Du bliver overvåget

Du bliver overvåget. På den ene eller den anden måde. Og det bliver kun værre. Ingen debat – og vores politikere er lige glade.

Fra 1. marts skal Udbetaling Danmark (der kunne skrives en del om det navn) udbetale en række sociale ydelser. Et enigt folketing – minus Enhedslisten – har stemt for loven, der giver ret til at samkøre registre. Man vil sammenstykke forskellige oplysninger og ud kommer en ”undringsliste”. Bemærk udtrykket, kunne ikke være formuleret bedre i de gamle østlande. Navne på undringslisten afhænger af hvem der har stillet hvordan på knapperne i undringsmaskinen, som kan levere det resultat, du beder om. Denne undringsliste kan så begrunde nærmere – skjulte – undersøgelser.

Ikke alle gode hensigter er gode hensigter

I Berlingske (9. februar) siger social- og integrationsister Karen Hækkerup udelt begejstret: ”Når man oplyser noget til en myndighed, så må man gå ud fra, at det er korrekt. Derfor giver det også god mening, at myndighederne får mulighed for at kunne sammenkøre de oplysninger, så man er sikker på, at folk får det rigtige udbetalt. Det synes jeg ikke, at der er nogen overvågning i. Der er jo ikke nogen, der vil studse over, at deres navn findes på en eller anden kørsel. Man vil jo aldrig nogensinde høre noget til det”.

Ud og se - med statens overvågning

Jeg vil kalde ministerens holdning åndeligt afstumpet. Ministeren skjuler eller – værre – forstår ikke, at dette kan have meget betydelige negative konsekvenser for et demokratisk samfund. Når man institutionaliserer mistillid og kontrol, får det konsekvenser. Hvorfor vælges denne fremgangsmåde, frem for andre? Hvad kommer det til at betyde for os? Vi ved det ikke, men vi taler ikke om det. Det ville klæde ministeren at udtale sine tvivl. Den skråsikkerhed, hun fremfører sig med, ligner en dækningsløs check, der er udtryk for overtræk på ministerens tillidskonto.

Det er på tide at stoppe op. Og tænke. Og diskutere.

Mere vil have mere. Vi kan allerede nu klart se, at kommunernes sladrehanksfunktioner har ført til en livlig trafik, hvor kommunale embedsmænd ser sig selv som fortidens sheriffer. De trækker mistænkelighedens seksløber og skyder løs – alt imens DR i bedste sendetid serverer det til kaffen for den undrende kreds af danskere, der hver dag skal have udfyldt mindst tre timer og et kvarter foran husalteret.

Regeringen har netop annonceret en udskydelse af en revision af de danske særregler, som gælder for logning af danske borgeres internet- og teletrafik. Selvom meget tyder på, at registreringen er gået for vidt. SKAT er begyndt at anmode teleselskaberne om data indsamlet på basis af logningsreglerne, der er født i kølvandet på 11. september. De mener, at teleselskaberne skal videregive data uden dommerkendelse og at selskaberne kan pålægges dagbøder, hvis de ikke udleverer de ønskede data. Det er oplysninger, som politi og efterretningstjenester kun kan få udleveret med dommerkendelse.

Ud og se - med Helles overvågning

Politikerne er ikke på overførselsindkomst. Det er så let at sige, at for den rene er overvågning intet problem. Men vi ser, at det samme politiske flertal om kort tid vil vedtage begrænsninger i borgernes muligheder for at kigge dem i kortene. For de ved jo, at aktindsigt har givet afsløringer omkring politikernes adfærd. Det er ikke i orden – men det er OK at overvåge de svagest stillede i alle ender og kanter. Uden forståelse for, hvad det kan gøre ved vores samfund.
Også på andre områder er der tegn på en glidning i forhold til terrorbegrundelsen.

Gode formål kan erstattes af mindre gode formål. Hvem skal definere, hvad der er ”det gode formål” og ”den slette hensigt”. Vi ved for lidt om risikoen ved anonyme sladrefunktioner, love, der giver rabat til sladrehanke, offentlige myndigheders ret til at borgeres og virksomheders privatliv og mulighederne for at samkøre og udskrive undringslister.

Hvor sikre er hvem på hvad og hvem?

Og vi må ud fra den politiske temperatur forvente, at staten mere og mere ønsker at benytte de nye digitale muligheder til at indsamle oplysninger om borgerne. Der er ofte advaret mod denne glidebaneeffekt, men der gøres ikke noget ved det og når en minister kan udtale sig som foran anført, må det være på tide at stige stop. Lad os tænke os om.

Ring til staten og stik anonymt. Eller ring til kommunen og angiv anonymt.

Staten annoncerer nu på helsider i pressen efter anonyme angivere. Ring på 41 71 52 40. Det er et direkte nummer, hvor du med det samme kommer til at tale med den medarbejder, som skal have dine angiveroplysninger. Du behøver ikke at oplyse navn og adresse m.v. når du henvender dig.

Jeg kan ikke lide ulovligheder, hverken ulovlige karteller eller snyd med sociale ydelser. Men jeg kan slet ikke lide anonymt angiveri og anonym, hemmelig overvågning og registersamkøring foretaget af mennesker, hvis motiver jeg ikke kender og om hvis virksomhed jeg ikke adviseres – heller ikke selvom jeg måtte være en af de udvalgte på undringslisten.

Hvem kan svare?

Der nedbrydes nogle grænser, som er vigtige og som vi ikke får retableret. Vi undrer os over at borgerne i øst kunne leve med Stasi. Det kunne de, fordi Stasi langsomt byggede op. Byggede på nedbrudte moralske grænser. Al ordentlighed blev langsomt gjort ikke-acceptabelt. Det drejede sig om fædrelandet og så måtte den enkelte borger bare bøje nakken og bakke op. Eller komme i fængsel.

PS: Min stavekontrol kender ikke ordet “undringsliste”…