Hvis overskriften herover gør dig nysgerrig og vækker din interesse, og har du go’e ben og hjertet på det rigtige sted, så er du velkommen til at deltage i en rejse til Assisi. Assisi ligger i centrum af den italienske region Umbrien. Susanne og jeg deltog for nogle år siden og det var en fantastisk oplevelse. Jeg kan derfor varmt anbefale jer at tage med arrangøren, sognepræst i Roskilde Domkirke Paul Kofoed Christiansen.
Assisi-rejsen skal ses som en ”time out” fra hverdagens stress og jag for folk med lyst til:
• indføring i Frans af Assisi’s liv og tanker
• refleksion og stilhed på et kloster
• møde med nogle af Italiens største kunstværker
• fysiske udfordringer med anstrengende vandringer
• naturoplevelser i det smukke umbriske landskab
Da Susanne og jeg var af sted til Assisi, fik vi foranstående opfyldt i rigt mål. Fantastiske samtaler, inspirerende viden og tid til eftertanke og refleksion. Klosteret er smukt beliggende og med en dejlig ro, hvor alle modtages som var de gamle venner af huset. God mad og givtige samtaler. Vi har efterfølgende opfordret andre til at tage på turen. Nogle har været tøvende, fordi de troede, at turen var for mennesker, der er faste gæster i kirken hver søndag. Sådan er det nu ikke. Jeg vil sige, at målgruppen opfatter jeg som mennesker, der har lyst til at reflektere, tage imod og være med til at give. Målgruppen for dette er jo stor – du kan roligt melde dig, men husk, at der er et begrænset antal pladser. Så begrænset, at vi, der har deltaget, står tilbage for dem, der ikke har, så vi har kun deltaget den ene gang, selvom lysten til at være faste gæster er stor. Men hellere lade andre få oplevelsen end at sidde og blokere. Assisi er en pragtfuld by og den ligger i en skøn natur.
Det er sognepræst ved Roskilde Domkirke, Paul Kofoed Christiansens 11. Assisi-rejse, hvor han i samarbejde med SAS inviterer interesserede med på denne helt usædvanlige rejse til det skønne Umbrien (naboregionen til Toscana) i hjertet af Italien.
Deltagerne på Assisi-turen får fast bopæl i et fredfyldt og smukt beliggende nonnekloster i udkanten af Assisi, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byens mange tårne, kirker og klostre og ned over den frugtbare Spoletodal i det fjerne.
Byen Assisi er verdenskendt som fødeby for Frans af Assisi, som levede i middelalderen (1182-1226) og var grundlægger af den verdensomspændende franciskanske orden. Hele byen bærer præg af kirkeligt og spirituelt liv i skøn forening med et folkeligt kulturliv, hvor bordets glæder, kunst, sang og musik spiller en væsentlig rolle. Hele Assisi er, ligesom Roskilde Domkirke, med på Unesco’s liste over verdens umistelige kulturarv, fordi den på helt ekstraordinær vis udgør en helhed af arkitektur og historie.
Under opholdet i Assisi vil deltagerne få lejlighed til at besøge nogle af de væsentlige og meget velbevarede steder i Umbrien, hvor Frans udfoldede sig i middelalderen. Rejsen vil også byde på anstrengende vandringer i det kuperede og bjergrige terræn samt udflugter med egen bus i den smukke umbriske natur. Men først og fremmest vil der være mulighed for at nyde roen og freden i den skønne by og i klosteret med den paradisiske klosterhave, hvor aftenerne ofte frister til at nyde et godt glas umbrisk vin og et hyggeligt samvær med de øvrige deltagere.
Assisi-rejsens pris er 7.500 kr. for 7 dage med ophold på et Sct. Birgitta kloster på delt dobbeltværelse med halvpension og udflugter. Der flyves med SAS til Rom, hvorfra vi kører i lejet bus til Assisi.
Der er et begrænset antal pladser. Det forudsættes, at du er i god fysisk form, da rejsen indeholder anstrengende vandringer i kuperet terræn.
For nærmere oplysninger og tilsendelse af udførligt program kan Paul Kofoed Christiansen kontaktes på Tlf. 46 37 10 52 / 21 20 19 85. Mail: pkc@km.dk