Uforlignelige Kastholm – Wammen bliver ny leder af S og vi får en bedre borgerlig regering

Uforlignelige Kastholm – Wammen bliver ny leder af S og vi får en bedre borgerlig regering

”ENTEN HAR HELLE THORNING-SCHMIDT EN SVIGTENDE realitetsfornemmelse, eller også bruger hun bare ord, der ikke betyder noget. Begge forklaringer hænger godt sammen med den surrealistiske figur, hun gjorde under valgkampens tv-debatter med Lars Løkke Rasmussen…Hun sagde ting, der var grebet ud af luften, hun hoppede sammenhængsløst fra emne til emne og erstattede argumenter med en insisterende skærerbrænderstemme, der kunne få en til at frygte for høreskader. Hun fik lov til at mase sig frem på denne måde på grund af tv-journalisternes ringe standard”, skriver Claes Kastholm i dag i Berlingske.

JEG ELSKER SKARPE MENINGER. Dem leverer Claes Kastholm. Hver søndag hæver han standarden blandt stribevis af mere eller mindre ligegyldige indlæg, hvis formål nogle gange alene synes at være at medvirke til avisens omfang. Et forhold, der volder min postkasse vanskeligheder, når nu Berlingske, JP, Politiken, Roskilde Avis og Søndagsavisen går samme vej. Mere, mere, mere.

CLAES ER I SÆRKLASSE, fordi hans indlæg er velgennemtænkte og spejler en viden, en indsigt og en vilje, som bør aftvinge respekt hos alle. Også de mange, der ikke deler Kastholms verdenssyn. Jeg hører til blandt dem, der oftest er helt enig med forfatteren. Således også i dag, hvor indlægget – alt andet ville have skuffet – handler om den kommende regering.

”HVOR LANGT DETTE INTERMEZZO bliver, tør jeg ikke afgøre. Alle involverede, undtagen Radikale, vil klamre sig længst muligt, fordi de har meget at tabe ved et nyt valg. Men fire år holder den umage konstellation ikke. Derfor deler jeg heller ikke mange borgerliges mistrøst over valgresultatet. Dette intermezzo fungerer som en renselse, ligesom når man renser smagsløgene mellem to retter. Man skal bemærke, at Lars Løkke Rasmussen har sejret overbevisende på sin saglighed, lødighed og reformvilje”.

KASTHOLM FORUDSER OGSÅ, at Nicolai Wammen overtager ledelsen af S, når Helle Thorning-Schmidt må give op. Hun har sikret S det dårligste valg i 108 år, hvilket må siges at være opsigtsvækkende, når det sker på baggrund af ti års borgerligt styre. Kan en S-leder så ikke gøre det bedre? Svaret på det spørgsmål begrunder bedre end alle mulige subjektive vurderinger vælgernes manglende tillid til landets kommende statsminister.

SÅDAN SAGDE MAN OGSÅ OM SCHLÜTER, vil nogle sige. Og det er sandt. Han blev undervurderet og holdt sig ved magten. Det var godt for Danmark. Hvis Helle Thorning-Schmidt kan gentage dette og på samme måde føre en politik, der gavner Danmark, så skal jeg være den første til at sige hende tak. Indtil vi ved mere opretholder jeg den skepsis jeg har haft overfor den kommende statsminister siden jeg så hende første gang i kamp mod den ægte socialdemokrat, Frank Jensen. En skepsis, der deles af de mange, der ikke stemte på S, så partiet trods en let kamp mod en nedslidt borgerlig regering fik dt dårligste valgresultat i mere end 100 år. Dette er opsigtsvækkende – også selvom pressen i valgrusen ikke har ofret det den fortjente opmærksomhed. Det kommer.

 

 

Scroll til toppen