Kender du følelsen: timerne og minutterne løber mellem fingrene på os. Hvor blev dagen af, ugen, måneden, årene? Vi er enige om, at vi gerne vil have kvalitetstid – har vi det? Nok? Kan vi få mere.
STOP OP! ………..mærk lige et øjeblik efter, sådan rigtig efter helt ned i maven. Hvordan har du det egentlig lige nu? Mærk inden du haster videre. Bliv langt mere bevidst om hvad krop og sind fortæller om hvordan du har det. Vær langt bedre til at tage vare på dine indre stemninger, så de ikke styrer dig rundt i manegen som en blind artist. Stop op, mærk og handel på det du mærker, tag vare på dig selv med blidhed og kærlighed. Sådan skriver mindful living i dag på Facebook. Smukt, synes jeg.
Og denne, som Sanne Fabiola Christensen delte med os på Google+ fra Sofia Manning på Facebook: Mange mennesker bruger utrolig meget energi på at fokusere på, hvad de ikke får gjort. De fokuserer på alle de mål, de endnu ikke har nået. I det øjeblik du du kommer ud af den verden og i stedet fokusere på det, du i virkeligheden ønsker, får du frigivet en masse energi.
Når jeg læser om emnet, stopper jeg op og lytter. I dag fik jeg denne mail:
Gud,
tak for at du har givet os endnu en dag.
Hjælp os, så timerne og minutterne ikke løber gennem fingrene på os.
Giv os i dag nogle levende øjeblikke at mindes,
nogle intense sekunder fyldte af mening.
Hjælp os at bruge dagens timer,
så vi til aften med glæde kan se tilbage
på de erfaringer, denne dag har givet.
Hjælp os at se med årenes perspektiv
på sekundernes krav.
Lad os leve endnu en dag i dit evige lys.
K.G. Hammar
Jeg kender ikke K. G. Hammar, men jeg deler hans ønsker. Han har formuleret dem i en bøn til Gud. Det forskrækker mange danskere, for det ligger udenfor vores ”normale” ramme, vil mange sige. For mig er en bøn en mere formaliseret form for at samle tankerne og koncentrere mig om, hvad jeg gerne vil. Og når jeg ikke selv er i stand til at gøre det, jeg gerne vil, så beder jeg om hjælp. Også hos Gud. Uden at jeg kan forklare, hvad der så nærmere ligger i det. Afmagt eller håb? Tossethed eller mindfulnes?
Jeg vil gerne have ”nogle levende øjeblikke at mindes, nogle intense sekunder fyldt af mening”. Og jeg vil gerne ”bruge dagens timer, så vi til aften med glæde kan se tilbage på de erfaringer, denne dag har givet”. Og jeg vil gerne ”se med årenes perspektiv på sekundernes krav”. En flot måde at udtrykke det meningsfulde liv på. Værd at forsøge at huske i en travl klokkestrengspræget dagligdag.
Det vigtige for mig er, at jeg et øjeblik koncentrerer mig og fokuserer på det, jeg gerne vil nå. Så er chancen for at jeg når det større.