Løsningens labyrint. “Jeg har i lang tid talt om forskellen mellem at være mediator og udøve mediation. Og igen tror jeg, at mange mennesker ikke forstår den forskel. Vi mediatorer skal ikke bare udøve mediation ved at tage en værktøjskasse frem og bruge redskaberne i en proces og gå hjem. Hvis man virkelig er mediator som person, skal man også være det i alt, hvad man beskæftiger sig med. Det handler om at forstå forskellen mellem at gøre og være. Og spørge sig selv: Pådutter jeg egentlig parterne en proces, eller mediere r jeg fra sjælen? Er min måde den, jeg faktisk er? Man er en dårlig mediator, hvis man går på kursus og lærer at bruge et sæt redskaber og bruge dem på enhver mediation. Vi bør reflektere over, hvad der virker, hvordan vi forholder os til forskellige mennesketyper i forskellige mediationer, og hvordan vi bringer hele vores person med i mediationen på en måde, som inspirerer folk”.
Carsten Juul har på djøfs forlag skrevet en fin bog om mediation. I samarbejde med direktøren for Mediationsinstituttet, advokat og mediator Thomas Bloch Samsø. Citatet foran er fra briten, den velrenommerede mediator, Jane Gunn, som mange mediatorer hørte på konferencen i Industriens Hus den 25. marts 2019 ”reThinkiungDisputes – Collaboration and Constructive Dispute Resolution in the 21st Century” er en af de 8 mediatorer, der deler viden med læseren. De syv andre er danske mediatorer.
Bogens idé er at give advokater og andre rådgiver en chance for at kigge professionelle mediatorer over skuldrene og læse om, hvordan der faktisk gør og det i et håb om, at flere langt om længe får øjnene op for mediationens fremragende egenskaber, skriver Thomas Samsø Bloch i indledningen. Og han har fundet sammen med en udtalt mediations-tvivler, advokat Carsten Juul, der også er journalist og forfatter. Et sjovt par: den begejstrede Thomas og den ærligt tvivlende Carsten med permanent skræk for, at mediation mangler de retssikkerhedsgarantier Carsten lidt ukritisk mener findes til fulde i den almindelige domstolsproces.
Det er en spændende rejse de to er på. Via feltarbejde hos de otte mediatorer arbejder de sig frem mod målet. Carstens skepsis fastholdes bogen igennem, men det virker dog som om mediationen hos ham har fået lidt – lidt – større troværdighed end førhen. Uden at det tager overhånd. Det ligger som en undertone, at der er noget nærmest nyreligiøst ved mediatorernes udtalte begejstring for metoden. Begejstringen for det traditionelle retssystem – som mange mediatorer ikke forstår – tages uprøvet ind som en rigtig forudsætning. Denne skepsis fra penneføreren er udmærket, for den kan være beroligende for de læsere, som selv har samme eller større skepsis. Vi andre, der indgående kender begge systemer, må leve med det. Så Carsten bliver en garant for, at det nyreligiøse ikke slipper uprøvet afsted og den test skal vi kunne bestå.
Carsten Juul har en god pen, hvor humoren lever side om side med selvironi og en nysgerrighed, hvor jeg tænker, at det er som om forfatteren er næsten bange for at blive overbevist. Synd, men nok en holdning, som mange i virkeligheden bærer på og som overbevist fan af mediation er det modspil sundt. Ingen af de otte mediatorer deler forfatterens forbehold og det bliver loyalt og redeligt fremlagt.
Det er en kunst at formidle otte mediationsglade mediatorers syn på mediation på 150 sider og uden det bliver en gentagelse af de frelstes fælles glæde. Den kunst kan forfatteren, og det er blevet en spændende beretning. Vi møder advokat Kurt Helles Bardeleben , der som hard core byggeprocesadvokat blev mediator i 2017, der fortæller, at han som mediator kan bruge sig selv på en anden måde. Psykologien og konfliktens dynamik opleves tættere på og det er sjovt og berigende. En nyreligiøs, der har walked the talk må vi, der kender Kurt, sige. Måske branchens mest opsigtsvækkende ”mediatorgennembrud”?
Flere af de otte har mange mediatorår på bagen. Benjamin Lundström, tidligere formand fra Danske Mediatoradvokater, har praktiseret mediation i 19 år og citeres for, at ”man er nødt til at tro, at der er en højere mening med det, man foretager sig, ellers er det jo ligegyldigt” – en holdning, der svarer godt overens med mediator Jane Gunn, jeg har nævnt foran (og hvor Benjamin jo er blandt de advokater, der har talt for at bruge transformativ mediation, selvom det i bogen hævdes, at danske mediatorer ikke går ind for det). Benjamin har kaldt retsmægling for retssystemets bedst bevarede hemmelighed, hvilket desværre ikke er en overdrivelse.
Malene Eigtved pinpointer mediationens problem (Carsten Juul stejler, hvis det kaldes en udfordring 😉 ”Hvis folk ikke har oplevet det, så kan det være svært at forstå, hvad mediation kan. Jeg tror, mange advokater tænker: vi forhandler jo i forvejen, vi laver masser af forligsforhandling, hvad er det mediation kan, som forligsforhandling ikke kan?” Præcis!
Bogens idé viser sin styrke: vi får otte erfarne mediatorers uhildede bud på, hvad der sker i mediationsrummet. Carsten Juul ironiserer over det, men på en måde, som efterlader indtrykket af oprigtig tvivl, som han kalder forbudte tanker om, at mediatorer ”i virkeligheden er med i en hemmelig sekt, hvor man indvies på mediationsrummets alter, kommer i trance og aldrig bliver den samme igen”. Anne Buhl, der for nogle år siden valgte at bruge al sin tid på mediation og fravælge alle andre advokatopgaver, kalder sig selv naiv, fordi hun tog det spring. Vi andre, der ikke har taget springet, ser på hendes tiltag som modigt, ikke naivt, men fokuseret. Og hun gør det med den smukkest mulige begrundelse: ”En følelse af tiltro til, at alle de sager, der kommer omkring mit bord, kan løses, for det tror jeg, at de kan”. Og så giver hun et af de råd, der udløser en streg i marginen af bogen – min påmindelse til mig selv om, at her er endnu et guldkorn: ”Man skal for Guds skyld huske, at man kun må skubbe på processen og ikke på resultatet”.
Advokat Finn Lænkholm, der på halv tid driver Lænkholm Mediation, pinpointer et af retssystemordningens negative sider: ”En retssag ødelægger nattesøvnen mere, end folk tror”. Han er positiv overfor mediation og Carsten Juul sukker: ”Endnu har jeg ikke hørt en kritisk røst fra en eneste….som om mediation er godkendt af Sundhedsstyrelsen som mirakelmiddel”. Og Finn kan ikke trøste. Han har deltaget som partsadvokat i 25 retsmæglinger. De 21 blev forligt. Hvorfor? Fordi mediation virker, vil jeg hævde.
En anden erfaren mediator, advokat Jes Anker Mikkelsen, slår fast, at der sker noget særligt i mediationsrummet: ”Det løfter sig – der kommer en tro på, at åbenhed er okay og kan føre til noget”. Og det er nøglen, for kun hvis parterne vil fortælle, hvad de rigtigt vil, kan det lykkes. Mediator skal skabe rammerne for denne åbenhed i et tillidsfuldt miljø, hvor parterne genvidner evne og lyst til at lytte og oplever miraklerne ved at benytte det faktum, at vi mennesker er født med to ører og en mund. Anne Buhl taler om, at der altid er flere versioner af den samme historie, og man skal lytte til samtlige udgaver uden at være fordømmende. En medalje har to sider. Altid.
Advokat Claus Søgaard-Christensen, der er voldgiftsdommer og mediator peger på mediationens gave til parterne: ”Rummet her er det eneste sted i verden, hvor I får lov til at sige alt uden at blive afbrudt”. Og præcis det faktum er med til at forklare, hvorfor mediation virker. Den luksus findes ikke i retssalen, hvor parterne i deres livs retssag kun må lukke munden op på afmålt tid og i afmålt form. Noget der negativt overrasker 10 ud af 10 parter i retssager.
En spændende og velveskrevet tur rundt blandt erfarne praktiskere. Tak for den. Og så – jeg savner en opsamling med Thomas Samsø Blochs erfarne overblik. Fik vi det fulde svar på hvorfor så mange advokater går i en stor bue uden om mediation? Nej. Er tesen fra indledningen – fordomme – den eneste forklaring? Nej. Endnu mere savner jeg – i hele bogen – svaret på det gennem alle årene store ubesvarede spørgsmål: hvorfor benytter så få mennesker sig af dette geniale værktøj til konstruktiv konfliktløsning? Jeg savner provokationen – bortset fra Carsten Juuls tvivl – og opfordringen til en vej, der skal vælges for at få budskabet ud. Men det kan komme i en ny bog og retfærdigvis skal det understreges, at sigtet med bogen har været at rette lidt op på den manglende belysning af det praktiske liv med advokaten som mediator, som Carsten Juul skriver i indledningen. Og så kunne jeg også håbe, at der i en bog nummer to også bliver gjort mere reelt op med forfatterens skepsis overfor mediation. Med ”Løsningens labyrint” står det spørgsmål og vibrerer og det er synd og skam, idet mediation med sikkerhed er fremtidens måde at løse problemer og uenighed. Det er der ikke noget nyreligiøst over. Der er evidens for det. Også for, at juraen ikke er velegnet som konfliktløsningsværktøj, men det nævnes ikke med et ord i bogen, uagtet det netop er en vigtig forklaring på at mediation berømmes af erfarne praktikere.
Hvert afsnit (bortset fra afsnittet med Jane Gunn) afsluttes med den interviewedes udsagn om dels den største fordel og dels den største ulempe ved mediation. Spændende pointer også her – og tre af de syv har ingen indvendinger overhovedet mod mediation. Jeg er enig med mindretallet 😉
Bogen anbefales varmt til såvel mediatorer som mediator-skeptikere og mediator-nysgerrige. Bogen giver i otte velskrevne kapitler indblik i mediators værksted. Læsningen har fået mig til at strege passager ind på 36 af de 150 sider. De steder vil jeg genlæse og bruge til refleksion og måske til citat, når jeg andre steder skriver om mediation. Tak for bogen. Den er vigtig.
Læs også:
Peter Aalbæk Jensen: Brug mediation
Dansk erhervsliv har ikke taget mediation til sig
Har din advokat tilbudt dig mediation eller retsmægling?
Antallet af retssager falder – hvad er forklaringen?
Mediation giver erhvervslivet mulighed for selv at tage ansvaret
Hvad er en god mediator (konfliktmægler)?
Om retssager, tvisteløsning og valgmuligheder