Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Det må være tilladt at fælde en ekstra tåre over at #rf20 ikke må gennemføres.
Roskilde Festival indordner sig naturligvis, men det er naturligt ved denne lejlighed at hæfte sig ved, at RF i år havde glædet sig til at fejre 50 års jubilæum. Det lyder som en dagligdags trivialitet, men tænk lige over det. 50 år i streg for en privat festival, der har været en kæmpemotor for livsglæden på alle fronter.
Musikken. Menneskene. Samværet. Samarbejdet. Foreningslivet.
Roskilde har som ingen anden markedsført vores by gennem en guldbryllupstid og det er rigtig stort. Der er mange, der skal takkes – fra jordmødrene, der så muligheden til alle de, der senere har taget et nap og gjort en indsats. Der er meget at glæde sig over, midt i tristessen over, at skæbnen så ikke lod RF fejre i år.
Jeg vil ikke sige, at jeg tænker på RF hver dag, men i hvert fald adskillige gange om måneden er den med på lystavlen og her i foråret har den været en hyppigere gæst, hvor vi langsomt kom tættere på de magiske dage, hvor Roskilde på syv dage vokser eksorbitant. Dage, hvor logistik, frivillighed og professionalisme synkroniseres i den magiske stund hvor portene åbner sig. Vi står i Mindelunden og mindes de døde og glæder os over at livet går videre og at Orange åbner lige om lidt. Vi nyder årets første festivalfadøl og ved, at forude ligger fire dage med livgivende oplevelser ledsaget af ny og anderledes musik iblandet noget af det vi kender.
Coronakrisen indebærer mange svære udfordringer for mange mennesker, ja for os allesammen. Det skal dog ikke hindre os i at standse op og tænke et særligt øjeblik på “vores” #rf. Dette være hermed gjort. Jeg sender varme tanker til alle jer, der har båret faklen gennem alle årene og til jer, der gør det nu. I har knoklet siden juli 2019 og I havde som vi andre glædet jer til at fejre denne begivenhed.Vi bakker jer op og vi ses.
We will meet again. Thank you ROSKILDE!!
