DSB-savn, 68-abstinenser, arbejdstid og statsminister-danskhed

Statsminister-danskhed. Vi savner DSB, har 68-abstinenser og er uden løsninger på de store spørgsmål. Sådan begynder min søndag sammen med min Berlingske.

Preben Wilhjelm har jeg altid respekteret. Vidende og glødende. I dag går han i rette med vores samfund, hvad det fik ud af 1968-opgøret og hvordan det er gået. Uddrag: “Der har formentlig aldrig tidligere været så intensiv brug af virkningsløs signalpolitik som under den nu påståede værdikamp. Kriminalisering er blevet politikernes standardsvar på magtesløshed. Og man kan have sine tvivl om, hvorvidt fri abort og afkriminalisering af pornografi kunne have mønstret flertal, hvis det var nu, der skulle tages stilling”. Ja, den tanke er nærliggende i en tid, hvor politiske tiltag er topstyrede, hvor det i alle partier er forbudt at fostre idéer, der koster penge (forbud er nedlagt af Finansministeriet), hvor medlemmer af partiernes folketingsgrupper kommer EFTER spindoktorernes kvaksalveri og hvor mange har konkluderet, at “det bliver ikke anderledes”, så vi holder os til Billedbladet eller Ekstrabladet. (Link kræver abonnement – du skal bladre til side 36).

Wilhjelms konklusion om 68-opgøret er, at oprøret først og fremmest skal huskes som et frisk pust og igangsætter af nogle frihedsprocesser, som vi stadig nyder godt af. Jeg kunne også sige som en manifestation af, at ting tager tid. Både at opbygge og at nedbryde.

I samme udgave af Berlingske bringes en fin kommentar af Line Vester Larsen, der mindes DSB for år tilbage. “Det er ikke nemt, at holde af jer, men vi kan jo for pokker heller ikke undvære jer. For hvad skulle vi dog gøre uden de danske statsbaner” spørger hun, mens hun mindes tiderne, hvor tingene fungerede i DSB. Det gør de ikke mere, hvilket vi er mange, der kan bekræfte. Hun konkluderer med denne opfordring: “Kære DSB, vil I da for pokker ikke godt overveje at sætte billetpriserne ned, skaffe nogle velfungerende toiletter, genindføre madvognen, overholde ankomsttiderne (bare nogenlunde), så lover vi til gengæld at smile pænt til vores medpassagerer, joke med konduktøren, læse en bog og kigge hinanden i øjnene undervejs. For dét kunne være hyggeligt”.  (Link kræver abonnement – du skal bladre til side 36).

Og Line Vester Larsen ved, ligesom vi andre, at sådan kommer det ikke til at gå foreløbigt. Folketinget har valgt at acceptere, at DSB mishandler kunderne og håndterer opgaven elendigt. DSB har så længe jeg kan huske det været karakteriseret ved en helt igennem uduelig ledelse og det er kun gået én vej: ned ad bakke. Det fortsætter og priserne stiger og stiger. Det er i dag langt billigere at tage på weekend i Berlin, Paris, London eller Rom end det er at tage fra Roskilde til Århus. Jeg skriver ikke “Skagen”, for det er – næsten – umuligt at nå både frem og tilbage på en weekend, med mindre bilen vælges som transportmiddel.

Tom Jensen, Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, går i rette med Dennis Nør ark og Anders Fogh Jensen, der i bogen “Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”, at vi arbejder mindre i Danmark. Sammenlignet med andre lande ligger vi i hængekøje og lediggang er roden til alt ondt. Det er en rigtig pointe, men Tom Jensen forholder sig ikke til al den arbejdstid, der spildes på bureaukratiske forpligtelser. Og ej heller til, om arbejdstiden nu bruges til det rigtige. Her skelner han mellem det offentlige og det private. Indenfor det offentlige skal vi ikke bekymre os, mener Tom Jensen, for her er det jo et “politisk ansvar ikke at ødsler med skatteborgernes penge”. Nå, det er naturligvis ironisk og sarkastisk og følges op med historien om frikort til hjemløse. Politikerne afsatte 45 millioner kroner til det, heraf 29 millioner kroner til kontrol af nyt IT-system, der skal håndtere frikortet. Det glade vanvid, men desværre også den almindelige hverdag. (Link kræver abonnement – du skal bladre til side 68).

Det private erhvervsliv må vi have tillid til. Her dør de, der ikke kan overleve – bureaukrati eller ej og vi skal tro på det, for ellers ender vi på den grumme socialistiske galej med planøkonomi og undergang.

Fine betragtninger, men ingen real-vejledning om what to do. Det er som om der er en tung dyne over os. Midt i vores honningkrukke-land med dets mange velsignelser og forkælelser kniber det med at holde pladsen som verdens lykkeligste folk, antallet af stressramte eksploderer og det er umuligt at stille en folkeskolelærer tilfreds. Og nej, jeg har lige så lidt som Tom Jensen opskriften på hvordan vi får vores DSB tilbage, hvordan vi bedre udnytter de goder sider fra 68-opgøret eller hvad vi skal gøre for at få det bedste ud af vores arbejdsindsats.

Lad mig slutte dagens rejse i Berlingske med at citere Leif Donbæk, der i dagens Berlingske omtaler vores statsministers seneste udskejelsen sådan: “Nej, det, vi i vores smukke leverpostejhed kan svinge os op til, er, at vores statsminister dukker op som bisidder for sin kone, når chefen vil fyre hende, og derefter går han amok i passivt-aggressive tweets på journalister (formodentlig) over et par glas rødvin. Og ja, han skulle nok have efterladt PET-vagterne uden for lederens kontor, men selvfølgelig overvejer en mand at deltage som bisidder for sin kone, hvis hun er ved at blive fyret. Og ja, han skulle nok, som landets statsminister, have holdt igen på Twitter – men der er også noget befriende i, at landets statsminister (ligesom vi andre) slapper af (formodentligt) over et par glas rødvin ved at skælde ud på sociale medier”…” Og som skrevet ovenfor var det sikkert udtryk for dårlig dømmekraft, men dårlig dømmekraft i forsvar for familien er nu forståeligt, og at statsministeren også er et menneske er meget dansk og siger noget meget smukt om vores lille land. Landet, hvor det kun sjældent bliver særligt alvorligt og aldrig selvhøjtideligt”. (Link kræver abonnement – du skal bladre til side 38).

God søndag. Med statsminister-danskhed, DSB og senfølger af et 68-opgør.