…corona krisen kan blive frygtens fremkaldervæske

”…corona krisen kan blive frygtens fremkaldervæske. Det er meget præcist formuleret. Og det skal vi undgå. Men hvordan”? Sådan skriver sognepræst Torben Jeppesen, Roskilde Domkirke. ”Frygtens fremkaldervæske” er et rigtig stærkt udtryk for det, der bekymrer mig allermest (!) i denne corona-tid.

Det er en svær tid. På mange måder. Med mange lag. Et af lagene hedder frygt og det kommer jeg tilbage til nedenfor.

Et andet af lagene hedder vores demokrati og retssikkerhed. Her er jeg stærkt bekymret både nationalt og internationalt.

Et andet lag hedder pressen uansvarlighed – der er en medieskab panik, som rammer meget bredt og hurtige beslutninger i paniktilstand med et sultent pressekorps er en farlig cocktail. Jeg kunne godt ønske mig en større presseetisk indsigt, eftertænksomhed og samfundsforståelse. Alt videreformidles stort set ukritisk.

Et andet lag er samfundsøkonomien – her tror jeg vi arbejder i mørke og jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at virke. Hvem skal administrere støtteordningerne i en sektor, hvor alle er sendt hjem – og imens tikker uret for mange. I min egen branche er jeg benådet af at have opgaver, som ikke påvirkes så meget, men jeg har tre kolleger, der fra den ene dag til den anden har fået ryddet deres kalendere som forsvarsadvokater. Mens dommere og anklagere sidder hjemme med fuld løn får forsvarsadvokaterne ingen betaling og eftersom en del markante advokater har påført alle advokater en etikette med ”grådig”, så er der ingen politisk forståelse for deres situation. Mange af de selvstændige vi normalt roser os af er virkelig på den og uden reel forståelse for deres situation.

Inden jeg om lidt vender tilbage til frygttemaet lige dette, som er en positiv side af coronaudfordringen. Der er nemlig også dette læringslag: min egen forståelse af, hvad der var hårdt for mig og synd for mig er rykket voldsomt indenfor de sidste par uger. Den perspektivering er sund. Jeg har da godt vidst, at jeg er godt stillet, men helt indset HVOR godt, det havde jeg ikke. Jeg har aflyst en rejse til Rom, et kursus i Kroatien og Sort Sol på Rømø. Jeg har aflyst talrige kurser og det havde jeg for få uger siden troet umuligt. Da var følelsen en frihed til at pege, købe og rejse eller agere helt frit. Den følelse var nok for kålhøgen og arrogant og respektløst overfor livet. Så ja, jeg forsøger at tage læring af disse indtryk.

Jeg bruger en del energi på ikke at læse aviser for grundigt og på at tage det helt roligt, når min kære viv lader sig fange af frygten. Min roklub, hvor de sidste 400 dage i træk har tilbragt en time hver morgen er lukket. Jeg må lave min træning på landevejen og i haven og det gør jeg – samtidig med at jeg, når jeg kan vende tilbage til roklubben, vil se mere kærligt på maskinparken.

Og nu tilbage til sognepræst Torben Jeppesen fra Roskilde Domkirke, der skriver: ” Karantæne og afstand er de vigtigste midler mod corona smitten, men at isolere sig fra hinanden er meget unaturligt for os mennesker. ”Det er ikke godt for mennesket at være alene”, det var det første Gud lærte om det menneske, han havde skabt, og så skabte han endnu et menneske. Så var der to, og så kom der flere.

Sognepræst Torben Jeppesen, Roskilde Domkirke

Lige så unaturligt er det at blive spærret inde og forhindret i at bevæge sig frit rundt. Mennesker kræver plads for at trives. På hebraisk betyder ordet frelse oprindeligt at have meget plads omkring sig, at være fri til at kunne bevæge sig derhen, hvor man vil.

Derfor er isolation den værst tænkelige straf, måske bortset fra dødsstraf. Isolationsfanger i fængslerne forbliver ikke normale ret længe, men tager skade på deres sind. Vi er ikke blevet sat i fængsel, vi kan gå en tur, vi kan tale i telefon, maile, skype, timeface, og alligevel oplever mange af os allerede en følelse af at være lukket inde. For nogle er det helt konkret, de var før corona næsten alene, nu er de helt alene. For andre handler det om andre slags mangel på bevægelsesfrihed: Man kan ikke holde familiefrokost om søndagen, ikke se sine venner, ikke holde den planlagte fest, måske har man måttet lukke sin forretning. Og ikke mindst er der dem, der nu er syge.

De fysiske grænser for vores bevægelsesfrihed kan vi lige nu ikke gøre noget ved; de er nødvendige. Men vi kan også opleve en anden indespærring, som vi kan gøre noget ved: Vi kan blive spærret inde af vores egne tanker, der kører rundt som en spiral om alt det frygtelige, der kan ske. Der er en forfatter, som i en avis i dag siger, at corona krisen kan blive frygtens fremkaldervæske. Det er meget præcist formuleret. Og det skal vi undgå. Men hvordan?

Søren Kierkegaard havde en kusine, Henriette hed hun, og hun led af en kronisk sygdom, der lænkede hende til sengen. Kierkegaard skrev opmuntrende breve til hende, og et sted skrev han sådan:

”Når man lever i små værelser – det ved De jo nok – så må der ofte luftes ud; og således også når man kun omgås få tanker, og kun har lidt adspredelse, så er det yderst vigtigt, at hvad man, åndeligt forstået, indånder, at det er gode og velgørende og milde og beroligende tanker.”

Det her afsnit er næsten som skabt til vores situation: Det er vigtigt med frisk luft; der skal være frisk luft omkring os – men det er mindst lige så vigtigt, at den åndelige luft holdes frisk, så den ikke forpestes af onde, destruktive, foruroligende og alt for angstfulde tanker. Det er absolut vigtigt, at den luft, man åndeligt talt indånder, er gode og velgørende og milde og beroligende tanker.

Det er måske lettere sagt end gjort, men muligt. En stor del af Det Ny Testamente bærer den ånd i sig, der kan blive til gode og velgørende og milde og beroligende tanker. ”Frygt ikke”, siger Jesus. Eller: ”I skal ikke være bekymrede”. Han siger det ikke, fordi der ikke er meget at bekymre sig for eller være bange for, men han siger det i tro på, at uanset hvad der sker, så tilhører fremtiden Gud, og Gud er god. Sådan ser det vitterligt ikke altid ud, nej, men desto vigtigere er det at tro det og lade sig berolige af tanken”.

Verden er ikke som i går. Vi er sparket ud af komfortzonen. Lad os tage det på os og lad os tage udfordringen op. Hvor for sig som vi bedst kan det.