Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
”Hvorfor skal vi gå rundt med skyldfølelsen alene”? spørger Journalist Michael Ørtz Christiansen (MØC) i Berlingske den 29. juli. Han udtrykker et håb om, at Roskilde Festival vil ”række ud, så vi kan bearbejde den tragedie, der stadig sidder i rigtig mange af os” efter ulykke der i 2000 kostede ni mennesker livet på festivalen.
Det er et tidstypisk spørgsmål i vores krænkelsestid. Det er moderne at efterlyse undskyldninger for gerninger i fortiden og det kan der være god mening i. Hvis der er noget at undskylde, hvilket der ikke er i denne sag. Jeg har intet med Roskilde Festival at gøre, men jeg har med glæde deltaget i samtlige afholdte Roskilde Festival’er og har dermed på tæt hold fulgt udviklingen af den. Jeg er helt uenig i, at Roskilde Festival skylder nogen undskyldninger for ulykken.
MØC tager – kortvarigt – selv et medansvar ved at han erkender, at han ved at mase sig frem ved koncerten ”var med til at skabe det pres, der blev fatalt for ni mennesker”. Hans beskrivelse af ulykken er faktuelt forkert og erkendelsen flyder straks over i en beklikkelse af Roskilde Festival. Svaret fra Henrik Bondo Nielsen – der er indsat i onlineudgaven af Berlingske – er også tidstypisk, fordi man af hensyn til freden påtager sig et ansvar, festivalen ikke har. Det er en gratis omgang, idet den daværende ledelse – Leif Skov og Henrik Rasmussen – på den måde hænges uretmæssigt til tørre. Det er helt forkert at placere et ansvar eller tage et ansvar for en hændelig ulykke – og ikke mindst som den gratis omgang vi ser her.
Ved festivalen i 2000 var jeg kort før ulykken på besøg i det tårn, der var opstillet på pladsen. Det var beklædt med hundredevis af gamle døre, der var malet af forskellige kunstnere. Det var muligt at gå op i tårnet og se ud over pladsen. Det var så smukt og jeg spurgte vagterne ved tårnet hvorfor det ikke var blevet prøvet før. Svaret var: ”Fordi ledelsen er sindssyg med sikkerhed. De har været to år om at godkende tårnet”. Få timer efter var alt kaos og som forventeligt gik der kun kort tid før offentligheden søgte en skyldig. Der skal i vores land altid placeres et ansvar – det erkendes ikke, at noget sker uden at nogen har et juridisk eller moralsk ansvar. Jeg har på mit kontor en af de mange døre hængende. Malet af en kunstner i Århus og den dør minder mig dagligt om, hvad der skete for 20 år siden. Det har jeg respekt for, men jeg ikke haft anledning til at hævde, at nogen har et ansvar for ulykken.
Den blev nøje undersøgt og vurderet. Det skete med 2000-briller og resultatet blev en klar erkendelse af, at Roskilde Festival var uden ansvar. Dengang kendte jeg ikke daværende festivalleder Leif Skov, men jeg fulgte på afstand hans måde at tackle denne vodsomme oplevelse og efterfølgende udtrykte jeg min anerkendelse heraf. Leif Skov tog personligt rundt og besøgte de afdødes familier og han og den øvrige ledelse tog både før, under og efter også denne festival ansvar.
Roskilde Festival var forud for og i 2000 på forkant med sikkerheden og det er festivalen fortsat. Der er ingen grund til at forlange en undskyldning. Jeg vil i stedet anbefale MØC at læse Niels Overgaards bog ”Det hele handler ikke om dig”. Den er lige nu på top 5 på bestsellerlisten over faglitteratur og handler om de stoiske principper. Fra den anmelderroste bog, side 68, citerer jeg:
”For den stoiske tilgang til livet er det altid dit ansvar. Ikke, hvad der sker dig – det er uden for din kontrol – men hvordan du agerer og forholder dig til de omstændigheder, du er i. Som den danske digter Dan Turèll engang skrev, så er det ikke nemt at være nogen. Man kunne også tage den et skridt videre og hævde, at det er synd for os alle sammen. Vi er alle blevet kastet ind i det her liv af smerte og lidelse uden at have ønsket det. Vi har alle en dødsdom hængende over hovedet, vi ikke har bedt om. Men sådan ser stoikerne ikke på det. Det er ikke synd for dig, Tværtimod har du fået en gave i form af livet, som det er op til dig at tage bedst muligt vare på”. Eller for nu at citere en gammel stoiker, kejser Marcus Aurelius; ”Fjern bedømmelsen, og du har fjernet tanken: ”Jeg er såret”. Fjern tanken ”Jeg er såret”, og skaden selv er fjernet”.
Den stoiske tankegang til livet placerer et tungt ansvar på dine skuldre, skriver Niels Overgaard og fortsætter: ”Det kan føles overvældende, og det kan føles uretfærdigt. Jeg ville gerne kunne fortælle dig, at der var en nem vej. Men der er ingen vej udenom. Dine tanker og handlinger former dit liv, og du bestemmer selv, hvad du gør med dem”.
Mange har siden ulykken ofte tænkt på den og sørget over den. Jeg har siden 2001 indledt hvert års Roskilde Festival med at gå i Mindelunden og klappe mindestenen ”How fragile we are”. Jeg rører ved de ni birketræer og mindes de ni omkomne og tænker på, at livet koster livet, at alt er til låns og nu, er alt, du har. Aldrig har jeg haft tanken om at ansvaret skulle bæres af nogle specifikt udpegede. ”Det hele handler ikke om dig”.
Link til indlægget i Berlingske
Roskilde! Hvorfor skal vi gå rundt med skyldfølelsen alene?
For 20 år siden døde ni personer under en koncert, og hos de overlevende findes der stadig traumer og skyldfølelse. Og Roskilde Festival mangler stadig at gøre det helt oplagte.
Roskilde Festival er en institution, der er svær at kritisere. Faktisk er der 410 millioner grunde til at lade være med at gøre det. En for hver af de kroner, som festivalen har givet til velgørenhed. Men jeg forsøger alligevel, fordi jeg mener, det er nødvendigt, når jeg skriver, at:
Roskilde Festival har svigtet i de seneste 20 år.
Den har svigtet de unge, der 30. juni 2000 kom til festivalen for at trykke den af med bandet Pearl Jam, men i stedet blev involveret i en tragedie, hvor ni unge mænd døde, og hvor mange forlod festivalen med traumer, der stadig forfølger dem.
Jeg er en af de sidstnævnte, men årsagen til, at jeg vælger at rippe op i et 20 år gammelt sår, er ikke kun personlig, selv om det her indlæg udspringer af min personlige historie.
Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe?
- juni stak jeg næsen frem og fortalte min historie på dr.dk i forbindelse med 20-året for ulykken.
Om hvordan jeg lå i mudderet oppe foran Orange Scene, mens folk blev mast ihjel, og jeg fortalte om nogle af de spørgsmål, der stadig forfølger mig, og som jeg aldrig får svar på.
Lå jeg ved siden af nogen af dem, der døde? Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe dem? Og hvem trådte jeg på, da jeg slap ud?
Jeg placerede min røv i klaskehøjde ved at konstatere, at jeg, da jeg masede mig frem, var med til at skabe det pres, der blev fatalt for ni mennesker.
Nogle har klasket til ved at problematisere den enkeltes jagt på den bedste koncertoplevelse og manglende hensyntagen til andre.
Mange flere har kontaktet mig for at dele deres historie fra ulykken, og det er tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der har gået rundt med noget ubearbejdet i 20 år – og stadig er ramt af skyldfølelse.
Hvor er støtten?
Men hvorfor skal vi slå os selv i hovedet over, at vi masede os frem den aften?
Koncerterne på Roskilde Festival var vilde og eskalerede i vildskab frem mod 2000, uden at der blev sagt stop eller indført restriktioner på festen.
Så hvorfor støtter Roskilde Festival os ikke, når vi fortæller, at vi føler os medskyldige i det, der skete?
Eller når vi fortæller, at vi stadig – 20 år efter ulykken – bebrejder os selv, at vi ikke kunne hjælpe de ni, der ikke slap ud?
Når Roskilde Festival bliver spurgt til ulykken, lyder svaret, at der er strammet op på sikkerheden. Og det er godt, for det betyder, at de af os, der ikke er alt for traumatiseret af ulykken, kan komme tilbage til den festival, vi stadig elsker, og dyrke musikken og fællesskabet i sikre rammer.
Men det er ikke nok.
Kom ud af teltet, Roskilde!
Som en institution, der har nedfældet ord som medmenneskelighed og åbenhed i værdigrundlaget, har Roskilde Festival et ansvar for at hjælpe deres gæster videre fra den tragedie, den lagde plæne til for 20 år siden.
Det har den ikke gjort godt nok.
Det er ikke nyt, at folk stadig er ramt af ulykken. Det står klart, hver gang der er en anledning til at fortælle om den. Så fortæller øjenvidner om deres traumatiske oplevelse og de konsekvenser, den har haft for dem. Nogle gjorde det året efter ulykken. Andre efter ti år. Jeg ventede 20 år.
Og jeg venter stadig her en måned efter 20-årsdagen på, at Roskilde Festival rækker ud til alle dem, der endnu ikke har fortalt deres historie.
Roskilde Festival vil sige, at den har forsøgt at være åben om ulykken, men det er på de interne linjer. Udadtil har der været tavshed.
Men ulykken kan ikke ties væk. Traumerne og skyldfølelsen er der stadig, og Roskilde Festival skylder dem, der var på festivalen i 2000, at være tydelige angående skyldsspørgsmålet.
Det, der skete, var Roskilde Festivals ansvar, og det erkender den også, når man – som jeg har gjort – ringer og spørger. Men det skal siges højt og tydeligt hver evig eneste gang, der er en anledning til det.
Skyldfølelsen kommer aldrig til at gå helt væk, men det hjælper at høre den ansvarlige tage ansvaret på sig. Også selv om den har gjort det før.
Det ramte mig lige i mellemgulvet, da Pearl Jam 20 år efter ulykken sagde undskyld. Ikke for selve ulykken. Den var Pearl Jam uden skyld i. Men for ikke at have været der for os, der har forsøgt at finde et rum, hvor vi kan tale om ulykken.
Det giver mig et håb om, at Roskilde Festival også vil række ud, så vi kan bearbejde den tragedie, der stadig sidder i rigtig mange af os. Sammen.
Det er der brug for.
Michael Ørtz Christiansen er journalist
Michael Ørtz har fået følgende svar fra Roskilde Festival og Henrik Bondo Nielsen, divisionschef for deltagerdivisionen på Roskilde Festival (var sceneansvarlig i 2000), som han har givet os lov til at vedhæfte indlægget:
Hvordan har Roskilde Festival det med, at nogle af de, der var til koncerten, går rundt med en skyldfølelse over det, der skete?
»Det er da noget, der påvirker os,« siger Henrik Bondo Nielsen i et tempo og toneleje, der understreger, at det ikke er et let spørgsmål at svare på.
»Vi har på ingen måde et ønske om, at det skal fremstå som om, at det var publikums skyld,« siger Henrik Bondo Nielsen.
»Ansvaret for sikkerheden var helt klart vores, og den viste sig ikke at være tilstrækkelig. Den viden, vi har i dag, havde vi ulykkeligvis ikke dengang. Det, der skete, var og er helt klart arrangørens ansvar, og det har vi stået ved hele vejen.«
Har I været tydelige nok omkring det, set i forhold til, at jeg og andre stadig går rundt med den skyldfølelse?
»Det har vi nok ikke, når du siger det sådan,« siger Henrik Bondo Nielsen.
»Men vi føler, at der har manglet et rum til at tale om det her på en ordentlig måde. Vi synes måske ikke, at alle medier har behandlet os lige retfærdigt, så vi har været meget agtpågivende med, hvad vi har sagt til hvem.«
»Du rejser det i høj grad mere som en kritik, end det er blevet gjort tidligere, og jeg er ked af den kritik, du retter. Men jeg anerkender, at det er sådan, og vi har som en organisation, der vil være med til at præge en ungdomskultur, ligesom vi var i år 2000, intet ønske om at fremstå som kold eller følelsesløs,« siger Henrik Bondo Nielsen og understreger, at Roskilde Festival har forsøgt at hjælpe folk i og omkring organisationen med at komme videre efter ulykken, men at det er svært at hjælpe dem, der ikke selv rækker ud, da festivalen ikke kender alle gæster.
Skylder Roskilde Festival ikke at række ud til dem, der ikke selv har rakt ud til jer?
»Jeg synes, at vi har forsøgt at være åbne og ikke gemme ulykken væk. For eksempel valgte vi i 2015 at markere 15 året ved at vise Tor Nygård Koldings (øjenvidne til ulykken, red.) film ’Nine Rocks’ om ulykken under festivalen, og vi havde også et minde-opslag på vores Facebook-profil i år den 30. juni,« siger Henrik Bondo Nielsen.
»Men jeg tror ikke, at nogen kan fjerne den følelse af medskyld, som alle har, og det er vigtigt at huske, at ulykker ikke har nogen intentioner. De, der var tæt på ulykken, deler den følelse, der også var i og omkring ledelsen. Men vi vil gerne medvirke til alt det, vi kan. Det, du skriver, kan måske være en vej, og jeg er lutter øren i forhold til, hvordan vi kan bidrage til en helingsproces.«
Link tilindlægget i Berlingske
