Kære Søren Frank
Vi skriver begge to i Berlingske. Du mere end jeg (er kun er på ca. hver lørdag i brevkassen i Business). Det er interessant at læse dine anmeldelser. Tak for dem. Jeg vil dele en idé med dig, derfor denne mail.
I Roskilde debatterer vi – som man gør det i mange byer – detailhandelens udfordringer og muligheder. Mange taler om, at byerne fremover vil blive oplevelsessteder.
Nogle steder er det allerede sådan og det faktum vil jeg forsøge at gøre dig interesseret i. Kan den traditionelle madanmeldelse foldes ud, så den dækker mere end blot køkken og betjening. Hvad med sammenhængskraften, som politikerne siger. Hvad betyder den for madoplevelsen?
Tænkte på det i går, hvor min hustru og jeg efter arbejde gik en lang tur gennem Roskildes gader og vi endte med en vidunderlig middag på Rådhuskælderen. Det nød vi meget. Vi talte om, at når aftenen blev så vellykket, var der flere årsager:
- Vi spadserede gennem en smuk by
- Via en dejlig gågade med kunst og smuk belægning
- Forbi særlig dejlige specialbutikker, som vi holder af at handle i
- Og vi blev modtaget hjerteligt i en fyld restaurant, hvor det lykkedes at skaffe to ikke bestilte pladser
- Vi fik en suveræn betjening, en skøn aprilmenu med velvalgte vine
- Glade efter besøget forbi Unescoverdensarvskirken, Roskilde Domkirke
- Gennem parken med udsigt til fjorden
Alt det nævnte spiller ind i totaloplevelsen, alt det var med til at gøre os både stolte og glade og glæden delte vi igen her ved morgenbordet (lørdag morgen med en ulæst, uberørt og knitrende frisktrykt Berlingske er min himmerigsmundfuld).
De nævnte detailforretninger er mange, men lad mig nævne dem vi i går spadserede forbi som appetizer til en aften på Rådhuskælderen: Kuberts Fisk, Danmarks bedste slagter, Frimann, verdens bedste ostemand, Allan Henrichsen i Caseus. Det er ingen overdrivelse at fortælle, at Allan, der tidlige var på Værnedamsvej, er den mest fantastiske ekvilibrist i henseende til service. Second to none. Ved siden af findes den 150 år gamle Den Franske Vinhandel, hvor der altid er 3.000 gode flasker i kælderen og hvor den nye familier ejer, Ulrich Kaagaard yder service på samme høje niveau, men – vigtigt – han har et stort personale, som han får til at spille sublimt. Det er en sand fornøjelse. Endelig er der Persillepigen – et eldorado for øjnene – de smukkeste grønsager og en fantastisk service.
Det er en del af vores by, og det centrale i en madanmeldelse – restauranten – skal naturligvis ses i den sammenhæng. Tingene spiller sammen. Måske er det derfor Rådhuskælderen er så unik, at der er fuldt hus alle dage. Her er en stemning, en hjertelighed og en underspillet ordentlighed med et personale, der bliver længe på stedet, fordi chefen opfører sig ordentligt. Ingen skrigen og råben – også ordentlighed her. Jeanette Juul Dalsgaard, der for mange år siden startede som tjener hos den nu afdøde medejer, Peter Loehr, og som endte med at eje dette fantastiske sted. Hun er en af hverdagens helte eller heltinder, som bare er så vigtige for det samlede resultat. Det samme kan siges og Signe fra Persillepigen, Ulrich fra en Franske Vinhandel og Allan fra Caseus – og fra mange flere.
Rådhuskælderen ville ikke være Rådhuskælderen uden Roskilde.
Roskilde ville ikke være det samme uden Rådhuskælderen. Caseus. Persillepigen. Den Franske Vinhandel. Berlingske. Søren Frank o.s.v.
Jeg ville være glad om du vil tænke over mulighederne og måske anmelde Rådhuskælderen i det lys. I lyset af Roskilde med alt, hvad den indeholder, herunder den provinsielle begejstring, som er min begrundelse for at skrive til dig. Jeg vedkender mig min barnlige naivitet og drengede begejstring, når jeg oplever en by, der er så rig på gode oplevelser. Hver gang jeg har møde med en klient (får mange via Berlingske) forsøger jeg altid at få dem til at sætte tid af til at besøge vores by. Den ambassadørvirksomhed er bare en lille del af det at bidrage til noget større: noget vi alle er samen om. Den der sammenhængskraft.
Kan det blive en del af denne sammenhængskraft blive en del af den fremtidige madanmeldelse? Eller er det for vildt eller for naivt?
Kære Søren, jeg ønsker dig en skøn weekend. Jeg har tilladt mig at gøre denne mail til et åbent brev ved at lægge den på min blog.
https://www.facebook.com/persillepigen.dk/
https://www.facebook.com/denfranskevinhandel/
http://www.denfranskevinhandel.dk/
https://www.visitroskilde.dk/roskilde-lejre/roskilde