Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Tragedien. På åbningsdagen, lørdag den 31. juni 2000, døde ni mennesker på Roskilde.
Pearl Jam spillede på Orange Scene for mindst 50.000 tilskuere. Publikum trængte så voldsomt frem mod scenen, at de opsatte bølgebrydere og staben af sikkerhedsvagter intet kunne stille op. Kort før midnat blev 11 tilskuere kværnet ned i massen foran scenen, og da koncerten lidt senere blev afbrudt og mængden presset tilbage, lå der 11 kvæstede.
Klokken 17.00 lørdag eftermiddag, dagen efter ulykken, holdt Jan Lindhardt en kort prædiken fra Orange Scene foran 30.000 festivalgæster. Næste dag holdt Jan Lindhardt en mindegudstjeneste i Roskilde Domkirke.
Mindehøjtideligheden
Jan Lindhardt var i sommerhus på Mols, men tog straks til Roskilde, hvor der blev arrangeret en mindekoncert. Sangerinden Marie Carmen Koppel startede mindehøjtideligheden med at synge ”Dejlig er jorden” og derefter ”We’ll Meet Again”. Herefter trådte Jan Lindhardt frem på Orange scene i præstekjole og sagde bl.a.:
Biskop Jan Lindhardt på Orange scene
”Vi er samlet for at vise medfølelse med de pårørende og kvæstede. For at mine hinanden om, at livet er stærkere end døden. Herren kender os, men vi kender ikke Ham, når han tager ni mennesker fra os og efterlader mødre, fædre og alle på festivalen i sorg. Vi forstår det ikke, accepterer det ikke og synger ikke glade sange. Vi kender ikke navnene på de døde, men det gør Gud og han tager dem i sine hænder”.
”Skylden er der, men skylden har det ligesom lidelsen. At ligesom vi har medliden, har vi også medskyld. Men ingenting kan skille os fra Vorherre, heller ikke skylden”.
Talen blev efterfulgt af et minuts stilhed. Efter et Fadervor gik den sengaleiske stjerne Youssou N’Dour på scenen og festivalen fortsatte – i en knuget stemning.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ringede til Jan Lindhardt og spurgte: ”I holder vel en gudstjeneste i Domkirken”? Og det blev der. Domkirken var fyldt til sidste plads med familie, pårørende og venner.
Roskilde Stift stillede med fem præster, der blev en del af kriseberedskabet.
På et pressemøde udtrykte lederen af Roskilde Festival, Leif Skov, chok og sorg over den hidtil værste ulykke der har ramt festivalen efter 30 år med et internationalt anerkendt højt sikkerhedsniveau. Trods sorgen over tragedien var festivalledelsen indstillet på, at de øvrige koncertarrangementer skulle afvikles, selvom denne beslutning var vanskelig og det var tæt på en aflysning – den kom heldigvis ikke.
How fragile we are
Mindelunden
Vi husker det alle.
Mindelunden
Ni træer står som minde om de ni omkomne ved ulykken i 2000, og deres minde lever først og fremmest videre i den måde festivalgængerne stadigvæk behandler hinanden: med respekt.
Jeg starter altid min Roskilde Festival-deltagelse med at gå i Mindelunden. Jeg klapper den store sten med påskriften “How fragile we are”. Jeg ser på de ni træer og blomsterne ved dem og tænker på de døde og deres familier.
Jeg tænker på festivalchef Leif Skov, der dengang og efterfølgende tog et umenneskeligt slæb omkring ulykken og de ramtes familier rundt om i Europa. Leif betalte en meget høj personlig pris, som stadig bæres i ham.
Jeg mindes og er stille og tænker på hvordan tilfældigheder bestemmer meget. Skæbnen. Jeg er taknemmelig for at Roskilde Festival lavede og vedligeholder Mindelunden. Den betyder rigtig meget for rigtig mange af os, der holder af Roskilde Festival.
I dag, den 4. juli 2018 – min Roskilde Festival nr. 48 af 48 – kl ca. 17:09 klapper jeg stenen og mindes. Og så går jeg ind i den levende #rf18 og takker fordi jeg kan være med.
Mindelunden 4. juli 2018. En rose til hver af de ni.
Take care everybody. Let’s live life. Og lad os aldrig, aldrig glemme “how fragile we are”.
Kilde: “Mit Roskilde” af Brian Christensen, s. 90-91.
