Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Overleveren Christian Bonde kan lære os meget. Jeg bor i Roskilde, tæt ved Sct. Hans Hospital,hvor Bonde fik mange gode år. Min mor var lægesekretær, bl.a. for overlæge Munke Hertel Wulff. Stedet og overlægen kom til at spille en stor rolle i Christian Bondes liv.
Det beskrives medrivende og sobert i bogen “Bonde – gal mand på rette vej”. Bogen er dedikeret til overlæge Munke Hertel Wulff (1917-2004), men i virkeligheden mindst lige så meget til Christian Bonde.
Det er ikke bare en bog om et menneske, men også et portræt og en berettiget kritik af en årelang række menneskelige og samfundsmæssige svigt. Dette sidste sender signaler også om den tid vi lever i nu. Fortællingen om en umenneskelig behandling af et menneske er ikke noget, der kun skete i datid. Det sker også i en nutid, hvor psykiatrien trods vores oplysthed fortsat pines økonomisk i en daglig kamp med de stærkere repræsentanter for somatisk syge og i en fælles kamp om at få vores sundhedsvæsen til at fungere reelt tilfredsstillende og ikke kun regnearkstilfredsstillende.
I bogen får vi et indgående indblik i journaler og brevveksling gennem et helt liv. Et forløb, hvor Bonde har været oppe mod meget stærke kræfter fra et rigidt system. Hans ultimative modspil blev “søm-slugning”. Han slugte søm og skarpe genstande, fordi det var billetten til at komme ud af åndssvageinstitutionerne, hvor han håbede at møde menneskelig forståelse og i hvert fald en pause fra indespærringen.
Det er en barsk fortælling. Et menneske fejlanbringes af en 5-årig, der mister sin mor. Han anbringes under åndssvageforsorgen, hvor han ikke får nogen hjælp. Først 26 år senere kommer hjælpen, da Bonde var indlagt på Gentofte Hospital, fordi han igen havde slugt søm. En ung læge, Christian Hertel Wulff, undrede sig over Bondes diagnose “åndssvag”. Diagnosen var forkert. Det konkluderede lægen efter de mange år, hvor hans kolleger ikke havde studset over noget. Bum.
Bonde blev overført til Sct. Hans Hospital, hvor han, kan man sige, mødte sin redningsmand. Psykiatrisk overlæge Munke Hertel Wulff, far til læge Christian Hertel Wulff, forstod at tackle Bonde. Det hedder så smukt i bogen, at vel var Christian Bonde patient, “men han var fra nu af også en person“. Smag på de ord. “Han var fra nu af også en person“. Efter 25 års fejldiagnostisering og en gemen og nedladende behandling fra myndighedernes side.
Beskrivelsen af et menneske, der slipper fri af 25 års fejlbehandling og hans arbejde med tingene er spændende. I bogen kaldes den nye del af Bondes tilværelse for “en slags asyl indenfor og i udkanten af det psykiatriske system“. En beskrivelse, der passer meget fint i den spændende beretning om hvordan Christin Bonde ikke er “anti-psykiatrisk“, men “psykiatri-kritisk” med “en umættelig appetit på at kæmpe for en mere værdig og human form for psykiatri”. Eller mere præcist: for en værdig og human form for psykiatri.
I bogen kan vi læse om Bondes meget store og vedvarende indsats, hvor omdrejningspunktet i alle henseender var kampen for en human psykiatri. Bogen er ikke en kun biografi, men lige så meget en beskrivelse af vores samfund og dets institutioner og menneskesyn set gennem beskrivelsen af et menneske, der livet igennem var i dette systems varetægt.
Når vi kan læse Bonde var en politisk nomade, der med en særlig gangart hver morgen stod op og som mål havde at “sætte lus i skindpelsen“, så er det øjebliksbilleder af et menneske, men samtidig – og nok så vigtigt – en spejling af det system dette menneske var underlagt og kæmpede med og imod. Vi får en opmuntrende beskrivelse af overlæge Munke Hertel Wulffs reformering af den autoritære og sygdomsfikserede psykiatri med en helt anderledes menneskelig og faglig synsvinkel og holdning. En holdning, som sine steder savnes også her i dag, 50 år efter.
Beskrivelsen af Bondes indsats for og med Galebevægelsen, hans indsats også i Norge og hele hans livsrejse i de lyse år på Sct. Hans Hospital (hvor han kom, mens han boede i en lejlighed i Roskilder) efter han slap fri af åndssvageforsorgens lænker, er medrivende, interessant og lærerig.
Lad mig citere første og sidste vers af Galevisen (2003), der var et samlingspunkt for Galebevægelsen, men som vi andre har godt af at synge med på. Teksten er skrevet af Bondes ven, Benny Karpatschof, der var statistiker og psykolog med en lyrisk åre:
At være gal er ikke godt,
når man er gal alene,
ens værdighed bli´r søndertrådt
for den er kun en gene.
Men samles gale én for én,
så bli´r vi til et tusindben,
bevæger os henover stok, over sten,
både manisk, neurotisk og skizofren”.
…
…
At være gal, det er nu godt,
når vi er gale sammen,
psykiatriens bankeråt
gør Hanen rød i kammen.
Nu vil vi gribe mur´ske´n
og sammen lægge sten på sten
til klubber som opbygges én efter én
og hver manisk, neurotisk og skizofren.
Christian Bonde var whistleblower endnu før dette ord blev indlemmet i vores danske sprog. Han lykkedes med at komme igennem til politikere uden smålig skelen til om det var fra rød eller blå stue. En af hans trofaste lyttere var Tove Fergo fra Venstre. Hun blev udpeget som kirkeminister den 14. november 2001 – samme dag som Christian Bonde døde.
I talen ved begravelsen læste hun et stykke af Det Ny Testamente: “Jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj. Jeg var i fængsel, og I besøgte mig ikke. Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise“. Tove Fergo fortsatte: “Det er et meget smukt stykke, fordi Bonde gik ind til dem, der var lukket ude. Han gik der, hvor der var nød, og hjalp”. Og derefter sang de fremmødte i et stopfyldt Østre Kapel i Roskilde “Når jeg ser et rødt flag smælde“, mens den røde fane vajede til højre for Venstre-ministeren. Det er vel ikke set stærkere siden for nylig, hvor Prins Henrik afsluttede sin sidste køretur til tonerne af Prins Henriks Honnørmarch.
“Jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj. Jeg var i fængsel, og I besøgte mig ikke. Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise” virker som et velvalgt citat ved afskeden med en mand, der i mere end 25 år blev holdt som samfundets gidsel. Fastlåst af en forældet og rigid åndssvageforsorg (endelsen “forsorg” er fornærmelig). Det er en god afslutning på et levet liv, hvor Christian Bonde er omdrejningspunktet, men hvor hans navn kunne have været byttet med mange andre navne.
I bogens epilog skriver forfatterne, at Bondes liv måske bedst kan beskrives med cykelmetaforen “udenfor kategori” (et udtryk, der bruges om de sværeste og mest umenneskelige etaper af Tour de France-cykelløbet). “Selvom han ikke altid var den store stilist, besteg han på sin egen skæve facon livets bjerge uanset deres stigninger og sværhedsgrad“. Bogen er, skriver forfatterne, en hyldest til Christian Bondes bevidst provokerende facon, hvor han “turde begive sig ud i pinligheder, som vi andre var for hæmmede til at turde. Bogen er en hyldest til denne civilcourage“.
Bonde kom lykkeligvis igennem det hele som en vinder. Bestemt ikke uden mange store og dybe fysiske og psykiske sår, men han vandt. Bonde vandt kampen for mange andre end sig selv, for han tænkte mere på andre end på sig selv. Samfundet tabte.
Fortællingen herom giver en tankevækkende viden om hvordan vores samfund fungerede. Beretningen om denne vurdering af et stykke institutions- og professionshistorie ville Christian Bonde utvivlsomt have værdsat højere end den anerkendelse bogen giver ham. Han stillede sig selv i anden række – omend det skete på Christians egen måde. Tak for læringen og hvil i fred, Christian.
Tak til forfatterne for en vigtig bog om en sand overlever. Den beskriver en tid, der ligger tilbage fra 1940’rne og op til 2001. Selvom det er mange år siden, så fik jeg under læsningen gang på gang flash back til nutiden, hvor jeg hører historier om en umenneskelig behandling og for en arrogance fra nogle fagpersoner, der ikke er bedre end den Christian Bonde blev udsat for. Bogens vigtigste budskab er ikke, at det skete, men at det kunne ske. Historien gentager sig.
Tak for en væsentlig bog og et stadig meget aktuelt emne: kampen for en mere værdig og human psykiatri.
PS: Hans Jørgen Bendixen, også fra Roskilde, gav denne gode kommentar til min anmeldelse: “Jeg kan stadig høre hans gnækkende stemme, når han med vanlig forargelse over tingenes tilstand i psykiatrien konfronterede een med sine sylespidse samvittigheds-spørgsmål.
I sandhed en anstændighedens vogter, som vi i den grad mangler i den aktuelle debat om kvaliteten i den psykiatriske behandling“. Jeg har indsat denne kommentar, fordi jeg synes den er rigtig, rigtig fin og meget præcis. Kommentaren giver Christian en næsten levende stemme.
Og jeg fik så denne tillægskommentar, som bør medtages: “Jeg arbejdede på Sankt Hans fra 1972 og godt 15 år frem (mit første job efter endt uddannelse som ergoterapeut). Christian var sammen med overlæge Munke Hertel Wulff mine ledestjerner – på hver deres måde. De repræsenterede begge på ypperste vis den svære balance: respekten for individet i kombination med ansvar og omsorgsfuldhed for de svage og sårbare i samfundet”. Den oplevelse Hans Jørgen Bendixen her beskriver er en meget præcis afspejling af den beskrivelse bogen giver. Jeg kan så for egen regning tilføje, at de, der kender Hans Jørgen ved, at sådan en arbejdsopvækst ikke går umærkeligt hen over personen. Hans Jørgen er i høj grad positivt mærket af de to mentorers læring. Det må have været meget givende og sådan blev i hvert fald resultatet.
Om bogen
“Bonde – gal mand på rette vej”. Bogen er skrevet af handicapforsker og historiker Birgit Kirkebæk og Benny Lihme, der er forfatter, foredragsholder og redaktør af tidsskriftet Social Kritik. Benny Lihme blev ven og aktivist sammen med Christian Bonde.
Af Birgit Kirkebæk og Benny Lihme; 183 sider, illustreret.
Pris kr. 200,- inklusiv moms.
Forlaget Social Kritik, Nansensgade 68, kld., 1366 København K.
Bogen bestilles på: ben@socialkritik.dk , eller på tlf. 20 63 99 63
