Er digitalisering = det ansigtsløse samfund?

Bent Winther skriver i dag i Berlingske om “det ansigtsløse samfund”. En fin beskrivelse af udfordringerne. Jeg deler hans tvivl om hvor vidt hele digitaliseringen er til gavn for mennesket og dets lykke.

”Man kan sidde med fødderne i Middelhavet og udfylde sin selvangivelse midt om natten, hvis det er det, man har lyst til. Eller man kan kræve sin fiktive udbytteskat betalt tilbage over en kop kaffe i på en café i Barcelona. Jeg er vokset op i en middelstor jysk provinsby. Mine forældre kendte hende nede i banken, og ham der sad på postkontoret og købmanden og dem oppe på kommunen. Ikke at relationerne var lige hjertelige altid, men de var der. Sådan er det ikke mere, servicefunktioner er overtaget af teknologi, der rent fysisk holder køberen væk fra sælgeren og borgeren væk fra skranken. Fordi relationer er bøvlede og fordyrende”, skriver Bent Winther.

Socialogen Anthony Giddens siger at vi i det senmoderne samfund er afhængige af abstrakte eller ekspert-systemer og symbolske tegn, samt at der sker en udlejring af sociale relationer. Han mener, at det senmoderne samfund er en fortsættelse af moderniteten, men ikke en afløsning. Netop derfor er der ikke tale om et postmoderne samfund (som indebærer et brud med moderniteten). Det senmoderne samfund kendetegnes ved opløsning af traditioner og traditionelle fællesskaber, samt en individualiseret værdipluralistisk kultur med en stærkt øget refleksivitet. Det senmoderne samfund er præget af selvrealisering, med en endeløs række af valg blandt en næsten lige så endeløs række af muligheder, som betyder stor personlig frihed for individet, men også et næsten overvældende ansvar for at træffe de rigtige valg, hedder det på Wikipedia.

Det ansigtsløse samfund er et samfund, hvor man må betjene sig selv uden at møde et andet menneske. Men er isoleringen af det enkelte menneske en god idé?

Jeg kan godt ønske mig tilbage til tiden før internettet, til tiden før kommunalreformen, til tiden før politi- og retsreformen. Og så er det ikke det hele, jeg savner, men dette med at alting skal være større, det har ikke bragt kun godt med sig. Måske i virkeligheden kun meget lidt godt? Jeg er i tvivl, men jeg ved, at noget dyrebart har det kostet.

Min kommune, Roskilde, er blevet kæmpestor. Men den er ikke blevet kæmpegod. Jeg oplever skrankepaver og bureaukrati og vi kender ikke hinanden. I gamle dage kunne mange ting ordnes i dialog mand til mand og meget hurtigt. Jeg husker køerne på posthuset, men det gav mulighed for at hilse på hinanden. Det samme når vi hentede brevposten om morgenen, så var arbejdsdagen skudt i gang med et par gemytlige morgenhilsener. I dag kommer der ikke post mere. Vores fløjtende postbud i den fine røde frakke med den gule cykel arbejder i dag i et privat pakkepostfirma uden tjenestemandspension eller anden sikkerhed. Det var ikke kun posten, der forsvandt. Nogle kulturværdier røg ud sammen med badevandet.

Byerne er blevet større, personligheden i dem er blevet mindre. Bent Winther noterer, at ”måske er vi i gang med et gigantisk eksperiment, som får vores samfund til at hænge dårligere sammen og fører til mindre tillid til hinanden og myndighederne. Hvis det er en indikator, kan man i hvert fald se, at det på nettet er langt lettere at udfolde sin vrede over for nogen, man ikke kender ansigtet på”. Og Bent Winther konstaterer også, at ”i den digitale verden er forbrydelser omdannet til tal og brøker, moral erstattet af risici, som kan udtrykkes med så mange decimaler, man ønsker. Og i et system, der er indrettet til selvbetjening, betjener man sig selv”.

Det menneskelige skal vi passe på. I min virksomhed er det de, vi lever af. Den menneskelige kontakt. Dette at forstå, hvad der kommer ud af at sidde sammen, når den ene har stor erfaring på et område og den anden ingen. Når jeg rådgiver om f.eks. et testamente eller en fremtidsfuldmagt, så betyder dialogen rigtig meget for min rådgivning. Jeg både lytter og iagttager. Og mine kunder får sjældent det, de troede de skulle have. For de vidste ikke, at de kunne få det, der har brug for. Det ved jeg og jeg ved det på grund af dialogen. Den personlige samtale med den betroede rådgiver.

Alle kender det. Herunder forskellen på en debat på Facebook og en debat i forsamlingshuset. Jo mere digitalisering, jo mere har vi brug for at huske på den menneskelige betydning. På ansigtets og menneskets betydning. Ord er ikke kun tegn på en skærm. Der står mennesker bag og det må vi aldrig glemme. Tjek verdensmål nr. 17: partnerskaber for handling. Gælder både globalt og lokalt.

Vi  er skabt til at leve livet i fællesskab med andre til gensidig gavn og glæde.

Vi skal huske det menneskelige nærvær og den etiske forpligtelse til at medvirke til, at ting også i en kold digitaliseringstid husker, at vi skal med alle sammen. Og at vi skal være her. Alle sammen.

Michael Øe: Det senmoderne samfund

Gyllegate og verden – hvad skal vi lære og hvad skal vi nu gøre?

FNs nye bæredygtige verdensmål