Dødssynder.
Der er syv. Læs nærmere sidst i denne artikel. Verden er af lave og jeg tænker: hvor længe holder den til det, vi gør ved den – læs ved hinanden og ved verden.
Dødssynder. Jeg er nødt til at fortrænge det for at holde det ud. Jeg kan ikke overskue at gøre noget ved det. I går eksploderede jeg over en vanærende behandling fra YouSee (det er det nye navn for TDC, da TDC var blevet for belastet). Navneskiftet har ikke ændret moralen i TDC. Udfordringen er, at 99% af alle medarbejdere i TDC gør deres arbejde med dygtighed og høj moral. Der er bare en manglende gennemsigtighed og en manglende moral hos topledelsen, som så vidt jeg kan se kun interesserer sig for profit – uanset prisen. Det samme ses på andre områder. Jonathan Taplin bog “Move Fast and Break Things” (titlen snuppet fra Facebook), der netop er udkommet på dansk handler om de mørke sider af nettet og giganterne Facebook, google og Amazon.
“Mark Zuckerberg har tabt til pengekulturen og solgt ud på den oprindelige mission. Visionen var, at produktet skulle hjælpe brugerne for enhver pris, men desværre blev brugerne produktet for alle, der ville betale. Så var det ligegyldigt, om det var Putins trolde eller Cambridge Analytica”. Sådan skriver Timme Bisgaard Munk, Ph.d., redaktør på K-forum i en meget læsværdig artikel, “Mark, hvor er du?” om krisekommunikation, men også om de problemer net-misbrug giver os.
Journalist Niels Christiansen, Bias, skiver på K-forum bl.a.:
“Det egentlige problem er selve forretningsmodellen. Det er den grådige jagt efter penge, også selvom om de kommer fra mystiske russiske kontoer.
Ifølge samtidige rapporter fra New York Times og London Observer har Cambridge Analytica opnået uautoriseret adgang til omkring 50 millioner Facebookprofiler og brugt private data til at udvikle software, der understøttede Donald Trump i præsidentkampagnen i 2016.
Historien om de angiveligt misbrugte Facebookdata er ikke en historie om et gigantisk datalæk, som flere medier har berettet. Det er meget værre. Det er en historie om en forretningsmodel, som Facebook har svært ved at styre.
Sådan foregik det
Omkring 270.000 brugere downloadede appen, hvor man havde mulighed for at logge ind med sin Facebook-profil. Men fordi appen yderligere var i stand til at indhente oplysninger fra alle brugernes Facebook-venner, voksede det samlede antal til 50 mio. brugere. Det svarer til cirka hver tredje amerikaner, der er aktiv på Facebook.
Hvad Facebookbrugerne ikke vidste, var, at appen ikke kun indsamlede deres data, men også alle deres Facebookvenners, hvilket gav Kogan og Cambridge Analytica adgang til private oplysninger fra omkring 50 millioner Facebookprofiler, som blev kombineret med andre data og skabte såkaldte psykografiske profiler.
Ifølge Christopher Wylie er en del af forklaringen grundlæggeren og chefen for Cambridge Analytica Alexander Nix.
Den 42-årige Nix bliver af Wylie fremstillet som en spektakulær figur. En flanør, der har et problematisk forhold til sandheden og er i besiddelse af en angribelig moral.
Den engelske tv-kanal Channel 4 har for nyligt sendt en undercover-undersøgelse med skjult kamera, hvor Alexander Nix sagde, at Cambridge Analytica benyttede bestikkelse, falske id’er, eksspioner og ukrainske sexarbejdere til at indfange politikere”.
Peter Svarre, forfatter, foredragsholder og digital strategikonsulent har filosoferet lidt over hvordan du og jeg er med i det her game:
“Problemet er ikke Facebook. Problemet er ikke Cambridge Analytica. Problemet er en samlet branche af annoncører og medier, som alle kører et chicken-væddeløb, hvor den, der tør samle mest data og segmentere sine kunder til døde, vinder. Det er ikke bare Facebook – det er også Politiken, New York Times og alle andre virksomheder, som enten køber eller sælger digital markedsføringsplads”.
Her går det galt
Her går det galt, påpeger Peter Svarre:
“Der hvor det går galt, er, når transparent segmentering udvikler sig til dulgt manipulation. Der hvor det går galt, er, når manipulerende kommunikationsteknologier anvendes til at ændre folks politiske holdninger i en grad, så det minder om hjernevask.
Der hvor det går galt, er, når segmenteringen bliver så granulær og analyserne så avancerede, at annoncørerne ved mere om deres kunder end kunderne selv. Der hvor det går galt, er, når der lagres og produceres data om særligt sensitive emner som politiske holdninger, race, seksualitet og så videre. Emner, som vi traditionelt opfatter som noget, vi holder inden for hjemmets fire vægge”.
– og jeg advarer, det er temmelig barsk:
“Vi er skyldige i at have skabt en branche, hvor ustoppelig datagrådighed belønnes stort, og hvor der ingen incitamenter findes for at opføre sig ordentligt. Så hvis du er nået så langt som at læse denne sætning, så kig dig selv i spejlet, og sig ordene ”Mea culpa”. Vi er alle skyldige, og vi er alle ansvarlige for at gøre noget ved problemet”.
Jeg er meget enig. Du og jeg gør det muligt. Vi finder os i det. Vi er fortsat på Facebook, LinkedIn osv. Måske skyldes det hele, at de store enheder – Facebook, google, Amazon – er blevet så store. Der er svære at gå til, selv for Margrethe Vestager. Er det de syv dødssynder, der ses her?
Det er som om pengene styrer alene. Nærmest ubegrænset. Den enkelte medarbejder står op om morgenen med de bedste intentioner, men deres job er fedtet ind i et konglomerat af uigennemskuelighed og deres virkelige virke keender de måske ikke selv. Der er langt fra Mark Zuckerbergs manifest til den hverdag hans medarbejdere virker i. Money Culture Eats Strategy For Breakfast. So What’s For Lunch? Russian Money? Peopel? Moral?
De syv dødssynder
Vi skal måske tilbage til de syv dødssynder:
Stolthed/Griskhed/Vellevned/Misundelse/Frådseri/Vrede/Sløvhed.
»Jeg er jo ikke præst og evangelisk forkynder uden grund. Jeg ved, at vi er syndere, og at synden findes. Synden er udtryk for, at vi ikke gør, hvad vi burde over for næsten og fællesskabet. I det øjeblik, mennesket ikke føler sig ansvarligt over for Gud og næsten, men kun tænker på at stå til ansvar for sig selv, har synden ingen mening. Der skal være nogen at synde imod, og hvis man opfatter sig selv som et selvbærende individ, som ikke skylder nogen noget, er synden væk. Det er klart, jeg ser det som et problem. Det sørgelige er, at synden ikke bryder sig om at gå alene, men tager etikken og moralen med. Tilbage bliver, at enhver er sig selv nærmest, og samfundet bliver ringere.« Jan Lindhardt i Berlingske, da han i 2001 som biskop udgav bogen »De syv dødssynder«.
“De syv dødssynder peger tilbage på os selv. Og hvis man ikke slår dem hen med en afværgende vittighed, er det en udfordring at tænke over dem: Hvornår har jeg sidst raget til mig? Hvorfor tabte jeg hovedet over for mit barn? I det daglige kan selvransagelsen have brug for trædesten at gå på. Det tilbyder de syv dødssynder” – sådan konkluderes i lederen i Kristeligt Dagblad den 13. juli 2016.
Læs også:
Mea culpa: Vi er alle skyldige i Facebooks datasynder
Griskhed: Hvornår er for meget for lidt?