”Ham vil vi opleve i domkirken”, sagde mange, da Per Vibskov havde holdt et fantastisk indlæg ved min fødselsdagsreception forleden. Jeg bemærkede, at det for mange var overraskende, at en præst kan være værd at lytte til. Men det kan en præst være. Og Per er det hele værd.
Det er ligefrem underholdende, sjovt og samtidig tankevækkende. Jeg blev inspireret til at give 5 gode grunde til at gøre alvor af det – og få oplevelsen. Chancen er her søndag kl 10. Det er gratis – uanset om du har medlemskort eller ej.
Her er så de fem gode grunde til at møde Per Vibskov:
1. Du får det sjovt
2. Du får vitaminer til hovedet
3. Du ser nye muligheder
4. Du lærer
5. Du får en lettere gang og bliver fuld af ny energi – efter kun en god time
Og til dem, der ikke er vant til at gå til en gudstjeneste helt uden grund vil jeg sige: prøv det. Det kan virke gammeldags og overvældende, men det er faktisk ligesom at være med i en fodboldkamp: Kender du reglerne, så bliver det lettere at spille med og få den fulde oplevelse. Og reglerne er enkle. En gudstjeneste begynder kl 10 og her er reglerne:
- Præludium – lyt til orgelmusik i verdensklasse.
- Kirketjeneren læser en kort indgangsbøn.
- Salme. Nyd teksten og musikken. Og koret. Og syng med.
- Hilsen.
- Læsning fra Det gamle Testamente – prøv at høre efter.
- Salme.
- Læsning – Det Nye Testamente. Lyt – der kommer mere i prædikenen.
- Trosbekendelsen (står på de sidste sider i salmebogen)
- Evangelium
- Prædiken, lovprisning, velsignelse
- Nadver
- Salme
- Bøn
- Fadervor
- Salme
- Bøn og velsignelse
- Salme
- Udgangsbøn
- Postludium – nyd dejlig orgelmusik i de smukkeste omgivelser
Lyder det hårdt? Det kører i olie. Og du får en hel time, hvor ingen ringer til dig. Hvor du ikke skal svare på spørgsmål. Reflektionstid. Tanketid. Vitamintid. Din egen tid.
PER VIBSKOV
Tillad mig en lill introduktion til en spændende præst. Det er en let bearbejdet udgave af den introduktion jeg gav til Per, før han talte ved min fødselsdag.
Per er sognepræst i Roskilde Domkirke. Han kalder sig selv en blanding af en jysk bondeknold og intens stenbrodreng – vokset op i Jylland. Derfra blev det Oslo, London og København. 22 år på indre Vesterbro, midt mellem ludere og lommetyve. Og nu – heldigvis Roskilde.
Per har mixet en kirkelig cocktail til sig selv og har snuppet frimodigheden fra det grundtvigske, andægtigheden fra det missionske og ansvarligheden fra det tidehvervske.
Pers farmor mente Per skulle være noget, der begyndte med p – og du gættede selv på post eller politimand, men det blev………….– blikkenslager.
Siden blev Per rockmusiker og bassist og har spillet på Roskilde og på Cph Jazzfestival. Og så tog han HF og begyndte at læse teologi og nu er du så blevet noget med p……………… – Sognepræst.
I søndags havde Per TJENESTE – godt udtryk. Med fylde. Det er jo netop – tjeneste. Lad mig fortælleom oplevelsen: Det er ikke så tit jeg spontant bryder ud i høj latter, når præsten prædiker. Det skete mindst tre gange i søndags, da Per Vibskov uddelte ”Så kan du lære-det-prisen” til apostlen Peter, der blev betegnet som uforståelig fatte-svag. Det er en præsts dygtige omskrivning af ”lallende blålys”. Der blev plads til sammenligning med Nick og Jay og derefter to gange dåb – OG HER ER EN ANDEN FIN TING: Per befatter sig ikke med at stå og tørre barnets hoved efter dåben, men overlader den til gudmor med ordene, ”kan du ikke lige tørre efter”. Da dåben var sket og forældre og gudforældre stod benovet, fik de lige et par solide præsteord med på vejen: Nu har I af domsognet fået en bibel og så kan I lære rollingerne Fader Vor og Trosbekendelsen – den skal de jo kunne udenad, når de bliver konfirmeret om 14 år. Og så kan I tage dem med i kirke den 20. januar og minde dem om, at de denne dag fik Backstagepas til Guds Rige.
Per Vibskov er en troværdig forkynder, en fantastisk kommunikator og en stor pædagog. Jeg vil anbefale jer at se ham live i Domkirken – næste gang bliver den 10. februar kl 10:00 – det er til at huske – søndag den 10 februar klokken 10.
Per blev indsat i Roskilde Domkirke sidste år i juni. Det var en uge før festivalen. Jeg husker det så tydeligt. Når en præst indsættes, kommer alt, hvad der kan krybe og gå af højtideligheder. Nogle fordi de gerne vil opleve indsættelsen, nogle fordi det er deres arbejde og nogle fordi de gerne vil ses. Det er min oversættelse.
Pers prædiken begyndte sådan:
Om præcis 6 døgn og 11 timer, går han op på prædikestolen, skruer op for guitaren, tæller til fire, og er så til sine mange tusinde disciples fulde tilfredshed i gang med sin protesterende forkyndelse.
Prædikanten er den 62-årige amerikaner Bruce Springsteen, der er det absolutte hovednavn på årets Roskilde festival. Derfor er han da også programsat til lørdag aften kl. 9 – og den prædikestol han står på, er den karakteristiske og ikoniske Orange scene med de 2 tårne…
Det var noget af en indgangsbøn. Jeg kunne høre enkelte ældre dammer fra Korsbæk kradse i gulvet med hælene og der lød nogle ældre mandesuk. Susanne og jeg – og mange andre – var stærkt begejstret. Det var stærkt.
Og prædikenen sluttede om muligt endnu stærkere – med inspiration fra rappen – Per var bassist på Danmarks først rapplade, indspillet i 1984. Nå, men tillad mig at citere Pers flotte afslutning på indsættelsesprædikenen i Roskilde Domkirke – med biskopper, præster og høje damer og herrer på tilskuerrækkerne. Det lød nogenlunde sådan her:
Så ro på
– tro på
Jesus K
Han står og banker på
Så fald på knæ og kom i læ
i det indbydende, trygge, fredelige, rene og opvarmede
luksus multirums paradislignede designerkirkebænkebestykkede,
med guldbogstaver og skinnende lysekroner,
totalt tonalt harmoniske salmesangfyldte
og organisk orgelklingende,
brilliante gudsrige, der er lige midt iblandt os,
åbnende sig for alle glade og venskabelige forvandlende, fredfyldende, multi-tilgivende,
Kristusbekendende og Halleluja-jublende,
Roskilde korsfestivalklædte englebørn, herfra og indtil verdens ende.
Jesus K – ærlighed. Jesus K er kærlighed. Jesus K er Herre.
Helt sikkert – amen.
Og så – var Per blevet Præst i Korsbæk Domkirke. OG det var – heldigvis – for sent at fortryde det modige valg.
Ses vi søndag?
Allan Ohms Input i samfundsdebatten.





