Fyr og Flamme. Tak til Omø-ildsjælene

Fyr og Flamme. Tak til Omø-ildsjælene

Omø-ildsjælene skal have tak. Stor tak. Alle nød det. Igen i år. 7. år i træk med imponerende Kulturdage på Omø. Arrangørerne fortjener et stort og varmt bifald. Kulturdagene er af stor betydning for Omø – og dermed også for Danmark. Tak fordi Slagelse kommune indser det og støtter det. Tak fordi Omø-ildsjæle gør det muligt. Ved personlig indsats og ved sponsorater. Tillad mig et par refleksioner over dette emne.

IMG_1344Hvad er øer egentlig? 

Hvad er øer egentlig? Hvad kan de bidrage med? Og hvordan får man skabt en større dynamik mellem øer og fastland i Danmark? I en globaliseret verden, hvor alting går rigtig hurtigt, risikerer man, at flere mindre steder mister deres betydning – hvad enten det er øer med vand omkring eller små bysamfund eller boligområder. Gode spørgsmål, som kan læses i bogen »Fast grund under fødderne? – Ø-filosofiske pejlemærker«  om, hvor øerne er på vej hen, men også hvordan vi kan bruge tankegangen på øerne til at skabe et mere dynamisk Danmark. Forfatteren, Jørgen Rasmussen, Omø, var en del af temaet for Omø Kulturdage 2015. Og hans spørgsmål er fortsat aktuelle. “Hvad er øer egentlig”?

omø-ildsjæleneFor mig er øer en vigtig del af mit land. Jeg ror hvert år en hel uge rundt mellem øerne i det sydfynske øhav. Det gør jeg igen i år, nu for 35. år i træk. Og jeg sætter stor pris på de små øer og deres forskellighed. Fra hinanden og fra mig. På samme måde kommer jeg på Omø, dog ikke i robåd, men med færgen. Min kone, Susanne, har haft sin gang her siden hun var barn. Legede med Gustav, der er Kulturdagenes anerkendte grillmester og hun kender næsten alle. Jeg har haft min gang her i næsten tyve år og har lært mange at kende og jeg har lært Omø at kende. En ø, der giver mig ro i maven allerede når jeg kører om bord på færgen.

Kulturdagene begyndte i 2011 og blev en succes fra første færd. I 2012 var temaet “Bosætning”. I 2013 var det så “Det gode liv”. I 2014 sagde vi tillykke med digerne og Kandis spillede det bedste de har lært. I 2015 var det så “Ud med kulturen”, hvor Sebastian fik sin entre på scenen efter mange års pause og Ivan Petersen fulgte op. I 2016 var teamet “Skatteøen”, inspireret af det store fund på øen og med musikalsk opbakning fra Rugsted&Kreutzfeldt og Mike Tramp. I sandhed er dette præstationer, der forpligter. Og den forpligtelse blev der igen i år levet op til.

Omø-ildsjælene

Gustav – en af Omø-ildsjælene

Gustav – en af Omø-ildsjælene

Kulturdagene er efter min mening nu blevet en institution på Omø. Minder mig om Roskilde Festival, hvor jeg har deltaget i alle årene siden 1971 – i år var det min festival nr. 47 i træk. Festivalen er den del af Roskilde, og en del af min verden. På samme måde er Omø Kulturdage blevet en del af manges og af min verden. Jeg har svært ved at forestille mig Omø uden disse dage. Og hvorfor så det?

omø-ildsjæleneFordi Kulturdage giver gode muligheder for at mennesker mødes og kommer hinanden ved. Det betyder noget for en ø at dens brugere kender hinanden. Opbygningen af Kulturdagene gør det naturligt at vi lærer hinanden lidt bedre at kende. Det bliver til mere end bare et nik i Let-Køb. Nu er det sam-tale og nysgerrighed er tilladt, ja en del af konceptet. På Omø er der naturligvis de faste indbyggere – Omø´erne – og så er det sommerhusfolket og andre tilløbende, blandt andre undertegnede. Karakteristisk er, at vi allesammen har en særlig veneration for Omø. Øen kan noget. Ikke dermed sagt, at kun Omø dur, men Omø er nu altså vores udkårne ø. Her er en underskøn natur. Et rigt fugleliv. Det blå hav hele vejen rundt. Vores fyr. Der er højt til himmelen og ro i maven og dejlige mennesker.

Omø-ildsjælene

En del af de frivillige

De frivillige

Kulturdagene holdes sammen af en lille gruppe, som består af Lis Stuhr, Annette Iversen, Kjeld Ottesten, Jonna Andersen og Liselotte Luukkanen. Gæve folk, der virkelig knokler på. Før, under og efter Kulturdagene. Noget af knokleriet går med at sætte andre i arbejde. Der er en imponerende indsats fra rigtig mange ildsjæle rundt om Kulturdagenes stamgruppe. Det er et kæmpearbejde at lave programmet, definere arbejdsopgaverne, uddelegere og styre sikkert i havn, indkøbe, hente frem fra skure og containere, sætte sammen, stille op, gøre klar, holde øje med, holde i hånd og holde ud. Rigtig mange frivillige sættes i gang og lader sig sætte i gang.

omø-ildsjæleneEn forpligtende overskrift: “Kulturdagene”

“Kulturdagene” er et udtryk, der forpligter. Og der bliver levet op til forpligtelsen. Det er nemlig KULTURDAGE vi oplever. En blanding af det meget lokale for alle aldersgrupper og med et beundringsværdigt miks, som hvert år kører under et valgt tema. I år var det – inspireret af Omøs nye motto – temaet  “Fyr og flamme”.

Og det blev i sandhed FYR OG FLAMME: AlberteWinding Duo ovenpå en veltilberedt Omø Burger; Arnlaug Björg Halfdanardottirs Gong Bad yoga som forspil – den traditionelle åbningsceremoni, i år med Kulturdage-skiltene på nabohegnet; fernisering med Omø-fotograf Toms billeder af fyret; skolelærer Svend Aage Jeppesen og Kjeld Ottestens sæbekassebil-pædagoikum for unge mellem 6 og 15; Hanne og Camillas strikkehule; Camilla Winnes Postløbet, hvor vi fejrede at Omø har fået eget postnummer (4245); fantastiske Pia Raug igen-igen øsende af et livs erfaringer, nu om at brug stemmen, highjumper med politigodkendelse; Else Trier og Bruno Hansen om fyret med Susanne Malmstrøm som billetkontrollør; samtale-salon med indlagt filosofi af Gitte Lunding; Spicegirls Samtale-Menu; Elmøe-Hoffmann og Julian Jørgensen med fængende melodier og virtuost violinspil; Janne Stahl Pedersens dukkehjem; Else Triers traditionelle byvandring, med Amandas venlige åbning af gården; vinsmagning, så Gerts bukser blev røde; Oldboys grillmenu med tunbøf, Arly and Still Friends og endnu en ny Omø-sang (og den næst-nyeste og den “rigtige”) og i år sammen med Ester Marie; Kjelds Corvette & Friends; trafikskole og sæbekasseløb; Young Boys festmenu med sommerbuk og Pia Raugs kor.

Omø-ildsjælene

Peter Bellis sætlister – samlet op af Susanne Malmstrøm

Peter Bellis sætlister – samlet op af Susanne Malmstrøm

Og – højdepunktet – Ulven Peter. Ja, Peter Belli & De rejsende gav et brag af en koncert. Stort at opleve Peter med mere end 50 års koncerthistorik. Jeg sendte fra koncerten fra Facebook og fik blandt andet denne kommentar: “Så Peter Belli første gang i 1965 og da havde jeg ikke drømt om, at han 52 år senere skulle stå og synge iført jakkesæt+vest. Imponerende og lidt rørende”. Peter og hans gode orkester blev efterfulgt af Annettes talentfulde søn, Daniel Fogh (kendt fra Den sorte Firkant), som gav os det bedste fra 80’erne, Gnags, TV2, Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og mange flere.

Resultatet: Totalteater

Når det hele mikses bliver resultatet: “TOTALTEATER”. På den gode måde. På den opbyggelige måde. Omø Kulturdage er med til at holde fast i og udbygge det jeg vil kalde “Omøs sjæl”. Jeg sender kopi af denne artikel til byrådet i Slagelse med tak fordi I sætter et vigtigt initiativ. Og så håber jeg mange af jer, dr var med, vil fortælle arrangererne, at I er evigt taknemmelige for deres storstilede indsats.

Det var, hvad det hed: Fyr og Flamme! Mange af de danske øer jeg besøger hvert år ville give deres højre arm for noget, der bare halvt kunne matche Omø Kulturdage. Vi har her en helt unik ting, som er med til at opbygge venskaber, netværk og dermed er med til at understøtte Omø. Det er vigtigt. Og derfor er Omø Kulturdage ikke “bare” en fest for nogle sommerhusejere. Det er et kulturelt samlingspunkt, der bæres af en kerne af ildsjæle. Omø-ildsjælene. Tak til Lis Stuhr, Annette Iversen, Kjeld Ottesten, Jonna Andersen og Liselotte Luukkanen; og tak til alle hjælperne før-under og efter Omø Kulturdage; tak til Omø´erne, tak til sommerhusfolket og alle os andre, tak til Slagekse kommune og øvrige sponsorer.

Læs også:

Omø vil snart stå Fyr og Flamme

Omø åbnede dørene til Fyr og Flamme

Tak Omø

Tak Omø

 

Omø – en del af Danmarks kulturarv

Omø – en del af Danmarks kulturarv. Vil vi den?

Omø Kulturdage 2014

Tak for OMØ-Kulturdage 2014 – en stor oplevelse!

Læs mere om Omø her

 

 

 

 

 

Scroll til toppen