værk med tolkningshjælp til de advokatetiske regler og andre gode hjælpeværktøjer. At se udviklingen i kursusvirksomheden og mærke gejsten for fortsat udvikling. At høre medarbejderne brænde for deres opgaver og se resultaterne på bestyrelsens bord? At se 225 tilmeldte til fagdagene i oktober. Flere end 200 har været til LinkedIn-kurser og vi kører nu brancheforeningens anden reklame- og imagekampagne (og man skal være tæt på processen for at føle kompleksiteten ved noget ”så simpelt”). At mærke, at branchen står sammen, selvom vi spænder fra enmandskontorer til de største multimangefirmaer. Det sammenhold var en af de første ting, vi i 2007 lagde vægt på  og det holder. Tænker, at betydningen heraf aldrig kan overvurderes – se bare til nabolandet Norge, hvor der er splittelse mellem de store og de små. Og vi har landet Valencia-projektet. Det er svært at forklare hvor meget det projekt kommer til at betyde for Danske Advokaters udvikling. Jeg er sikker på det betyder rigtig meget – men hvordan gør jeg det, så alle medlemmerne glæder sig lige så meget?

Advokater vil gerne have fuldgod dokumentation. Indtil da må vi tage forbehold. Derfor har en del kolleger endnu ikke taget Danske Advokater til sig. Nogle har endnu ikke opdaget, at Advokatsamfundet ikke er en brancheforening. Det kan godt gøre lidt ondt, men så må vi jo bare konstatere, at den, der har den gode historie også har ansvaret for at formidle den.  Det vedkender jeg mig. Indtil det lykkes, vil jeg bare sidde og smile glad og mærke en indre varme over, at vi er nået så langt, som jeg synes vi er. Jeg er bare glad.

Det er slet ikke sikkert man må skrive sådan. Så lad det blive mellem os.

PS: Har du forresten besøgt Danske Advokaters nye infosite: www.dinraadgiver.dk