Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Skilsmisse. Barnets bedste. Denne kronik er skrevet af Ruth Juul og Allan Ohms og bragt som kronik i Berlingske søndag den 18. august 2019.
Vi har fået en ny skilsmisselov pr. april. En lov, der har som sit erklærede mål at have øget fokus på barnets bedste. En selvstændig børneenhed og en skilsmissetelefon skal synliggøre fokus på viljen til at lytte til børn og sikre barnets bedste. Men tilbage står – fortsat – det store spørgsmål: Hvem ved, hvad der er ”barnets bedste”, når far og mor ikke er enige? Det vil vi – ud fra en mulig hverdagskonflikt– gerne give et bud på.
De var ikke enige, de stod stejlt på hver deres standpunkt.
Far ville flytte til en anden landsdel med Emil.
Mor ville holde fast i den hverdag og den deleordning, som gjorde det muligt at Emil delte både hverdage og helligdage med dem begge. De var slet ikke enige om, hvad der var til Emils bedste. Èt var de dog enige om, at Emils trivsel var det vigtigste, men hvordan skulle de nå frem til enighed om, hvordan Emil bedst trivedes?
De havde prøvet det meste. Perioder der fungerede godt og perioder der fungerede mindre godt. Fred og fordragelighed og bitter kamp. Retssagen var et lavpunkt.De ønskede ikke at ende der igen.
De var begge enige om, at Emil tydeligt gav udtryk for at han gerne ville flytte med far. Men mor var fundamentalt i tvivl om hvor vidt Emil i virkeligheden forstod, hvad han ønskede sig.
Mor havde også en anden bekymring: Ville Emil forstå hendes modstand, eller ville han bare føle, at mor var imod Emils ønske og dermed imod Emil? Kunne mors modstand på sigt betyde at hendes og Emils gode og trygge relation gik i stykker?
Efter råd fra en fælles god ven opsøgte far og mor sammen en mediator. Det var et stort skridt for dem begge. Det var udfordrende at give afkald på hver sin advokat, for i stedet at søge fælles hjælp og det var en hård proces. Langvarig, arbejdsom og krævende, syntes de, men dog intet i sammenligning med retssagen. Langsomt erfarede de, at de jo faktisk talte sammen i en ordentlig tone, når de sad ved det fælles bord med mediator for bordenden. De blev sammen klogere på, hvorfor far mente som han gjorde og hvorfor mor mente, som hun gjorde. De forstod langsomt hinanden bedre. Forstod at de, skønt de grundlæggende var uenige om, hvad der var det rigtige for Emil, begge havde de bedste intentioner om at give ham en tryg og god barndom.
De blev også stadig mere afklarede om, at de ville skåne Emil for en ny retssag.
De var fortsat enige om, at Emil ønskede at flytte med far, men mor var usikker på, om Emil virkelig vidste, hvad han ønskede sig.
Hvordan skulle de nå frem til et svar? Skulle Emil have lov at vælge og hvad så, hvis det ikke var så godt som han håbede? Hvordan ville det virke? Spørgsmålene var mange og det føltes som om samtalerne kørte i ring og så alligevel: med fremdrift i modvind. Og en dag skete et afgørende skift.
Mor vovede nu tanken om at give Emil lov til at flytte med far, hvis de sammen kunne blive enige om nogle forudsætninger, der kunne sikre, at mor fortsat havde en tryg og vigtig plads i Emils liv. Der skulle være en kattelem, så forandringerne kunne rulles tilbage, hvis Emil ikke trivedes..
I fællesskab, og med mediator som procesleder og hjælper, fandt far og mor vej frem. De besluttede sammen at fortælle Emil, at de, mor og far sammen, havde truffet en beslutning, de begge var enige om. Emil skulle have lov at prøve t flytte med far. De blev også enige om at sikre Emil mulighed for at drøfte sine tanker og overvejelser med en voksenfortrolig, de begge havde tillid til.
Emil blev glad, meget glad. Først og fremmest var han glad for at far og mor var nået til enighed. De er enige – det siger de selv, var Emils første bemærkning til den voksenfortrolige. – De er enige, det er det bedste!
På baggrunden af det beskrevne kan der spørges: Har børn et selvstændigt ønske, som står udenfor hvad far og mor mener eller har vi som samfund en standard som er ”det bedste for barnet”? For alle børn? Eller har langt de fleste børn det som Emil? Det de ønsker sig allermest er, at mor og far er enige, så barnet ikke skal løse forældrenes uenighed?
Vi lever i en tid med udpræget ønske om at give de voksne frihed til at leve deres liv efter individuelle valg og udpræget modvilje mod at lægge fælles normer og forventninger til grund for det gode liv. Der er ingen fælles norm og derfor er det fristende også at give børn frihed og ret til selv at vælge deres vej, men er det en reel frihed for børn?
Retten til at vælge har en pris: risikoen og ansvaret for at fejle. Hvis Emil selv skal vælge mellem to gode valg, kommer han også til at stå med ansvaret, hvis det ikke går, som alle håbede.
Den norske sociolog og samfundsdebattør Nils Christie talte om at give konflikten tilbage til parterne. En konflikt kan flytte fokus fra at være forældrenes konflikt til, gennem den juridiske proces, at blive en konflikt mellem forældrene og systemet, repræsenteret ved Familieretshuset eller domstolene. Et system, som mener at kunne svare på, hvad der er barnets bedste, for alle børn. Er vores mange ord om at ville det barnet det bedste, en måde hvor vi flytter ansvaret for konflikten fra forældrene over på barnet? Risikerer vi, af frygt for at være moralske og fordømmende overfor forældrenes privatlivs-fred, at understøtte barnets selvbestemmelsesret højere end barnets ret til forældre, der tager ansvaret for at finde en løsning? Fører jura-vejen til umyndiggørelse og er børnesporet et vildspor?
Et alternativ til jura-vejen hedder mediation eller konfliktmægling. Det er en alternativ konflikthåndteringsstrategi, som bygger på erkendelsen af at jura er velegnet til at forebygge konflikter men uegnet til at løse dem. Ved mediation tager konfliktparterne selv ansvar for deres egen situation og egen konflikt. De får hjælp til at finde et alternativ til jura-vejen. Mod, vilje, lydhørhed og tid opprioriteres frem for kampen om regler, dokumentation, bevisførelse og oplevet ”retfærdighed”.
Det er vores fælles erfaring at faktorerne mod, vilje, lydhørhed og tid skal til, når det skal lykkes at finde en ny fælles vej frem, der hvor konflikten truer med at splitte alt ad. Juraen er et værktøj, der kun bør benyttes, når alt andet håb er ude og med klar advarsel om, hvad der risikeres derved.
Det er vores opfattelse at ”barnets bedste” er forældre, der på trods af den omkalfatring en skilsmisse er, alligevel mobiliserer kræfterne og har mod til at tage fat om det, der er vigtigt, også selvom det er vanskeligt.
Vilje til at arbejde (hårdt) for at nå til fælles enighed også når orkanen blæser.
Vilje til lydhørhed, forstået som viljen til at lytte for at forstå, også det man slet ikke er enig i. Mod til at tage tiden til hjælp. Tid til at tænke, fordøje og forstå den livsforandring, som ingen havde set komme.
Bevæg dig kun med livets hastighed sagde digteren Michael Strunge og satte med de vise ord fokus på at livets hastighed har en anden måleenhed end den vi måler med til hverdag. Det nytter ikke at speede op, hvis man sidder fast. Ind imellem må der, som i sneglat føre, bakkes for at kunne komme fremad. Og ingen har lovet, at det skulle være let.
”Barnets bedste” er, som vi ser det, når mor og far får hjælp til selv at finde vej til enighed. Mediation tilbyder hjælp til processen med at bakke, få vejkontakt igen og finde tilbage på sporet. Det spor, hvor far og mor styrer bilen, så Emil trygt kan læne sig tilbage på bagsædet og glæde sig over fars og mors ansvarstagen.
Ruth Juul er Konfliktmægler MMCR, Familierådgiver og forfatter til ”Barnets bedste efter skilsmissen”. Allan Ohms er mediator og advokat (H)
Læs også:
Kronikken i Berlingske (kræver login)
Anmeldelse af Ruth Juuls bog Barnets Bedste
Der er en bedre vej end jura-vejen
Skilsmissemediation gør en forskel
Har din advokat tilbudt dig mediation
Hvad siger klienterne om mediation?
Hvorfor fravælges mediation – og dyrere løsninger vælges til?
Vil du skabe en taber – så bliv skilt
Hvem skal du vælge som mediator ved skilsmisse?
Jura som konfliktløser – giver forkerte resultater
